Rustet til skærpet konkurrence

Pædagogernes arbejdsløshedskasse,BUPL-A, klarer sig pænt i en sammenligning med de andre a-kasser. Men der er også skønhedsfejl her og der.

Frit valg og skærpet konkurrence er virkeligheden på a-kasse området, efter at regeringen med virkning fra 1. september har givet hvem som helst adgang til at oprette arbejdsløshedskasser. Eneste betingelse er et dokumenteret medlemstal på mindst 10.000. Med den nye lovgivning er der også givet mulighed for at oprette tværfaglige a-kasser. Af dem var der før 1. september kun én, nemlig den kristelige, mens der nu er seks. Blandt de tværfaglige a-kasser er både nyoprettede og kasser, som tidligere var forbeholdt bestemte faggrupper, men som nu har åbnet for optag uden for fagområdet.

Pædagoger behøver altså ikke mere gå til BUPL-A, hvis de vil forsikre sig mod ledighed. De kan, hvis de har lyst, melde sig ind i en af de tværfaglige a-kasser. Det er der indtil videre dog meget få, som har gjort. Den sandsynlige forklaring er, at BUPL-A, både hvad pris og serviceniveau angår, stadig er yderst konkurrencedygtig.



Blandt de billigste. Konkurrenceevnen dokumenteres i Arbejdsdirektoratets seneste benchmarking af landets 35 arbejdsløshedskasser. Benchmarkingen, som betyder systematisk sammenligning, beror på udsagn fra 14.000 ledige medlemmer og 2500 sagsbehandlere i a-kasserne.

BUPL-A var på undersøgelsestidspunktet i 2002 femte billigst af alle, brugte per medlem 70 kroner på administration, hvilket var under gennemsnittet for alle kasser, havde femte laveste lønudgift per medlem og syvende laveste ledighedsprocent.

Over halvdelen af sagsbehandlernes arbejdstid blev brugt på kerneydelserne, defineret som arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge, vejledning og andet medlemsarbejde.

Siden en tilsvarende benchmarking i 2002 var antallet af transaktioner forøget med fire procent, mens antallet af klagesager var faldet. Dog registreredes en stigning i antallet af fejludbetalinger på 0,3 procent.



Utilgængelig. Medlemmernes tilfredshed med BUPL-A's service var faldet i forhold til 2000. Helt galt stod det dog ikke til, eftersom 81 procent erklærede sig tilfredse.

Suverænt størst misfornøjelse var der med åbningstiderne i BUPL-A. På netop det punkt lå BUPL-A lavere end alle andre a-kasser.

Henriette Becker, som er leder af forsikringssekretariatet i BUPL-A, ser to store opgaver for sig.

"Vi er nødt til at få gjort noget alvorligt ved vores tilgængelighed, fordi den er så vigtig for medlemmernes opfattelse af den service, vi giver. Dernæst skal vi også have sat fart i digitaliseringen. Målet er, at medlemmerne skal have mulighed for at se langt flere oplysninger end i dag omkring deres medlemsforhold og a-kasseforhold samt at øge den elektroniske kommunikation med medlemmerne via blanketter, ydelseskort og lignende," siger Henriette Becker.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.