Samvær: Børnene kommer i klemme

I Thora Center i hjertet af København har man de problematiske samværssager tæt inde på livet. Centret løfter en bred vifte af opgaver indenfor området seksuelle overgreb og dermed også svære samværsproblematikker, som kan efterlades i kølvandet på brudte ægteskaber.

Blandt andet tilbyder man samtale med børn og forældre. Stedet fungerer også som base for overvåget samvær, og medarbejderne er nogle gange bisiddere for skilsmisseforældre i statsamt og civilretsdirektorat.

Lederen siden åbningen af centret for syv år siden er Bodil Dichow, der har en uddannelse som pædagog og psykolog og desuden en fortid i Københavns Kommunes Børne- og Ungeudvalg.

Kan du nævne et konkret eksempel på, at børn efter din opfattelse har lidt overlast på grund af den måde, myndighederne administrerer samværsreglerne på?«

Bodil Dichow sætter hånden under hagen, bliver fjern i blikket, mens hun tænker sig om. Efter en længere pause siger hun:

»Ja, nu må du ikke tro, jeg skal lede. For der er masser af eksempler. Spørgsmålet er hvilket eksempel, jeg skal vælge.«

Skulle det være den om faderen, som havde misbrugt sin steddatter seksuelt og tævet sin søn til hospitalsindlæggelse. En mand, som den kommunale socialforvaltning ikke turde holde møde med uden for almindelig åbningstid, men som alligevel endte med at få almindeligt samvær med sin søn.

Eller skulle det være sagen med den udenlandske far, som ligeledes fik bevilget almindeligt samvær med begge sine børn, selvom han ikke havde set dem i årevis. Han boede på et værelse med flere af sine landsmænd. Ingen, hverken faderen selv eller hans omgangskreds talte et sprog, drengen kunne forstå. At faderen med sikkerhed slog drengen, og at drengen havde skrigeture og ufrivillig vandladning og afføring efter hvert ophold, selv efter han var startet i skole, gjorde ingen forskel, da afgørelsen blev truffet.

»Vi var med moderen i statsamtet, og oplevede hvordan hun fuldstændig blev kørt over. Hun blev slet ikke taget alvorligt, og det var som om, man ikke havde øje for, at her var en mor i krise. Hun var dødsensangst for, at faderen skulle tage børnene med sig ud af landet, og at hun ikke ville få dem at se igen.«



Meget vås. Som nævnt fik faderen tilkendt almindeligt samvær.

»Umiddelbart efter tog han på besøg i sit hjemland i tre måneder og kunne altså ikke se børnene. I dag er moderen gået under jorden med begge sine børn. Hun skriver hertil en gang i mellem,« fortæller Bodil Dichow, der har fulgt den konkrete sag i tre år.

Den ene hårrejsende beretning afløser den anden, fortalt nøgternt og konstaterende uden omsvøb, men også med antydningen af en undertrykt indignation. De besluttende myndigheder anses generelt for at være for ufleksible og for ikke at vise tilstrækkelig indlevelse.

»Selvom det i nogle tilfælde er åbenlyst for enhver, at forælderen ikke kan tage sig af børnene, så skal de være sammen næsten med vold og magt.«

Bodil Dichow oplever forældre ved de overvågede samvær, der ikke aner, hvad de skal stille op med deres børn.

»Man kan synes, at to timers samvær hver 14. dag er kort tid, men når forælderen ikke har noget at byde barnet, kan det godt føles længe.«

»Det er børnene, der kommer i klemme. Der er ingen tvivl om, at der slet ikke tages tilstrækkeligt hensyn til børnenes tarv,« siger Bodil Dichow.

Man kan ikke sætte sin lid til sagsakterne alene.

»Jeg har læst utallige sager igennem i årenes løb, og der er skrevet meget vås i de papirer, jeg har set. Mange gange kan forældrene slet ikke genkende forløbet af deres egen sag, når de ser den beskrevet på papir.«

Bodil Dichow lægger op til et øget samarbejde mellem myndigheder, behandlere og rådgivere.

»Hvis ikke vi sætter os sammen, og taler om hvad vi ser, så hjælper vi ikke de mennesker.«

ThoraCenter får 5000 henvendelser på et år.