Ret til forsørgelse og fastholdelse

Sidste år havde BUPL i alt 1.233 afskedigelsessager, hvoraf næsten halvdelen skyldes sygdom og/eller samarbejdsvanskeligheder.

Ord som globalisering, demografisk pres, udlicitering mv. fylder meget i den overordnede debat om udviklingen eller afviklingen af velfærden. Men der er også en meget konkret indfaldsvinkel på spørgsmålet. Sidste år havde BUPL i alt 1.233 afskedigelsessager, hvoraf næsten halvdelen skyldes sygdom og/eller samarbejdsvanskeligheder.

Vi har en interesse i, at disse medlemmer får mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, for som udviklingen er, bliver flere og flere med nedsat arbejdsevne henvist til forsørgelse gennem tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt, at fagbevægelsen går aktivt ind i arbejdet med at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold. Både for den enkelte og for at bekæmpe risikoen for udstødning som følge af ansættelser på særlige vilkår.



BUPL skal både beskæftige sig med socialpolitikken og arbejde målrettet med det rummelige arbejdsmarked. I samarbejde med PMF har vi besluttet at iværksætte et projekt, der skal styrke det lokale arbejde med at gøre institutionen til en rummelig og attraktiv arbejdsplads.

BUPLs målsætninger tager afsæt i:

- at styrke den enkeltes muligheder i kollektivet

- at skabe beskæftigelse - herunder at fastholde medlemmer i beskæftigelse

- at BUPLs etiske dimension og BUPLs politiske virke skal være indbyrdes forbundne

- at fastholde solidariteten i udviklingen af velfærdssamfundet.



Det indebærer, at vi skal arbejde for:

- at færre forlader arbejdsmarkedet på grund af sygdom

- at forbedre samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø på institutionerne

- at få udviklet en personalepolitik, der fremmer et rummeligt arbejdsmarked

- at udvikle samarbejdet med eksempelvis socialforvaltninger og Kommunernes Landsforening samt i højere grad benytte de muligheder, der ligger i overenskomstens sociale kapitel og i lovgivningen.



Nøgleordene er forebyggelse, fastholdelse og integration. Allervigtigst er det, at der ydes en målrettet og kvalificeret indsats på forebyggelsesområdet. Det kan ikke være rigtigt, at mennesker slides ned på grund af dårligt arbejdsmiljø for derefter at blive ansat med offentligt tilskud.

Men det er også vigtigt, at vi også forholder os til de generelle linjer i socialpolitikken. Sociale problemer kan og skal ikke alene løses gennem arbejdsmarkedspolitikken, for det er ikke alle syge og nedslidte, der kan placeres på arbejdsmarkedet. Disse mennesker skal ikke trækkes rundt i det offentlige system i en uendelighed i jagt på den sidste rest af erhvervsevne. Retten til forsørgelse, når man ikke længere er i stand til at være på arbejdsmarkedet, er en del af den velfærd, vi skal kæmpe for.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.