Reggio Emilia 40 år; Wonderland i Italien

Den er svær at få øje på, som den ligger der mellem de store træer i kanten af parken ved byens teater. Når man så først har fundet institutionen Diana, så er det lige umiddelbart svært at se forskellen fra en almindelig dansk institution til denne institution i Reggio Emilia, som er kendt over hele verden. En flad gul murstensbygning med grønt hegn rundt om og en legeplads bagved. Men så åbner man døren, og så bliver man mødt af noget af forskellen med det samme. Lige inden for døren står nemlig en italiensk pædagog, der med et videokamera dokumenterer besøget fra udlandet.

Børn&Unge har besøgt institutionen sammen med en gruppe interesserede fra resten af verden i forbindelse med den internationale konference "Crossing Boundaries".



Wonderland. Manden bag Reggio Emilia-pædagogikken, Loris Malaguzzi, har sagt, at man ikke kan overlade indretningen af en institution til arkitekter. Rummene skal tale til sanserne, og derfor er Reggio Emilias institutioner åbne og æstetiske. Rummene i sig selv skal kunne sætte børn i gang med at fantasere, reflektere, udforske og dermed udvikle sig. I Diana kommer man først til den store "piazza", sagt med dansk tunge: torv. Det er et gennemgående træk, at institutionerne i Reggio Emilia har denne store, åbne "piazza", hvorfra der så typisk vil være adgang til tre "klasselokaler" (stuer). Et til de treårige, et til de fireårige og et til de femårige. Alle institutionerne har også et eller flere mini-atelierer. I Diana har man et til hver aldersgruppe.

Børn&Unges udsendte og de øvrige gæster får hver udleveret et kort og bliver sluppet fri til udforskning. Her er ingen børn, for klokken er syv om aftenen, og på en måde føles det lidt som at gå rundt i zoo og få fortalt om dyrene uden at se andet end de tomme bure - uden sammenligning i øvrigt. Børn eller ej, de øvrige gæsters kommentarer er ikke til at tage fejl af. En amerikansk kvinde siger, at hun ville elske at have sit barn her. "Wauw, it's wonderland", lyder det fra en anden kvinde. Og for et barn, som ikke har gået i institution i Reggio Emilia, må det virkelig være som at træde ind i et eventyrland. På stuerne er der fuld af ting, man kan gå på opdagelse i. Et myggenet hænger ned fra loftet, en kurv med hvidt lyserødt tyl står på gulvet, der er tre glasmontrer med tørrede blomster, fjer og sølvpapir. På væggen i børnehøjde er der spejle i forskellige former, billeder og runde træskiver, der kan dreje rundt og lave mønstre. I voksenhøjde ses flere plancher med dokumentation for børnenes og pædagogernes arbejde. På reoler er der alle former for materialer: snore, rør, propper, æggebakker, grankogler, plastikflasker, sten, papir i alle farver, bil-fælger, printplader, træklodser. Rundt omkring i hjørnerne er der små huler afgrænset af planter, stof eller tynde vægge, hvor børnene kan lege uforstyrret. I hver stue mødes gæsterne af dæmpet musik og snerten af en ny duft hvert sted. En ny verden åbner sig, hver gang man passerer igennem en dør.



Leger med lyset. Stuerne har små ekstra rum koblet til, og på kortet er der tegnet borde og stole i rummene. Men faktisk er det nærmere små sanserum, man træder ind i, når man finder rummene. Et er nærmest et laboratorium med glas og instrumenter, der ligner alt, hvad man behøver til fysiske eksperimenter. I et andet hænger der stof fra loftet og alle fire vægge, og lamper laver bølgende lyseffekter.

Og de leger meget med lyset i Diana. Som en amerikansk pædagog siger: "Jeg har aldrig set sådan en kreativ brug af lys og former." Rundt på stuerne står der borde med lys i, så børnene kan lægge forskellige farver plastik på eller tegne med tuscher. Projektører står rundt omkring med små opstillinger, som bliver lyst op på et hvidt lærred og bliver til eventyrbyer, fantasimonstre eller mærkværdige mønstre.

En italiensk pædagog retter sirligt på en af projektørerne, så lysfeltet rykkes tre centimeter til venstre. Man får fornemmelsen af, at det umuligt kan være lige så roligt og fortryllende, når stuen er fyldt med børn. Men på sådan en aften, hvor snestormen raser uden for, og de eneste lyde i institutionen er gæsternes trin og dæmpede begejstrede udbrud, der holder udtrykket "Wonderland" i hvert fald.