Pædagoguddannelsen - Problemer i praktikken

Både institutionerne og de studerende er ofte for dårligt forberedte til praktikken

Pædagogstuderende forberedes ikke nok til praktikperioderne, og de såkaldte "praktikindkald", hvor de studerende møder op på seminariet en uge midt i praktikken, har kun sjældent et væsentligt indhold. De studerendes organisation, PLS, oplever, at praktikken bliver nedprioriteret på seminarierne.

»Nogle steder anerkender man ikke praktikken i lige så høj grad som de teoretiske dele af uddannelsen,« siger PLS' formand, Lene Lilja Madsen.

»Mange gange kommer de studerende ind på seminariet i en uge i sin praktik, hvor tiden kun bruges på at sidde i grupper og snakke om, hvordan man har det. Hvis man er heldig, kan man få samlet op på noget undervisning, som man har mistet tidligere, men det relaterer sig som regel ikke en pind til det, vi laver i praktikken.«



Kan være barsk. Netop en sådan oplevelse beskrev pædagogstuderende Lone Kvist i sidste nummer af Børn&Unge. Sammen med sine medstuderende blev de indkaldt en uge, hvor hele undervisningen blev aflyst.

Lene Lilja Madsen har hørt flere på seminarierne undskylde niveauet med, at der ikke ydes tilskud til de studerende, mens de er i praktik, og at de derfor skal finde pengene andre steder fra.

Lene Lilja Madsen så gerne, at praktikindkaldene fik et fagligt indhold, der direkte relaterede sig til den virkelighed, de studerende rent faktisk er ude i. Og hun kunne godt ønske sig, at også forberedelsen var bedre.

»Der er et enormt behov for at forberede de studerende på, at de kommer ud i et arbejdsfelt, hvor det kan være barsk ind imellem. Der er allerede seminarier, der nu forbereder de studerende på, at virkeligheden ikke altid er, som den står beskrevet i bøgerne, men det er langt fra alle.«

Institutionerne er heller ikke altid klædt godt nok på til at varetage opgaven som praktikvejleder, siger PLS-formanden. Hun har set mange eksempler på, at institutionerne ikke har tid til den studerende.

»Vi ser masser af eksempler på, at vejledningen bliver aflyst, fordi der rent praktisk ikke er tid til det. Selvom de som udgangspunkt har en meget god plan, så har de svært ved at få det presset ind i hverdagen,« fortæller Lene Lilja Madsen.



Ulønnet praktik. Hun tror, at mange problemer - også manglen på praktikpladser - kunne løses, hvis praktikken ikke var lønnet. Men ikke alle problemer skyldes manglen på tid. Også forskellig kemi og forskellige forventninger til forløbene spiller ind. PLS er jævnligt indblandet i sager, hvor tingene går i hårdknude ude på institutionerne.

»Vi sidder med nogle sager, hvor vi i vores rolle som forsvarsadvokat for de studerende får nogle mennesker igennem uddannelsen, hvor det er åbenlyst, at institutionen ikke er klædt godt nok på til at tackle problemerne.«

Det sker, at praktikinstitutioner ikke kender til eller glemmer at overholde regler og procedurer, og så kan PLS få underkendt en institutions ønske om ikke at godkende et praktikforløb.

»Det er uheldigt for den institution, der mener at have nogle gode pædagogiske argumenter for, at den studerende ikke skal godkendes. Men det er rimeligt udfra et retsikkerheds-synspunkt,« siger PLS-formanden.

Praktikkoordinator Wouter Olierook fra Gladsaxeseminariet oplever jævnligt, at institutionerne ikke er nok inde i, hvad der kræves af dem i forbindelse med studerende.

»På de fleste praktikpladser er der sket en god udvikling, men problematikken er der,« siger han.

I Gladsaxe tilbyder man praktikvejlederne på institutionerne et gratis tredages vejlederkursus. Derudover har de udviklet en decideret vejleder-uddannelse, så han mener ikke, at problemerne her skyldes seminariet.

Andre steder i landet tilbydes vejlederne nærmest ingenting, og de store forskelle fik sidste år BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund og Pædagogseminariernes Rektorforsamling til sammen at udarbejde et forslag til en praktikvejlederuddannelse af ti ugers varighed, som efter planen skal udbydes under Lov om Åben Uddannelse. Men der skal en særlig bevilling fra Undervisningsministeriet til, før den kan blive en realitet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.