PMF kongres: Nå, vi må videre

Stille frustration blandt de delegerede på PMFs ekstraordinære kongres i Fredericia over at fusionen med BUPL ikke blev til noget. Ingen havde dog lyst til at lufte den fra talerstolen, og kongressen vendte sig mod fremtiden.

En sommerfugl fløj forvildet rundt i Messehallen i Fredericia, hvor Pædagogisk Medhjælper Forbund sideløbende med BUPLs kongres skulle begrave fusionen mellem de to forbund. Og de godt 500 delegerede virkede noget groggy, som var de blidt, men effektivt slået ud af sommerfuglens flagrende vingeslag. Ingen havde i hvert fald lyst til at kommentere den fejlslagne fusionsproces fra talerstolen.

Stemningen i begyndelsen af kongressen kunne nærmest betegnes som stille frustration. Men efter fortrøstningsfulde taler fra forretningsudvalget og LO-formand Hans Jensen, kom der gang i diskussionerne om fremtiden. Efter en dyb indånding syntes et: "Nå, vi må videre" langsomt at få sit tag i forsamlingen.



Det var en flot vision. Men først skulle fusionsbestræbelserne lige følges til dørs. Det blev de med en udtalelse om, at fusionsprojektet stopper, men at samarbejdet med BUPL fortsætter. Jakob Sølvhøj fra forretningsudvalget sagde, at det var blevet en anden opgave at forelægge status over fusionsdebatten, end han havde forestillet sig for bare en måned siden.

»Kongressen skulle have sitret af spænding, nu hvor vi efter mere end to års debat skulle tage stilling til, hvad vi ville anbefale den kommende urafstemning. Sådan blev det som bekendt ikke. Det er først og fremmest beklageligt, fordi det var en flot vision, vi havde opstillet for et fælles forbund, og det er samtidig særdeles utilfredsstillende, at kongressen ikke har mulighed for reelt at behandle det spørgsmål, den faktisk er indkaldt for at behandle.«

Jakob Sølvhøj mente, at det først og fremmest er BUPLs sag at analysere, hvorfor afvisningen af fusionen viste sig at være så massiv. Men han havde dog også et par bud:

»Det er helt åbenlyst en meget stærkt forankret holdning blandt BUPLs medlemmer, at daginstitutionspædagoger har en særlig faglighed, som de bedst værner om, hvis de organisatorisk holder sig på afstand af pædagogmedhjælperne. En hurtig dom vil stemple holdningen som fagchauvinistisk, men vi skal være varsomme med at grave nye grøfter mellem faggrupperne ved at slå om os med hurtige og måske forenklede konklusioner.«

Jakob Sølvhøj ville hellere fokusere på, at BUPLs generalforsamlinger generelt har sendt et samarbejdssignal til PMF. Og han måtte også konstatere, at selv om meldingerne fra de delegerede var positive, ville det være tvivlsomt, om der blandt PMFs medlemmer kunne skaffes det nødvendige 2/3 flertal ved en urafstemning.

Hans Jensen, formand for LO, fik med sit besøg på kongressen humøret til at stige blandt de delegerede. Han beklagede, at fusionen med BUPL ikke var blevet til noget, og fortsatte:

»Det kunne have været et spændende samarbejde, som fagligt ville have været en fordel, og som ville have åbnet for en spændende diskussion om fremtiden for hovedorganisationerne. Men det skulle altså ikke blive til noget, og derfor må I og vi naturligvis begynde at tænke nyt og overveje situationen igen. Det er tankevækkende, at det i jeres situation og i forbindelse med sammenlægningen af EL og Metal har stået klart, at det er medlemmerne, der har stået på, at det nuværende faglige landskab skulle fastholdes.«

Hans Jensen mente, at det er sundt med den slags diskussioner direkte med medlemmerne.

»For i dialogen med medlemmerne får man faktisk mulighed for at teste, om der er den fælles overensstemmelse mellem det, man selv mener, og det medlemmerne opfatter. Og egentlig kan man jo sige, at medlemmernes nej til en sammenlægning med BUPL jo er et ja til PMF. Det vil altså sige, at jeres medlemmer faktisk mener, at I gør et godt og fornuftigt stykke arbejde - og det er jo ikke det værste udgangspunkt for at komme videre.«



Respekt for arbejdet. PMF vil stadig lægge stor vægt på arbejdspladsfællesskabet med pædagogerne. Alle problemstillinger, som ridses op i tilknytning til arbejdspladsen, er i mere eller mindre omfang fælles problemstillinger, uanset om man er pædagog eller pædagogmedhjælper, som det er formuleret i debatgrundlaget. I den forbindelse ønsker pædagog-medhjælperne sig mere tolerance fra de uddannede.

»Der er stadig brug for færre myter og flere rettigheder, og vi ønsker os respekt for vores arbejde,« sagde Finn Danielsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.