Reggio Emilia 40 år; Med barndommen i kufferten

På bordet og sofaen ligger der tegninger, malerier, collager, gækkebreve i alle regnbuens farver. På hver tegning er der skrevet en lille forklarende tekst. 19-årige Elisa Fornaciari sidder og bladrer i kunstværkerne med det lille overbærende smil på læben, som man får, når man kigger på ting, man lavede, da man var lille. Hun viser en tegning med nogle blå og næsten runde kruseduller og oversætter den forklarende italienske tekst:

"Her står, at det skulle have været et fly, men at jeg ændrede mening undervejs, så det blev en blåhval."

Og sådan går det jo. Ting bliver ikke altid til det, man regner med, når man starter. Slet ikke når man er fem år gammel. Alle tegningerne stammer fra Elisa Fornaciaris tid i Diana Pre School (børnehave), som Børn&Unge har sat hende stævne for at snakke om. Den unge klassisk kønne italiener er født og opvokset i Reggio Emilia. Byen, som tusinder af pædagoger og folk med interesse for pædagogik fra hele verden hvert år valfarter til for at lære af byens pædagogiske erfaringer. En pædagogik, som er kendt for at gøre børn bevidste om alle deres sanser og gøre dem i stand til at udtrykke sig med andet end bare det talte sprog. Elisa Fornaciari er ikke helt bevidst om, hvorfor hendes tidligere børnehave er grund til så stort et postyr:

"Jeg ved godt, at det er anderledes her, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke meget om, hvordan det er andre steder, og for mig er det her jo det normale."

Selv om hun siger, at hun ikke ved, hvorfor Reggio Emilia-institutioner er anderledes, så fremhæver hun alligevel mange af de ting, som folk kommer til byen for at høre om, når hun taler om sine år i institutionen.



En skygge af sig selv. Reggio Emilia-institutionerne bygger deres pædagogik op omkring projekter. Elisa Fornaciari husker et af disse projekter fra sin egen tid i Diana. Projektet hed "Dig og din skygge". Foran Elisa Fornaciari ligger der to tegninger. På den første er der med usikker barnehånd tegnet en pige. Ved siden af pigen er der tegnet en lille pige mere, men denne pige er skåret igennem i midten fra hoved til tå og består derfor kun af den venstre side.

"Det var den første tegning, jeg lavede af mig og min skygge. Der havde jeg slet ikke forstået, hvad skygge var. Den er halv og står ved siden af mig," smiler Elisa Fornaciari.

Derfor tog institutionen på besøg på byens teater, som ligger tæt på Diana Pre School. Her legede de med lys og skygge. De så store og små, sorte og grønne skygger. De stod stille, og de bevægede sig. Og de prøvede at hoppe væk fra deres skygge. Alt dette gav børnene en viden og forståelse af, hvad en skygge egentlig er. Hjemme på institutionen blev de igen sat til at tegne deres egen skygge. Elisa Fornaciari og hendes veninde havde stadig lidt svært ved at gøre det rigtigt, så de gik ud i haven og kiggede grundigt på de skygger, de kastede på jorden. Bagefter lavede de deres billeder, og nu klippede Elisa Fornaciari sin tegnede pige ud og brugte den samme model til at tegne sig selv og sin skygge. På den anden tegning på bordet er der en pige med en mørk skygge kastet skråt bagved.

"Så fik jeg den tegnet rigtigt, men selv om der måske stadig havde været lidt fejl, så ville det ikke have gjort alverden. Det vigtige og tydelige i den her tegning er, at jeg har fanget følelsen og meningen af det, som de havde vist os," siger skyggens ejer, Elisa Fornaciari.



Kreative og nysgerrige børn. I alle institutioner i Reggio Emilia er der mindst et atelier. Et lille lokale, som minder mest om et formningslokale. Der er alle former for materiale, og børnene får lov til at vælge frit.

"Når vi skulle lave billeder til de forskellige projekter, så lagde de voksne altid bare en masse materialer på bordet, og så var det op til dig selv, hvad du gjorde. Vi kunne selv vælge, hvordan vi ville løse "opgaven". Vi kunne tale om det, bruge ler, forme det af papir. De opmuntrede os altid til at bruge alle vores sanser, og det har givet mig mange måder, jeg kan udtrykke mig på," forklarer Elisa Fornaciari, og selv om hun ryster uforstående på hovedet, når man spørger, om hun ikke kender Reggio Emilia-pædagogikkens initiativtager Loris Malaguzzis digt om børns mange sprog, så er hendes ord som taget ud af hans mund. Han skrev, at "børn har 100 sprog, men frarøves de 99". Her mener han for eksempel evnen til at forundres, til at se, til at trænge ind i ting, tilegne sig dem, reflektere over dem og kunne tage stilling til dem.

Hvis man spørger Elisa Fornaciari, hvad hun mener, at hun og de andre børn har fået med sig i bagagen fra Diana Pre School, bliver det rystende hoved afløst af ivrigt gestikulerende hænder, når hun forklarer:

"Vi er meget kreative. Og nysgerrige. Og vi finder vores egne måder at finde løsningerne på. Lærerne (pædagogerne, red.) får gjort dig nysgerrig, for de giver dig ikke svaret. De giver dig bare indtryk, impulser og bevidsthed, og så må du arbejde med det."

Et eksempel på pædagogernes udforskende tilgang til børnenes ideer viser Elisa Fornaciari i form af en ny tegning, hun får gravet frem af bunken. Der er tegnet en pige med en meget lang arm. Hun oversætter den forklarende tekst.

"Der står, at pædagogerne har spurgt mig om, hvorfor den ene arm er så lang, og jeg har svaret, at det er fordi, at hun skal samle en masse ting op fra gulvet, og det er nemmere med en lang arm, så man ikke skal bukke sig. Der har pædagogerne heller ikke rettet mig. De har ikke sagt, at så lange arme har et menneske ikke. Men de har udforsket, hvorfor jeg har lavet det, som jeg har og accepteret min løsning."

Det har også givet Elisa Fornaciari en styrke på et andet område end det kreative:

"Jeg har fået styrken i at tro på mig selv. Og tro på det jeg gør. Hvis der er noget, jeg vil, så tror jeg på, at jeg kan gøre det. Det kan godt være, at jeg må prøve flere gange og rette fejl undervejs, men jeg tror på, at det nok skal lykkes."



To plus to skal give fire. Elisa Fornaciari tror stadig på sig selv, hvilket hendes valg af studie også viser. I en alder af bare 19 år er hun begyndt at læse Neuro-Biologi på Universitetet. Selv om hun stadig har troen på sig selv, så synes hun dog, at man er i fare for at miste både troen og kreativiteten, når man starter i skolen.

"Det er virkelig en stor omvæltning at starte i skole, når man kommer fra en Reggio Emilia-institution. I skolen behøver man ikke at bruge sin fantasi og finde alle de her kreative løsninger. Du skal bare sidde ned og svare rigtigt på spørgsmålene - og helst første gang. Lærerne skal bare lære os, at to plus to er fire, og du kan jo ikke sige til læreren, at du fik det til at blive fem - heller ikke selv om du måske har en god og kreativ forklaring, lige som du havde en god forklaring til, at pigen skulle have en lang arm."

Mens hun forklarer, sidder hun og bladrer løst i alle sine tegninger fra Diana, og det går pludseligt op for hende, at hun aldrig tegner mere. Det er tydeligt, at det ærgrer hende.

"Det er selvfølgelig ikke lærernes skyld, for de skal jo give os den her viden, men det kunne være godt, hvis man også stadig talte til vores fantasi og kreativitet, når vi kom i skole. Jeg tror nu ikke, at jeg mister min fantasi helt, for jeg er en person, som virkelig elsker at dagdrømme," siger hun.

Alle drømme har dog ikke altid været lige velkomne, for spurgt om, hvad hun syntes var det allerbedste fra Diana, siger Elisa Fornaciari:

"Uha, det bedste? Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg ved, hvad det værste var. Det eneste jeg ikke brød mig om i Diana, var, når vi skulle sove."



De 100 sprog

"Et barn har hundrede sprog

men berøves de nioghalvfems.

Skolen og kulturen

skiller hovedet fra kroppen.

De tvinger én til at tænke uden krop

og handle uden hoved.

Legen og arbejdet

virkeligheden og fantasien

videnskaben og fantasteriet

det indre og det ydre

gøres til hinandens modsætninger."

Loris Malaguzzi, tidligere chef for de kommunale førskole-institutioner

i Reggio Emilia, død i 1994.



Børn i Europa

Hvis du vil læse mere om pædagogikken i Reggio Emilia, så har du chancen i februars udgave af "Børn i Europa". "Børn i Europa" er et fælles tidsskrift udgivet af et netværk af fagblade fra de syv europæiske lande, Spanien, England, Italien, Belgien, Holland, Frankrig og Danmark. Tidsskriftet udkommer fire gange årligt.

Børn i Europa kan blandt andet købes via Det Danske Reggio Emilia Netværk, Fælledvej 16, 5000 Århus C, tlf. 6613 5795, e-mail: kese@post3.tele.dk eller downloades fra BUPL's hjemmeside www.bupl.dk under publikationer.