Samarbejdsrelationer - snak sammen som voksne

Pædagoger er ikke dårligere til at samarbejde end så mange andre. Men de har dårligere odds for et vellykket samarbejde end for eksempel folk, der arbejder på en møbelfabrik eller i en butik. For det er nemmere at samarbejde om at lave en stol eller at sætte varer på hylder end at have med mennesker at gøre. Der sker ikke det vilde ved, at man tilsidesætter noget arbejde på fabrikken, men det gør der på en børneinstitution. For så efterlader man børnene uden den støtte, de har brug for i de allerførste år, hvor børn udvikler det, de har brug for resten af livet: At blive og være sig selv sammen med andre. Det vigtige arbejde kræver ansvarlige, fagligt dygtige og voksne pædagoger, der kan snakke sammen på en ordentlig måde, mener Helle Løbner, socialpædagog, psykoterapeut og imago relationsterapeut, som har holdt masser af foredrag og kurser for pædagoger om, hvordan de kan blive bedre til at samarbejde.

"Det er sværere for pædagoger at arbejde sammen, fordi de er nødt til at bruge flere af deres egne kompetencer og evner sammen med den faglige viden. Det er i sig selv godt nok, men kan også være netop det, der giver problemer," siger hun.

Som alle andre mennesker har pædagoger bevidste og ubevidste følelser eller oplevelser, der er sanset i den tidlige barndom. Hvis disse oplevelser bliver gentaget tilstrækkelig mange gange, lagres de i hjernen som postive og negative oplevelser og bliver til de såkaldte "Repræsentationer af Interaktioner, som er blevet Generaliseret" (R.I.G.). Det er oplevelsesorienterede hændelser, der har sat sig bevidste og ubevidste spor. Alle R.I.G.'er - negative som positive - har påvirket reptilhjernen, og har skabet en rolig og tryg tilstand eller en urolig og utryg tilstand. Reptilhjernen er den primitive og instinktive del af hjernen, der reagerer med ro og balance ved tryghed og ved utryghed med impulser til flugt, angreb eller forstening.

"Så hvis en af kollegerne med et ord eller en bevægelse, der minder om det, mor gjorde, når man ikke levede op til hendes forventninger, får det denne R.I.G. til at poppe op, hvis man ubevidst føler sig truet. Og man slår fornuften eller den voksne, bevidste del af hjernen - frontallapperne, som også udvikles i barndommen - fra. Derfor sker det, at man pludselig ikke reagerer som Helle 46 år, men som Helle fire år, og så går der kludder i dialogen og dermed i samarbejdet," siger hun.



Helle, fire år. Et eksempel på en negativ R.I.G. kan være: Som fire- eller fem-årig går man hen til sin far og vil noget, og så siger far, at det skal man ikke: "Din vilje sidder i min bukselomme". Det er jo ikke, fordi man skal have sin vilje hver gang, men som lille barn vil man gerne have sine behov mødt. Hvis man derimod gentagne gange bliver mødt med denne afvisning, kan man få en R.I.G., der siger: "Far plejer at møde mig med, at min vilje ikke er værd at lytte til, at jeg ikke er værd at være i nærheden af, og at jeg ikke har ret til at have mine behov". Den oplevelse putter man i overført betydning ned i en konvolut, som er påvirket af reptilhjernens sanseoplevelser. Konvolutten kan have forskellige påskrifter: Den selvudslettende "Jeg er ikke noget værd" eller den overkompenserende "Jeg skal nok vise, at jeg er noget værd". Så enten får man i dette tilfælde en vilje af stål, bliver en overlever, eller man får undertrykt sin vilje og vil trække sig under pres og i utrygge situationer. Hvis der senere i livet opstår situationer, hvor man har behov, som man er i tvivl om eller utryg ved, om man må have, vil man her typisk reagere, som om det er ens far, der står foran en og ikke ens kollega. Konvolutten med afvisningen fra far, som man har lagret i reptilhjernen, kan poppe op lynhurtigt, inden man kan nå at stoppe den og reagere fra det voksne bevidste frontalsystem. Reptilhjernen er meget hurtig, det er blandt andet den, der sørger for, at man overlever, hvis der er fare på færde.

"Samarbejde handler bare ikke om at overleve, men om at arbejde sammen. Når en negativ R.I.G. kommer op, reagerer man med det følelsesmateriale, som var der, da man var fire-fem år. Men ens kollega kan jo ikke se, at det er Helle fire år, der står der, med mindre man kigger rigtig godt efter kropssprog og nogle af de ord, der kommer ud, for det vil nogenlunde svare til en fire-åriges. Det foregår helt ubevidst, og man kan enten få sagt rigtig meget uovervejet eller trække sig fra kontakten. Man bliver ubevidst bange for, at ens behov ikke vil blive hørt," siger Helle Løbner.



Være den, jeg er. Andre eksempler på R.I.G.'er kan være fraværende voksne, som tillader, at man ødelægger ting eller hænger i gardinerne, så man får svært ved afgrænsning og derfor ikke kan mærke sin identitet. Helle Løbner fortæller, at R.I.G.'er også kan tilegnes længere fremme i udviklingen for eksempel i institutionen i den måde, man oplever at blive mødt på, når man er i gang med at forme sin identitet eller tilegne sig kompetencer. En pædagog kan give én oplevelsen af, at man ikke duer til noget, hvis hun stiller krav, man ikke kan matche eller ikke hjælper én med at lave rammer for ens aktiviteter eller kreativitet. Alle de R.I.G.'er, der lagres, og kompetencer, man erhverver gennem barndommen, hiver man med op i sit voksne liv. For eksempel når man kommer ind på en ny arbejdsplads, vil man hurtigt prøve at finde ud af, om man er velkommen som den person, man er - er de med mig eller imod mig.

"Hele ens reptile system er i gang, når man skal ind i noget nyt, og jo mere tryg man er med hensyn til tilknytning, jo mindre bange er man for at gå ind i noget nyt. Den rette afstemning af ens tilknytning - måden man er blevet hørt og set på i den tidlige barndom - betyder noget for ens selvværd, og jo bedre det er, jo bedre kan man afbalancere kontakten til andre. Er man usikker, kan man komme til at fylde for meget, og andre kan synes, at man er for dominerende, eller man kan tilpasse sig for meget og gå i et med tapetet. Det, man bevidst eller ubevidst vil kigge efter, når man skal fungere i en ny kontekst, er, om man er velkommen, om man må have sin identitet og være den pædagog, man er, om man må være nysgerrig og undre sig, og om man må have sine faglige kompetencer og udfolde dem," siger hun.



Jeg i en vi-ramme. Det sker oftere for fagpersoner, der arbejder med mennesker, at de repræsentationer - de oplevelser, sansninger, følelser og kompetencer, der er lagret i en - popper op. Det er ikke så meget det, at arbejdet kan være fyldt med frustrationer, men at det alt for ofte når at udvikle sig til uløste konflikter, der er problemet. Der er ikke noget galt i, at man bliver frustreret over den måde kollegaen gør tingene på, men der kan være noget i vejen med måden, man får konflikterne løst eller ikke løst på, mener Helle Løbner.

"Når man går ind i en "vi"-ramme - en gruppe, der skal arbejde sammen - er det vigtigt at finde ud af, hvor "jeg" kan udfolde mig. Man skal vide, hvorfor man er der, hvilke værdier, hvilke mål, hvilken struktur, hvilken dagsrytme, der er på det nye sted. Man skal vide, hvad der kræves af én i den her kultur, hvad der er ens kerneopgave i den her institution. Og det er ikke altid tydeligt," siger hun.

Man møder andre fortolkninger af, hvad opgaven går ud på, og hvordan man udfører de værdier, man sammen har fundet frem til, eller som er udstukket af kommunen. Pludselig kan man opdage, at det "vi" laver, ikke er det samme, og det går op for én, at vi er to eller flere "jeg"-er i det her "vi".

"Er det så mit "jeg", der er forkert, eller er det dit "jeg". Er det mit "jeg", der har ret, eller er det dit "jeg". Det er meget vigtigt, at man har en faglig dialog, så man spørger til den måde, man hver især arbejder på. At man forsøger at se tingene fra flere vinkler, også selv om man ikke er enige, at man prøver at se mening i sin kollegas måde at være sammen med børnene på og også selv får fortalt, hvordan man opfatter det, der skal gøres. Hvis man kan respektere, at der kan være andre måder at gøre tingene på end ens egen, og kollegialt beriger hinanden, giver det faktisk også børnene et meget større rum at bevæge sig i," siger hun.



Værdsæt og anerkend. Det handler om, hvordan man kan gøre sig mere faglig voksen på sit arbejde, for alle har et ansvar for, hvad der sker i relationerne. Helle Løbner anbefaler feedback som et redskab til at få styr på dialogen og dermed samarbejdet. Hvis en kollega bliver overvældet af en negativ R.I.G., kan den anden for eksempel sige: "Hold da op, jeg kom vist til at trykke på noget eller "hold da op, hvor blev du gal over det der". Derefter er det som regel bedst at udsætte samtalen lidt, fordi der ofte er for meget utryghed til stede i situationen til, at man med udbytte kan fortsætte.

"Halvdelen af konflikterne kan ikke løses, men man kan finde ud af, at man er forskellige og så finde frem til et kompromis, som alle kan leve med. Man kan måske ikke løse, at man er uenige om, hvordan omsorg skal udøves, men man kan få forståelse for hinanden. Man kan acceptere hinandens autonomi, og man skal differentiere "vi"-et i et "du" og et "jeg", selv om det kan give en længsel efter at være i dyb samhørighed," siger hun.

Under enhver frustration ligger et savn eller en uudlevet vision, så når man skændes om et eller andet, er det som regel, fordi "man har en længsel efter...", eller "man savner, at...". Og så kan man gå i konflikt, som er magtkamp, resignere, vende øjne, trække sig eller noget andet, og det er alt sammen reptilt. Eller man kan gå i dialog og bruge sin faglige, voksne bevidsthed - frontalsystemet.

"Dialog er at finde ud af at være du og jeg, så jeg ikke projicerer alt mit over i dig. Jeg skal have dig ud, så jeg kan se dig som dig og finde mening i din måde at betragte pædagogik på, og du skal finde ud af min, og så skal vi finde ud af, hvordan vi skal gøre det for at efterleve det, vi fagligt er enige om. Hvad skal vi kunne, og hvilke aktiviteter vil vi have for børnene. Det er vigtigt at finde mening i det, man hver især siger, at anerkende og værdsætte hinanden. Når man gør det, er man villig til at lytte og til at arbejde med anerkendelser af hinanden og lave feedback," siger Helle Løbner.

At ville dialog er blandt andet at lære sig impulskontrol. Og at vælge dialogen er et voksenvalg og en voksenforpligtelse i en daginstitution, mener Helle Løbner.

"Hvis man vælger ikke at have dialog, vælger man ikke at ville samarbejde. Hvis man ikke vælger dialog, vælger man et dårligt arbejdsklima, som også børnene skal gå i. Det betyder ikke, at alle skal være venner, men når man har et fagligt ansvar, så har man også et fagligt ansvar for at gå i dialog. Det betyder ikke, at jeg skal give køb på mig selv, men at jeg er villig til at lytte. Og det kræver jo en ledelse i kommunerne og institutionerne, som også kan se værdien i dialog, som kan styre det. For det er ikke nok med en flot struktur og læreplaner, hvis der ikke er ledere, der sørger for, at der er dialog mellem pædagogerne," siger hun.



Selvindsigt nødvendigt. Når dialogen går i baglås, og samarbejdet går i hårdknude, fordi man ikke får snakket sammen som voksne, ansvarlige mennesker, vælger mange at søge nyt arbejde eller fyre den, der ikke kan tilpasse sig. Helle Løbner mener, at man forveksler det at adskille et "vi" til to eller flere "jeg"-er med at være nødt til at blive skilt.

"Vi tror, at vi skal skilles, når vi ikke kan få øje på, hvordan vi kan være de her to uenige "jeg"-er i "vi"-et. Men kan man føre en dialog på et voksent, fagligt plan, hvor man så at sige slår broen ned og går over og ser på hinandens lande og prøver at finde mening i det, man ser, så er der basis for samarbejde," siger hun.

Helle Løbner mener, at voksne - og især pædagoger - der er medansvarlige for at give de små børn en god start i livet, har et ansvar for at udvikle sig som menneske og erhverve sig en vis selvindsigt.

"Det her handler om hele vores selvudvikling, alt det vi har lært, og det forhold vi har til tilknytning. Det lærer man af sine forældre og i vuggestuen, så hvis normeringen er dårlig eller pædagogerne ikke voksne nok - eller forældrene er fraværende og ikke gode omsorgspersoner, så er vilkårene for en sikker og tryg tilknytning meget dårlig. Så sætter det sig i psyken, påvirker hjernen og indlæringen. Man skal altså ikke bare have et godt samarbejde for samarbejdets skyld, man skal også have det for børnenes skyld," siger hun.

Helle Løbner oplever som regel en stor lettelse hos de pædagoger, der hører om det her på hendes kurser.

"Alle synes jo, at de går og gør deres bedste, men når der så alligevel er frustrationer og konflikter, så er det en lettelse for alle at opdage den her ubevidste mekanisme med reptilhjernen og R.I.G.'erne. Det kræver noget selvindsigt, men jeg må sige, at det gør det altså at arbejde med børn, det er en del af den viden, man skal have. I stedet for at brokke sig over en kollega og se hende som det halve tomme glas vand, skal man i stedet se hende som det halvt fyldte. Værdsætte det hun fagligt yder, udtrykke det man ønsker sig mere af fra hende og spørge reflekterende og postivt til hendes pædagogik," siger hun.





Helle Løbner har skrevet bogen "Berige eller bekrige - Hvor går dialogen hen? En håndbog om det fagligt-personlige i samarbejdsrelationer. Den er udgivet på forlaget Frydenlund og koster 229 kroner.