Ræven kommer

Det er mandag den 18. juni 2001. Endelig er K-dagen kommet. Det er den dag, vi har snakket om, planlagt og forberedt de seneste par måneder. Madplan, sovegrupper, beskæftigelse, alt er på plads. Også bussen. Nu er det bare klumpen i maven, der ikke vil fortage sig, og så det der med farvel til mor og far. Lillebroder Haris (to år og ti måneder) har det sværest, men allerede da bussen drejer ud på Tagensvej, har Bente og Haris opmærksomheden på en flot rød taxa. Solen skinner efter et langt fravær, og vi glæder os ved tanken om det lille hvide hus, den lange muslingeskalfyldte strand, det høje græs, hvor man kan gemme sig, skoven med klatretræer og bålpladsen. Snakken går i bussen. Jeanette (pædagog) og Lirona (4 år) beundrer det flotte landskab.

»Er det ikke en smuk mark med alle blomsterne?« siger Jeanette.

»Jo, det har jeg set på fjernsynet,« svarer Lirona. Vi grupperer os i soverummene med bedstevennen og med søster eller storebror tæt på. Og så, venner, er det på opdagelse i naturen...

Brosten, hundelorte, bilos og masser af trafik er dagligdag for børnene i Jordkloden. Derfor er et af vores formål med at tage på koloni at give børnene naturoplevelser. Lære dem respekten for det levende - se den natur, vi alle er en del af og lære dem at passe på den.

De "gamle" børn mener, det er stranden, som er det bedste. Lille Wartha er fuld af forundren og overraskelse, da hun ser Sejerøbugten:

»Se vandet Og så meget«



En ræv? En ulv? Vi prøver at soppe lidt, men det er koldt. I stedet er det de underlige vandmænd i vandkanten, der får vores opmærksomhed. Vi tager dem i hænderne og mærker den geleagtige masse. Men hvad er nu det? Der er en, der er lyserød

»Pas på,« advarer Jalal (pædagog).

Det er en brandmand, den kan man brænde sig på. Sasha husker, at hun lige har brændt sig på en brændenælde.

»Ja, men det er ikke en brandmand,« siger Sahar (5 år). Om aftenen, da der er kommet gang i bålet, og vi sidder rundt om ilden og snakker om dagens oplevelser, husker Abdilahi (4 år) på, at vi igen i morgen skal ned og se ildmændene i vandkanten. Vi spiser aftensmad udenfor, det gør ikke noget, at en og anden pastaskrue falder på jorden. Vi, som var med sidste år, husker, at ræven kommer og rydder op. Vi har ikke set den, men der er altid gjort rent efter måltiderne udenfor næste dag. Vi har mange fantasier om, hvordan ræven ser ud. Måske er det slet ikke en ræv, måske er det en ulv? Måske er den farlig? Ræven er sky, den er ligeså bange for os, som vi er for den. Får vi den at se på denne koloni?



Musen til sektion. Den næste dag, tirsdag, går Sara (3 år) og Helena (pædagog) en tur. De møder en kat. Den viser sig at være Sejerøbugtens bedste musefanger. Sara og Helena får af missens mor lov at få dagens fangst med hjem til kolonien. Det er en stor husmus og en lille spidsmus (døde). Stor er glæden, da børnene ser musene, og så får vi gang i forstørrelsesglas, pincet og kniv. Vi tæller musens "fingre" og "tæer". Vi kigger på tænder, på ørerne. Vi kigger, om det er en pige- eller en drengemus. Det viser sig at være en hunmus, og den er tyk. Måske er den gravid? Vi bliver nødt til at se efter. Musen får maven klippet op, men der var ingen unger i livmoderen.

»Skal vi se, hvad musen har ædt,« spørger Helena.

»Muse spiser ost,« siger Nourdine (5 år).

Vi klipper mavesækken op. Det viser sig, at den er fuld af græs. Det vil sige, at musen havde ædt græs Og vi som troede at mus åd ost? Hm... Senere på stranden opdager vi noget.

»Det er hestelort,« siger Jalal.

»Det hedder altså hestepærer,« belærer Paja (5 år).

I sandet er der aftryk af hestesko.

»Hvad er det?« spørger Jalal.

»Det er jo hestens spor,« siger Younesse. Pludselig er der en af børnene, der ser noget bekendt i sandet og kigger under sine sandaler.

»Det er jo mine spor,« siger Daniel (4 år).

Hestepærerne må undersøges, vi finder ud af, at hesten har spist græs præcis som musen. Vi bliver ved med at forundres. Men nu skal vi hjem og tænde bålet til aftensmaden. Vi skal have grillede lammepølser. Et par pølser falder på jorden - dem får ræven.

»Bare vi dog fik den at se«



Vingummi mangler. Næste morgen, onsdag, er pølserne væk, og der er ingen ræv at se. Men ræven har lagt et spor. En rævelort ligger midt på bålets grå aske. Emil, Nourdine og Simon (alle 5 år) synes, det ville være rigtig sjovt at grille rævelorten ligesom pølserne.

Og så skal vi have slik Sasha (4 år) savner vingummier i sliksortimentet. Sahar og Ayau (5 år) har helt styr på det.

»Det er fordi, vi er muslimer, at vi ikke må spise vingummi (indeholder gelatine).

»Jeg må godt spise vingummi,« siger Sasha og Marcus i kor.

»Ja, men I er ikke muslimer,« påpeger Sahar.

»Hvad er jeg så?« spørger Sasha.

»Du er protestant,« forklarer Jeanette (pædagog). Det er et nyt begreb for Sasha, men hun deler gerne sin nye titel med Sara.

»Du må også gerne spise vingummi, for du er også en "pruttedansker".«

Pigerne samler muslingeskaller på stranden. Sidra (6 år) finder en sten med hul i.

»Jeg vil lave en halskæde med stenen i midten. Hvis den bliver flot, beholder jeg den selv. Hvis den bliver grim, får min moster den.«



Kæmpemyg. Torsdag. Det har regnet hele natten. Der er dejligt fugtigt i græsset. Det synes vinbjergsneglene også, der vrimler af dem. Vi undersøger dem. De forreste følehorn bruger sneglen til at lugte med, på de to bageste sidder øjnene.

»Kan den lugte en prut?« spørger Nadia (3 år).

Skovsneglen ser derimod helt anderledes ud, men er stadig en snegl.

»Den er sort som dig,« siger Sasha til Naima.

»Jeg er ikke nogen snegl,« svarer Naima (4 år).

»Hvordan kan man se, om det er en pigesnegl?« spørger Simon.

Det kan man ikke se, for sneglen er både han og hun på en gang, svarer pædagogen.

»Oh, skal vi så ikke lade dem bolle,« siger Simon glad, og vi prøver at sætte sneglene sammen med bunden mod hinanden, men vi kan ikke se, at der sker noget. Så i stedet for kigger vi, om der er kommet fangst i vores billefælde. Et syltetøjsglas er gravet ned, så det flugter med jorden. Vi har kommet lidt kød i for at lokke ådselsbiller i fælden. Men ... men glasset er gravet op, kødet er ædt, der er ingen biller. Måske er det ræven, der igen har spillet os et puds.

Vi tyr til et stankelben. Det ligner en kæmpemyg. Den bliver faretruende stor i forstørrelsesglasset. Godt den ikke suger blod af os Men desværre har vi også haft besøg af rigtige blodsugende myg.

»Lena, Lena kom og se, jeg har fået tre stikkemygger« råber Sahar.



Fravel til skovflåterne. Vi forbereder aftensmåltidet, det er vores sidste på denne koloni. Der er fest. Kyllingelår på bålet med salat og kartofler. Vi er sultne og spiser godt. Duften af grillstegt kylling spreder sig. Men vi føler os lidt iagttagne. Er der nogen, som lurer i buskene? De afgnavede kyllingeben smider vi hen i græsset. Og så pludselig er han der Ræven Lyslevende står han foran os, alle børn og voksne. Vi står fuldstændig paralyserede, ingen tør trække vejret. Ræven forsyner sig og lister væk. Desserten den aften er store isvafler med flødeskum og jordbær. Der bliver intet tilbage til ræven. Så skal vi puttes. I morgen skal vi pakke og så bærer det hjemad mod Nørrebro igen efter en uge i den skønneste natur. Martha Christensens bog om Bamsebjørnen og den lille drage bliver afsluttet.

De voksne får et glas rødvin, og verdenssituationen bliver afklaret. Vi får en dybsindig snak om kærlighedens mange ansigter, og så får vi Salads historie. Salad er pædagogmedhjælper, og han kom alene til Danmark for otte år siden som barneflygtning fra Somalia. Det er en barsk historie, som man kan lære af. Men vi griner også meget, da Salad fortæller om, hvordan han og nogle landsmænd blev sendt til Sælen i Sverige for at stå på ski - et led i integrationsprocessen(?). Nå, men heldigvis var drengene jo nemme at finde i den hvide sne.

Fredag: Vi har det meste af dagen til vores disposition. Det bliver til en sidste langtur på stranden. Farvel til vandmænd, brandmænd og ildmænd. Lommerne er fulde af sten. En og anden snegl har også forputtet sig i lommen. Et par skovflåter har vi også stiftet bekendtskab med. Det blev dog ikke langvarigt. Og så er det, at vi venter på bussen. Jalal klatrer højt op i en gran. Det er meget højt Børnene holder vejret. Jalal klatrer højere. Han er helt til tops nu. Ahmed bider sine negle.

»Jalal kom ned til mig. Jeg elsker dig, Jalal Kom nu ned,« råber Ahmed med tynd stemme.



Børnehaven Jordkloden

v/Helena Johannessen



Fakta om Jordkloden

Børnehaven Jordkloden har til huse i en lejlighed på Indre Nørrebro. Vi har ingen legeplads. Vi er 32 børn og seks voksne, vi er alle danske, men vores rødder forgrener sig over hele jorden, deraf navnet.

Det er vores mål, at børnehaven præges af kulturel rummelighed, og at udgangspunktet for det pædagogiske arbejde er det enkelte barns personlige, kulturelle og sproglige forudsætning.

Vi ser integrationen som en gensidig proces, hvorigennem de forskellige etniske kulturer tilpasser sig hinanden. Vi ser ikke vores etniske børn som et problem, men som en gave.

At tage på koloni med etniske småbørn er at overskride kulturgrænser. Det kræver et stort forarbejde af personalet at skabe kontakten, trygheden, tilliden til forældrene, for at få lov at låne deres kæreste "eje". Men når vi første gang har brudt muren, går det nemmere det næste år.