Rødovre viser vej
Rødovre viser vej
Lene Due, på tredje år fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Rødovre Kommune, er muligvis den bedst lønnede tillidsrepræsentant i BUPL. Arbejdsgiver betaler ikke bare hendes frikøb, så hun på fuld tid kan koncentrere sig om hvervet, men stiller også kontor til rådighed for hende og lægger en pæn sum oven i hendes almindelige løn. 40.900 kroner om året for at være præcis.
»Det tager jeg som udtryk for, at kommunen værdsætter mit arbejde, og at den har brug for det. Og nej, det betyder ikke, at jeg er i lommen på arbejdsgiver, selv om det måske nok kan kaldes et skisma, at BUPL slet ikke bidrager,« siger Lene Due.
Vilkårene for pædagogernes fællestillidsrepræsentant i Rødovre beror på en individuel aftale. Den gælder Lene Due, men ikke nødvendigvis hendes efterfølger. Anderledes er det med den aftale, som er indgået om aflønning af tillidsrepræsentanterne ude i institutionerne. Den er fælles for alle, og der er automatik i den. Hvis man er godkendt som tillidsrepræsentant, så ved man, hvad der udløses af tillæg.
For tillidsrepræsentanter i "almindelige" institutioner er tillægget i aktuelle priser på 4.033 kroner om året, mens det i institutioner med flere afdelinger og i skolefritidsordninger er på 7.961 kroner.
Tid til jobbet. Det afgørende nye både i Lene Dues aftale og den generelle aftale er, at Rødovre Kommune giver løn for selve funktionen som tillidsrepræsentant. Det var kommunen parat til allerede efter overenskomstfornyelsen i 1999, men det var dengang forbudt, så man måtte finde på en anden begrundelse for at give tillægget.
Nyt er også, at man i Rødovre ikke lader sig nøje med den overenskomst-autoriserede bestemmelse om tid til arbejdet som tillidsrepræsentant. Det er den, der siger, at tillidsrepræsentanten må anvende den tid, der er nødvendig til hvervets "forsvarlige udførelse, når hensyn tages til arbejdspladsens størrelse og eventuelle forhold". I Rødovre er der afsat midler, så institutionerne i et nærmere fastsat omfang - fra to til seks timer om uger i børneinstitutioner - kan købe sig vikartimer til erstatning for den tid, som tillidsrepræsentanten bruger på sit hverv.
Ret og rimeligt. Rødovre Kommune hører under BUPL afdeling 5, som blandt BUPL's 22 fagforening er den, der har delegeret mest kompetence ud til fællestillidsrepræsentanterne. I hver af de fire kommuner, som fagforeningen omfatter, er der etableret en fælles faglig klub, hvis ordførende er den stedlige fællestillidsrepræsentant.
Mogens Mathiessen, formand for BUPL afdeling 5, har det godt med strukturen, selv om den har betydet, at han og fagforeningskontoret ikke i samme grad som tidligere er centrum i solsystemet.
»Tag nu for eksempel Lene Due. Hun vokser med ansvaret og bliver dygtigere og modigere for hver dag, der går. Det er godt for os som fagforening, det er godt for medlemmerne og det er også godt for kommunen. Derfor er det også kun ret og rimeligt, at arbejdsgiverne påskønner det med et pænt stort løntillæg,« siger Mogens Mathiessen.
TR-løn gjort lovlig
Blandt forholdsvis få nyskabelser ved OK 02 er den principielt vigtigste, at kommunerne nu kan give løntillæg for funktionen som tillidsrepræsentant.
Det var ikke tilladt under den gamle overenskomst. Nogle kommuner gjorde det alligevel, men tingene blev kaldt ved andre navne, hvis de overhovedet blev omtalt. Hemmelighedskræmmeriet skyldtes, at en lokal aftale om løntillæg til tillidsrepræsentanter med stor sikkerhed ville blive underkendt højere oppe i systemet.
Både Indenrigsministeriet og Kommunernes Lønningsnævn havde ved en tidligere lejlighed nemlig fastslået, at aflønning af tillidsfolk ikke var arbejdsgivers bord, og at det på det nærmeste ville være lovbrud at bruge skatteborgerens penge på det.
Med den ny aftale anlægges et nyt syn på den sag. Årsagen er den tiltagende decentralisering.
»På baggrund af tillidsrepræsentanternes ændrede rolle indenfor aftalesystemet, der efter den skete decentralisering i langt højere grad baserer sig på lokale løsninger, kan der lokalt efter en konkret vurdering indgås aftale om ydelse af funktionsløn til tillidsrepræsentanter,« hedder det i den ny aftale.
Ud over løn for selve funktionen lægges der også op til, at der kan gives tillæg for de kvalifikationer, arbejdet som tillidsrepræsentant giver, og kompenseres for, som det hedder, "det løntab/den manglende lønudvikling, der måtte være en følge af, at vedkommende ikke har mulighed for at varetage funktioner eller erhverve kvalifikationer på lige fod med de kolleger, den pågældende er tillidsrepræsentant for".
Med andre ord: Hvis f.eks. en pædagog får sin professionelle karrieremuligheder forringet, fordi hun passer hvervet som tillidsrepræsentant, får vedkommende et økonomisk plaster på såret.