Ret til udvikling

For nogen tid siden deltog jeg i World Social Forum i Porto Alegre i Brasilien. Konferencens formål var at diskutere alternativer til den nyliberalisme og globalisering, som i stigende grad sætter grænser for de enkelte landes mulighed for selv at afgøre, hvilke værdier der skal være bærende for udviklingen af velfærd. 65.000 NGO'ere fra 119 lande deltog.

Det er fantastisk at være tilstede i en international sammenhæng, hvor alle arbejder for - og har en fast tro på - at det er muligt at forandre verden. Det er en meget stor oplevelse, som bekræfter det, vi godt ved, nemlig at det nytter noget at gøre noget. Ganske vist tager ting ofte tid, men forandring er mulig.



Mange af de tiltag, regeringen i øjeblikket sætter på dagsordenen, er udtryk for et ønske om at styre vores velfærdssamfund i en ganske bestemt retning, og politikerne har tydeligvis hentet inspiration ude i verden. Så hvis vi går rundt og tror, at de valg, vi træffer i Danmark, kun har betydning for os, så tager vi ganske fejl.



Mine oplevelser på konferencen var med til, at jeg på en ny måde fik sat vores danske hverdag i perspektiv. Jeg deltog blandt andet i en workshop om uddannelse i menneskerettigheder, og en af de vigtigste pointer var, at den første forudsætning for at sikre menneskerettighederne er, at man overhovedet ved, at man har dem. Hvis man ikke kender sin ret, kæmper man heller ikke for den



Når vi i BUPL for eksempel kæmper imod regeringens forslag om "pengene-følger-barnet", så handler det ikke om at bevare arbejde til pædagogerne. Nej, det handler om, at vores velfærdssamfund får social slagside og dybest set kommer på kant med menneskerettighederne. Forslaget er nemlig skruet sådan sammen, at det må forventes, at dem, der har "råd", både økonomisk og karrieremæssigt, til at bruge ordningen, er de grupper, der er dårligst stillet. Det er for eksempel indvandrerkvinder i lavtlønsgruppen, der i forvejen har problemer med integration og ligestilling i det danske samfund. Og det er de lavest lønnede og socialt dårligst stillede danske kvinder. De risikerer at blive yderligere isoleret og maginaliseret, og deres børn bliver frataget muligheden for, at lærer de sociale kompetencer, man blandt andet lærer i en daginstitution.



Det er en menneskeret at have mulighed for at lære og udvikle sig. Det gælder ikke mindst børnene, og den mulighed får de blandt andet i daginstitutionerne. I BUPL arbejder vi nu på, at det skal være tydeligere, for eksempel i form af nationale anbefalinger, hvad institutionerne kan og skal i det moderne samfund. Og vi gør det ud fra den synsvinkel, at børn har ret til udvikling og læring sammen med andre.