Profilering er nødvendig

Vi ved godt, hvad vi selv kan, men det er godt med en profilering af vores fag. Det siger nogle af de pædagoger, der har været med i høringsgrupper omkring udformningen af BUPL's pædagogiske profil.

Det ser ikke ud til, at pædagogerne selv er i tvivl om, hvad de kan, skal og vil med det pædagogiske arbejde. Men de synes, at det er helt nødvendigt, at andre får et større indblik i, hvad børn- og ungeinstitutioner kan tilbyde. Børn& Unge har talt med nogle af de pædagoger, som er blevet spurgt til råds i udformningen af BUPL's bud på en pædagogisk profil.

Decherie Østerby, pædagog på Pårup Skoles SFO ved Odense, mener, at det er helt relevant, at BUPL får en pædagogisk profil, fordi pædagoger og det arbejde, de laver, er alt for utydeligt for de fleste.

»Det er sjældent pædagoger, der bliver hørt. Men det hænger måske også sammen med, at vi ikke er så gode til at formulere over for andre, hvad det er, vi går og gør. Det betyder blandt andet, at vi også har svært ved at blande os politisk og få forklaret, hvorfor vi skal have bedre vilkår,« siger hun.

Dorthe Røpke, pædagog i Vuggestuen Spiren i Gentofte ved København, mener også, at en profilering af pædagoger og institutioner er nødvendig.

»Men vi synes, at sproget i profilen skal være knap så kantet, hvis det er meningen, at andre end pædagoger skal kunne forstå, hvad vores arbejde går ud på. Vi synes ikke selv, at vi kan bruge profilen i vores dagligdag, for vi ved godt, hvad vi står for. Men som et stykke papir udadtil er det helt fint, hvis det bare bliver formuleret lidt blødere,« siger hun.



Vi gør det godt. Ingen af pædagogerne er uenige i profilens indhold, men i Pårup SFO synes man dog, at der står alt for lidt om legen og dens betydning. De ville gerne have taget afsnittet i publikationen "BUPL's bud på de fritidspædagogiske værdier" fra år 2000 om legen med. For det siger meget om den leg/læringsproblematik, som især fritidsinstitutionerne står midt i.

»I SFO-sammenhænge står vi jo midt i diskussionen om flere undervisningstimer og mindre fritid til børnene. Derfor skal det gøres tydeligere, at børn skal have mulighed for at lege for at kunne lære. Vi er kommet med et indlæg om vores syn på legen og på, hvorfor der skal bruges plads på den i en pædagogisk profil, men det er vist ikke kommet med,« siger hun.

Dorthe Røpke og hendes kolleger har svært ved helt at finde deres daglige arbejde beskrevet i profilen.

»Vores job og vilkår er så forskellige, alt efter om vi arbejder i en vuggestue, en SFO eller en fritidsklub. Og derfor er det svært at få alting med i sådan en profil. Det gør den måske lidt ligegyldig, at den er nødt til at være så bredt formuleret,« siger hun.

Begge pædagoger er overbeviste om, at de kan leve op til profilen.

»Der står ikke noget, som vi ikke gør i forvejen,« siger de.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.