Rullende integration

Se, to heste, der sover.« Abdi Aziz kigger sig omkring fra sin vinduesplads i bussen for at finde tilhørere. Flere sæt 5-6-årige øjne følger hans pegefinger og ser de liggende dyr på marken, som bussen kører forbi.

Abdi Aziz har udenlandsk baggrund ligesom de tre andre drenge og to piger fra børnehaven Svalen, der er på vej ud til stranden ved Ballehage lige syd for Århus. Faktisk ligesom alle børnene i Svalen er af anden etnisk baggrund end dansk.

For et par minutter siden kravlede ti lyse børn fra den aldersintegrerede institution Silkeborgvej 342 hjemmevant ind og fandt hver sit sæde og spændte sikkerhedsselen. Energien flakser rundt i bussen. Nogen synger lidt, andre snakker bare, er indadvendte eller spiller game-boy.

Den store himmelblå bus med gule børnetegninger på siden lirker sig ned ad ringvejen. "Svalen" står der med solgult mellem de to små Dannebrog, der pryder hjørnerne. Bag rattet sidder Lone Thrane iført solbriller og shorts.

Hun er pædagog på Svalen og leder af integrationsprojektet.

Grinende fortæller hun, at børnene nok tror, det er hendes bus, fordi hun henter og bringer bussen fra natlogiet, når Svalen skal bruge den. Men hun er ikke alene om at køre den. Også den anden pædagog på Grøn Stue, Yahya Topcu, samt endnu en pædagog har taget det store kørekort.

Børnehavebussen er en del af en stor integrationsindsats i Gellerup, som gik i gang i begyndelsen af året. Men projektet er hurtigt blevet Svalens og ikke politikernes.



En veludstyret bus. Bussen er indrettet efter børnehavens ønsker med garderobe, knager, toilet osv. Selv en gul kasse til hvert barn står på rækker, øverst hvor man plejer at slænge bagagen på en bustur. Sandting, skovle, fiskenet, grill og meget mere gemmer sig i bussens veludstyrede kroge.

»Vores børn er vildt stolte af bussen,« siger Lone Thrane.

»Formålet med den er integration, og gennem samarbejdet med Silkeborgvej er der kommet flere perspektiver til. Vores børn oplever danskerne og verden uden for Gellerup. Når de møder de andre børn og lærer dem at kende, finder de ud af, at de er ligesom dem selv. At børn er børn. De lærer om de danske normer, når de bevæger sig rundt i den danske kultur - også de usagte, og de lærer mere sprog.«

Integrationen går også den anden vej, forklarer hun. I mødet med børnene fra Svalen lærer de danske børn også, at man kan være anderledes, at man kan skabe venskaber på tværs af kulturen uanset hudfarve.

Den anden del af integrationen handler om, at børnene ved hjælp af bussen bliver kørt ud til skov, strand og andre spændende steder. Som små busturister kommer de på opdagelse i det danske land.

»De opdager, at Danmark også er deres land, og at det ikke kun er Gellerup, det handler om,« forklarer Lone Thrane.

Bussen holder stille. Børn bevæbnet med gule skovle og blå spande myldrer ud. I dag er det strand og vandløb, der venter.



En venskabsinstitution. Da Svalen søgte en venskabsinstitution, fik de flere henvendelser. Valget faldt på Den integrerede Institution, Silkeborgvej 342, fordi den kun ligger omkring 300 meter fra Gellerup.

»Børnene bor jo i næsten samme nærmiljø. Og det giver en mulighed for, at de kan møde hinanden i fritiden,« siger Lone Thrane, der har sluppet rattet og nu sidder på en stor sten med udsigt over havet.

Hun ved, at integrationen er en proces, og at det godt kan tage lang tid, før børnene kommer til at knytte rigtige venskaber.

Pædagog Gert Mikkelsen fra Silkeborgvej 342 fortæller, at oplevelserne med bussen og Svalens børn har gjort deres børnegruppe mere sammentømret.

»Vi har selvfølgelig skullet lære hinanden at kende. Det er to meget forskellige grupper børn og forskellige slags pædagogik på de to institutioner. Det krævede en indkøringsperiode, men nu går det godt,« siger Gert Mikkelsen.

Den pædagogiske forskel betød, at pædagogerne har måttet snakke meget sammen for at forstå de to vidt forskellige børnegrupper.

»Den største forskel er, at vores børn i højere grad kan håndtere frihed og er bedre selvhjulpne end Svalens børn. Pædagogerne fra Svalen har måttet være mere på forkant,« forklarer Gert Mikkelsen, og fortsætter:

»Ude i skoven var det åbenlyst. Når vi siger "løb", så løb vores børn, men ikke længere end de ved, hvor vi er. Svalens pædagoger skulle tjekke området, før de "slap" deres børn løs.

Pædagogerne på Svalen er bevidste om, at deres børn har brug for meget struktur, men de har også slækket på grænserne hen ad vejen«

Lone Thrane forklarer, at de danske børn er gode til at sige fra. Og det giver Svalens børn nogle gode modeller for, hvordan man også kan løse konflikter.

»Vi opdrager vores børn, men vi har også prøvet på at lade dem komme derud, hvor de selv skal finde ud af det. Og de løser det faktisk selv, men det er stadigvæk nødvendigt at opdrage på dem,« siger Lone Thrane.

Socialt set kan pædagogerne se en stor forbedring hos de fleste børn. En pige, der altid har været meget stille og indadvendt, er blomstret op. En anden, der skreg ved den mindste konflikt, hygger sig og leger. Alle har virkelig haft glæde af projektet, fastslår hun.

»De er blevet meget bedre til at lege selv, og de er ikke længere så vilde,« fortæller Yahya Topcu, den anden pædagog på den grønne busstue.



Forældrene. Her efter tre måneder er der endnu lang vej, men udgangspunktet har været, at børnene på længere sigt skal besøge hinanden privat, og derfor har det været vigtigt at få forældrene med.

I begyndelsen stillede forældrene til de danske børn spørgsmål. Hvad ville der ske, når børnene var så meget væk fra institutionen? Og hvordan ville det gå, når de skulle møde børnene fra Gellerup? På et møde viste det sig, at alle forældrene fra Silkeborgvej støttede tanken om integrationsprojektet, selv om de var lidt nervøse for, at børnene skulle tilbringe en til to dage hver uge væk fra institutionen.

Da busprojektet havde kørt i en månedstid, holdt Silkeborgvej endnu et møde med forældrene. Bekymringen var væk, for børnene var glade.

Også fra Svalens børns forældre er integrationsprojektet mødt med stor velvilje.

»De ønskede rigtig meget, at deres børn møder danske børn og den danske kultur. Og vi har forklaret, hvad det hele gik ud på. At de som forældre også skal tage ansvar - blandt andet ved at sørge for ekstra tøj, og at børnene er her til tiden. Til at begynde med var det lidt vanskeligt, men nu er de der, og de sørger for at ringe, hvis de ikke kommer,« fortæller Lone Thrane.



Rutiner tager tid. Lone Thrane indrømmer, at det er kommet bag på personalet i Svalen, at busprojektet har kostet så mange ressourcer.

»Alene det at indarbejde rutinerne har taget tid. De skulle lære at køre i bus, tage sele på, selv have ansvaret for deres rygsæk og lære hinanden at kende. De styrer selv, hvornår de spiser, og det synes de er rigtig fedt.«

Det er først nu efter tre måneder, at både børn og voksne er ved at finde rutinen.

»Men det går forbavsende godt, der er ingen konflikter, kun småting,« siger Lone Thrane, og fra sin plads på stenen fortsætter hun:

»Det er vigtigt for os som danskere at erkende, at der ér flerkulturelle mennesker i Danmark, som vi må engagere os i og lære at leve sammen med. Et projekt som det her er et skridt på vejen.«