Projekt Janus - Hjælp til børn der krænker

Efter at knap 60 børn og unge har været i behandling på Projekt Janus, tegner der sig et billede af, hvad det er for børn, der har en seksuelt krænkende adfærd over for andre børn. Det er alle børn, der har været udsat for omsorgssvigt i en eller anden grad.

Halvdelen har selv været udsat for vold, mens en tredjedel har været vidne til vold. 20 procent har selv været udsat for seksuelle overgreb. De fleste har svært ved at begå sig blandt jævnaldrende og søger derfor nedad i alderen for at komme i kontakt med andre børn. En tredjedel af dem har forgrebet sig på en søster eller bror, resten kender også offeret godt, for eksempel kan det være en kusine, fætter eller naboens barn, det er gået ud over. Det er børn og unge, der er svagt begavede, og de fleste er drenge mellem 13 og 15 år. Motiverne til at begå overgrebene er mange. Ofte døjer barnet eller den unge med lavt selvværd, de er vrede, kede af det eller jaloux og befinder sig i en særlig vanskelig livssituation, når overgrebet finder sted.

Overgrebene svinger fra blufærdighedskrænkelser over berøring på kønsdelene til egentligt samleje.



1/3 under 18 år. Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at andelen af børn og unge med seksuelt krænkende adfærd under 18 år udgør mindst en tredjedel af alle krænkere. Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet konstaterer i en rapport fra 2003, at 43 procent af de gerningsmænd, som teamet havde kendskab til, var under 18 år, af dem var 50 procent under 15 år. 400 familier, hvor et barn var blevet misbrugt, deltog i undersøgelsen.

Professor David Finkelhor ved Crimes Against Children Research Center i USA konkluderer ligeledes, at flere engelske undersøgelser viser, at en tredjedel af krænkerne er under 18 år.



Tabubelagt. Erfaringerne for psykolgerne, der er tilknyttet projeket, viser, at børnene den første gang har svært ved at møde op i Projekt Janus' lokaler i København.

Psykolog og projektleder af Projekt Janus Mimi Strange fortæller: "Det er svært for dem at tale om det, fordi det er tabulagt, men når de har været her første gang, bliver de glade for at gå her. De opdager, at vi gerne vil tale med dem om det, forstå dem og hjælpe dem til, at det ikke sker igen," siger Mimi Strange.

Behandlingsforløbet begynder med indledende samtaler med den unge alene og med den unge og familien.

Interviewene skal afklare, hvad der kan ligge til grund for overgrebene, og hvordan det videre behandlingsforløb skal forløbe, desuden bliver der udarbejdet en psykologisk udredning, hvor den unge krænkers intelligens bliver testet, og hun/han testes for ADHD (tidligere kaldet DAMP).

Typisk begynder et behandlingsforløb med individuelle samtaler, samtaler med forældrene og familiesamtaler. Derefter kommer den unge ofte i en gruppe med fire-fem andre unge, der også har begået overgreb af seksuel karakter.

"I grupperne taler vi med dem om det overgreb, de har begået, og om deres relationer til andre mennesker og deres opvækst. Gruppesamtalerne skal gøre dem bevidste om alvoren i det, de har gjort. Vi skal bearbejde det så meget, at de ved, hvorfor de har gjort det. Så længe de ikke ved, hvorfor de har gjort det, har de heller ikke taget ansvaret for, om det sker igen," forklarer Mimi Strange.

Når børnene og de unge med seksuelt krænkende adfærd begynder behandlingen, er mange af dem ikke klar over, hvilke konsekvenser det kan have for ofret. Derfor bruger psykologerne, der er tilknyttet Projekt Janus også lang tid på at forklare dem, om de skadevirkninger det kan give et barn, der bliver udsat for seksuelle krænkelser.

"De unge med seksuelt krænkende adfærd giver ofte udtryk for, at de slet ikke vidste, at det kunne være skadeligt for den person, de har krænket. Derfor er det så vigtigt, at få dem til at forstå alvoren i det de har gjort," siger Mimi Strange.

Projekt Janus blev oprettet i 2003 af Socialministeriet og finansieret af sats-puljemidlerne. Projektets formål er at behandle børn og unge med seksuelt krænkende adfærd samt at indsamle og videreformidle viden om den gruppe mennesker.

I første omgang var projektet sat til at slutte i april 2006, men i januar i år blev det forlænget med fire år. Samtidig blev alderen sat ned fra 12 til seks år. Det skyldes i følge Mimi Strange, at jo tidligere de kommer i behandling, jo nemmere er det at ændre deres adfærd.

"Vi kan påvirke personlighedsudviklingen på en helt anden måde, end man kan hos en voksen. Jo tidligere man bliver stoppet i det, jo mere sandsynligt er det, at man kan ændre adfærd, frem for hvis man har begået overgreb i mange år," siger Mimi Strange, men understreger samtidig, at det terapeutiske forløb på Projekt Janus ikke alene kan gøre det.

"Det er en kombination af, at de får arbejdet terapeutisk herinde, samtidig med at de kommer i bedre trivsel derhjemme. At deres skoleforløb bliver tilrettelagt så det passer til dem og de dermed oplever succes i skolen. Desuden skal de unge begynde at få kammerater, gå til sport, komme i den lokale ungdomsklub eller lignende. Når alle de her ting går hånd i hånd, begynder vi at tro på, at det kan rykke noget," forklarer Mimi Strange.



Øget opmærksomhed. En af de vigtige ting, der er kommet ud af Projekt Janus er, at det er blevet påvist, at problemet eksisterer, og at der er behov for hjælp til denne gruppe af unge.

"Jeg tror, at en øget opmærksomhed fra professionelle herunder pædagoger på, at den her problemstilling findes, i sig selv er gavnlig. De risikofaktorer, der gør sig gældende for de her unge, er jo de samme faktorer som pædagoger i forvejen skal være opmærksomme på. Børn, der mistrives under en eller anden form. Hvis man har mistanke om, at det finder sted, skal man undersøge det. Vi ser desværre af og til, at når sager bliver henvist hertil, så har der allerede været en episode for to år siden, som man ikke har taget sig af. Pædagogen kan spørge til barnet, tale med sine kollegaer om mistanken, eller eventuelt ringe til os eller andre professionele for at få gode råd til, hvordan man kan komme videre, når mistanken er opstået," opfordrer Mimi Strange.



Børn&Unge har senest skrevet om Projekt Janus i nr. 38/2003