Rummelige daginstitutioner; Børn på spareprogram

Nogle kommuner tager allerede nu de fleste af de børn og unge, der har været i amtslige behandlingstilbud, hjem til tilbud som kommunen selv laver. Mange af disse tilbud er ikke gode nok, mener Pauline Ansel-Henry, sagsbehandler i BUPL med særlig fokus på pædagoger, der arbejder i specialtilbud. Mange steder er hverken de fysiske rammer eller de ansattes kvalifikationer i orden, inden man igangsætter tilbuddet. Typisk laves tilbuddet i tilknytning til allerede eksisterende daginstitutioner.

"Det er hovedsageligt børn med sociale problemer, som man hjemtager i stor stil. Men kommunerne laver også selv tilbud til handicappede. Der laves enormt mange "knaster" - grupper af børn med handicap eller vanskeligheder i almeninstitutioner. Udover at tilbuddene ikke er gode nok, kan man frygte, at al energien og mange af ressourcerne i en institution bruges på de hjemtagne børn. Den tidlige, forebyggende indsats forsvinder, fordi pædagogerne ikke har tid og overskud til det," siger hun.

Ved kommunalreformens gennemførelse i januar 2007 får kommunerne eneansvaret for de sårbare og handicappede børn og unge. Pauline Ansel-Henry er bange for, at nogle kommuner vil benytte kommunalreformen til at spare penge på indsatsen over for de svage børn.

"Vi ser allerede nu tendenser til, at nogle kommuner bare propper alle de skæve og vanskelige børn i blandede tilbud, og så har pædagogerne ikke en jordisk chance for at målrette deres indsats. De får ikke tilbudt efteruddannelse, og man ansætter ikke folk fra de tidligere specialområder, som kan give deres erfaringer videre. Så en hel masse viden går tabt," siger hun.



Eneste med hagesmæk. Pauline Ansel-Henry håber, at der kommer en større helhed i indsatsen fremover, at tilbuddene vil være præget af, at man først og fremmest har fokus barnet og fællesskabet. Og at man vil arbejde hen imod at lære børnene at fungere så godt som muligt i en hverdag med de præmisser, handicappet giver. Desuden mener hun, at der ikke skal være for meget enkeltintegration, så et barn med et handicap er den eneste i sin daginstitution eller skole, der ser anderledes ud.

"Der skal være nogle, som man kan spejle sig i og se, at det ikke kun er én selv, der hele tiden falder, når man prøver at løbe, eller som skal have hagesmæk på, når man spiser eller noget andet. Man risikerer, at barnet opfatter sig selv som anderledes og speciel og dermed bliver fastholdt i, at det ikke kan noget, og at alle andre skal tage hensyn til det," siger hun.

Ved grundtakstmodellens indførelse i 2002 (en økonomisk udligningsordning mellem amter og kommune der betød, at kommunerne fik et incitament til at etablere egne tilbud) blev niveauet for udredninger meget bedre. Netop fordi kommunerne kunne se en fordel i at beholde barnet i et kommunalt tilbud, og derfor var man mere grundig med at få beskrevet barnets problemer. Det håber Pauline Ansel-Henry vil fortsætte, for de psykologiske udredninger, der beskriver problemerne og angiver muligheder for en målrettet indsats, er et meget vigtigt fundament for pædagogernes arbejde.

"Men når kommunerne nu skal lave udredningerne til sig selv, hvad skal så fastholde dem i at blive ved med at lave dem? Så vi risikerer, at de her børn bare bliver placeret nogle steder, hvor man ikke får beskrevet ordentligt, hvad hvert enkelt barn har brug for. Og at børn, der slet ikke har glæde af at blive integreret, vil blive det alligevel," siger hun.



Forebyggelse i tynd snor. Pauline Ansel-Henry mener, at der skal være ressourcer til det arbejde, pædagogerne skal lave i de nye tilbud. Der skal være ordentlige mål for arbejdet, og der skal være uddannelse til de ansatte, der tager sig af specialindsatsen. Og så skal forvaltningerne omorganiseres, så man er gearet til at klare alle de børn, som i fremtiden skal have et tilbud i kommunen. Ellers mener Pauline Ansel-Henry, at "aben" kommer til at hænge på pædagogerne.

"Får man først en udredning om barnet efter tre år, fordi presset på PPR er for stort, så ved vi jo godt, hvem der i mellemtiden skal tage sig af barnet. Og hvis man for at få hjælp til et barn skal skrive det grimmeste, man kan finde om barnet, som det har vist sig i en undersøgelse af lektor Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, så er det dem med de største problemer, der kommer til at stå først i rækken. Og hvad så med lille Amalie, hvis mor drikker, og hvis far kun har det godt i perioder? Hvordan vil hun så komme til at mærke rummeligheden? Vil hun få opmærksomhed, hjælp og støtte, hvis der er børn med for eksempel autisme eller andet, som kræver de voksne," siger hun.

Pauline Ansel-Henry peger på, at handicaporganisationerne er meget stærke, og at man kan være nervøs for, at det er dem med sociale problemer, der kommer sidst i køen, når der skal deles hjælp ud. "Og så ryger igen hele den tidlige indsats og forebyggelse af social arv, for der er ikke nogen, der politisk varetager de socialt belastede børns interesser. Vi kan allerede nu se, at tillæg og efteruddannelsespenge ryger hen på handicapområdet. Man får tillæg for at have med fire handicappede at gøre, men ikke noget ekstra for at have med 24 dybt socialt belastede børn at gøre. Så på den måde er der allerede en tankegang, som jeg synes, at man skal overveje det rimelige i," siger hun.



Rummelighed er noget vi skaber



BUPL har netop lavet en pjece, der skal hjælpe pædagoger og forhandlere i fagforeningerne til at sørge for, at de tilbud, som kommunerne laver til de svage børn og unge, bliver gode nok. "Rummelighed er noget vi skaber", viser eksempler på forskellige gode kommunale tilbud, som er værd at efterligne. Desuden indeholder den de principper for etablering af tilbud til børn og unge med særlige behov som, BUPL mener, skal gælde.

Pauline Ansel-Henry, sagsbehandler i BUPL, har været med til at lave pjecen. Hun siger, at de i forvejen overbebyrdede daginstitutioner ikke bliver rummelige per automatik. Der skal skabes plads til, at man igen kan være rummelig efter mange års fokus på kvantitet.

"På daginstitutionsområdet har man ingen forberedelsestid, og hvordan skal pædagogerne så få tid til at lave handleplaner og forberede indsatser over for de svage børn. Det er allerede svært at få tid til at forberede sig ordentligt på det arbejde, man laver med de almene børn. Det handler jo ikke om, at man i en børnehave i Københavns Nordvest-kvarter bare kan putte tre handicappede børn ind, og så er rummelighed, hvad pædagogerne tænker om det, for det har de slet ikke tid til," siger hun.





Råd til rummelighed



Kommunernes Landsforening har udgivet pjecen "Råd til rummelighed", som med tre modeller viser, hvordan rummelighed kan understøttes rent økonomisk og organisatorisk. "Det vil være nødvendigt at reorganisere styring og indretning for at nå målet om at rumme børn med særlige behov i dagtilbud og skoler frem for at udskille dem til specialtilbud", står der i forordet. Senere står der i pjecen: "Det er ikke hensigten at pege på besparelsesmuligheder. Men på kortere sigt bør det overvejes, hvordan ressourcerne kan omprioriteres og på længere sigt, hvordan der kan opnås bedre kvalitet for færre ressourcer."

Nogle kommuner arbejder allerede med Institutionsmodellen, Distriktsmodellen eller Pengene-følger-barnet-modellen:

Institutionsmodellen: Her har den enkelte institution ansvaret for økonomien til at finde løsninger i forhold til de børn, der går på institutionen - også børn med særlige behov.

Distriktsmodellen: Her har distriktet ansvaret for økonomien for alle børn - også børn med særlige behov. I distriktet arbejder de forskellige professionelle tværfagligt sammen om at løse de fleste opgaver omkring børn og unge med særlige behov. Denne model ventes at blive den mest udbredte og findes allerede i varierende former i Århus Kommune, Næstved Kommune og Hillerød Kommune.

Pengene-følger-barnet (eller rygsækmodellen): Her får dagtilbud/skole tildelt ekstra midler til at rumme børn med særlige behov. En central visitationsenhed afgør, hvor mange midler der skal til, for at dagtilbud eller skole kan løse opgaven, så barnet får udbytte af almentilbuddet. Hvis barnet forlader almentilbuddet, følger pengene med barnet.