Rigtige mænd; Misforstået pædagogisk mandehørm

Hvor er det godt, I ringer. Jeg har været lige ved at kontakte jer op til flere gange, efter jeg så den artikel."

Manden bag den positive respons på Børn& Unges opkald er Steen Baagøe Nielsen, adjunkt ved Institut for Uddannelsesforskning på RUC. Han forsker i baggrunden for efterspørgslen af mandlige medarbejdere i landets daginstitutioner. Og artiklen, han hentyder til, er "Rigtige mænd er pædagoger" fra Børn&Unge nr. 1/2 i år. Her fortæller rektor for Peter Sabroe Seminariet Peter Friese om, hvordan seminariet bevidst går efter seje gutter og de mænd, som virkelig er mænd. Seminariet har derfor slækket på sine kriterier for at give disse mænd adgang til skolen. Tidligere skibsbyggere, filmmænd, blikkenslagere og sømænd er nu blandt skolens studerende.

Steen Baagøe Nielsen er sammen med Katrin Hjort ophavsmand til bogen "Mænd og omsorg". Her påpeger han netop, at det er et paradoks, når det fremhæves, at drenge har brug for at opleve "rigtige mænd", samtidig med at disse forventes at være det på en omsorgsfuld og nærværende måde. Så forventer vi, ifølge forskeren, en anden slags "rigtige mænd" end den oprindelige.

Børn&Unge tog en snak med Steen Baagøe Nielsen om "rigtige mænd".

"Så snart vi begynder at snakke om mænd, så bliver alle de almindelige faglige diskussioner stillet til side."

Er der lagt op til, at mænd er lig kvalitet?

"Ja, og på den måde kommer man til at fremstille det som om, at kønnet, altså mandligheden, i sig selv er en faglig kompetence. Og det er jo altså ikke alle mænd, der er kvalificerede til det her job - og slet ikke alle "rigtige mænd". Der er en særlig form for faglig blindhed i den her diskussion, som jeg synes, er dybt underlig. Vi har brug for mænd frem for alt. Det er nærmest det, der kommer ud."



Brug for refleksion. Steen Baagøe Nielsen blev noget overrasket, da han læste nogle af udtalelserne i artiklen "Rigtige mænd er pædagoger" i Børn&Unge.

"Der bliver for eksempel sagt i artiklen: "Vi vil gerne have flere mænd, hvis mandlige sider var meget tydelige. Mænd som groft sagt sprøjtede mandlige kønshormoner ud" (Citat af rektor for Peter Sabroe Seminariet, Peter Friese i nr. 1/2-2004, red.). Altså, undskyld mig. Det er jo ikke noget sex-show det her. Hvorfor?, spørger jeg. Hvad er den faglige begrundelse for det her? Det hører vi ikke meget om.

Hvad synes du, at deres forudsætning for at ønske sig "rigtige mænd" bør være?

"Der må da være en refleksion omkring, hvordan mændene konkret kan bidrage til en faglig udvikling og til at møde et pædagogisk behov. De krav, der stilles til mænd i dag, både i hjemmene og på arbejdsmarkedet, er under voldsom forandring. Og mænd håndterer dette meget forskelligt. Det gælder jo også de "rigtige mænd", som skildres i artiklen. De kommer med meget forskellige motiver, kvalifikationer og personlige egenskaber. Så hvorfor er det interessant, at de er mænd? Hvis det bare skal handle om, at de biologisk set er mænd, så tror jeg, at man gør sig selv og faget en meget stor tjeneste ved at forstå, at mændene i dag først og fremmest forventes at kunne indgå i en ligestillet relation og dialog med deres kollegaer om det faglige indhold."

Du mener ikke, at det er rigtigt at åbne op for "rigtige mænd" som for eksempel Peter Sabroe Seminariet gør?

"Peter Sabroe Seminariet leverer jo traditionelt mange kandidater til det socialpædagogiske arbejde, og her er der ligesom i fritidspædagogikken særlige traditioner for at benytte de kvalifikationer, som mænd har kunnet tage med sig fra for eksempel en håndværkerbaggrund. Men fra at konstatere, at nogle mænd besidder faglige og personlige egenskaber, som gør dem velegnede i det pædagogiske arbejde, til at fastslå, at hvad som helst, som lugter af testosteron, bare er fedt... Så springer kæden altså af. Dagsordnen er jo forandret noget, siden man til drengehjemmene i "forsorgen" efterspurgte mandlige "forstandere", der kunne fremstå som eksempler gennem slagkraftig autoritet."

Hvordan ses det?

"Man vil gerne appellere til mænd ved at fortælle dem, at der er særligt brug for dem. Og jeg er da heller ikke uenig i, at det ville være fint, hvis flere mænd ville blive pædagoger. Men tiden for de der gamle kønsopdelinger af arbejdsopgaver og følelsesmæssige kompetencer er ved at være ovre. Og det ser man også er forventningen i det pædagogiske arbejde. Der er reelt få mænd, der vælger arbejdet, fordi de vil optræde som gammeldags "rigtige mænd", med alt hvad hertil hører af følelsesmæssig distance, ophøjet autoritet og fravær fra børnene. Så kunne de jo bare være blevet i mandefagene."

Hvad skal seminarierne så gøre?

"Jeg ville ønske, at flere pædagogseminarier startede et lidt andet sted, når de forsøger at rekruttere mænd, og reflekterede lidt mere over sammenhængen mellem fag og køn. Skriget efter "rigtige mænd" har den der undertone af en lidt letkøbt kritik af både de kvindelige pædagoger og af den ligestillingsudvikling, der er daginstitutionernes eksistensgrundlag. Det er den, som har medført, at mænd har været at finde i daginstitutionerne i de seneste 20-30 år - og at Danmark i dag har den højeste andel af mænd i verden i arbejdet med børn."

Så det er fint nok, at seminarierne og institutionerne gerne vil have mænd, men de er nødt til at vide hvorfor?

"Ja, man er nødt til at reflektere over, hvad det betyder, at kønnene er under forandring. Det er vanskeligt, for vi mangler sprog, for det vi gør. Man hører for eksempel tit, at mænd skal optræde som traditionelle "rollemodeller". Men realiteten for mandlige pædagoger er den samme som i de fleste familier. Forældre, kollegaer og mændene selv ønsker, at der opbygges nogle andre relationer end dem, som bygger på de fraværende fædre. Det er en udfordring for hele samfundet, at kønsidentiteterne er under forandring. Selv om sproget holder igen, så ved vi i stigende grad godt, at mandlighed ikke behøver være det modsatte af indføling og nærvær, og det er da en positiv udvikling."

Hvad oplever de mænd, som måske er blevet optaget på seminarierne som "rigtige mænd", når de kommer ud i institutionerne?

"At den faglige dagsorden selvfølgelig først og fremmest handler om, at man skal tage omsorgsfuldt vare på de brugere, de børn, som man har i hænderne. Hvad skulle man ellers? Det er de faglige krav og brugernes behov - ikke mændenes - som må stå i centrum. Det støder nogle gange sammen med forståelsen af, at mændene skal optræde på ganske bestemte måder, når de kommer ud i den faglige sammenhæng. Man stikker mændene blår i øjnene, hvis man tror, at de bare kan komme ind og være mænd på sådan en distanceret fraværende måde, som mænd var mænd på for 30-40 år siden. Sådan hænger hverdagen ikke sammen i daginstitutionerne - og derfor er der heller ingen grund til at søge de mænd, der alene tænker sådan. "Rambo" og "Tarzan" er sjældent super-gode til en pædagogisk hverdag, hvor en vigtig del at arbejdet handler om at være nærværende med barnet, når man skal vinke farvel, trøste lidt, give overtøj på, lave en god "samling" eller en hyggelig frokost."