Pædagogik med nye øjne: Den konstruerede virkelighed

Pædagoger drikker kaffe hele dagen. Det er en fortælling om pædagoger, som nogle mennesker har. Sådan en fortælling kaldes inden for post-strukturalismen for en diskurs. De forskellige diskurser om pædagoger farver ikke bare andres forhold til pædagoger, men også den måde pædagoger ser og opfatter sig selv på. Den dårlige nyhed er, at det kan fastholde pædagoger i positioner, de ikke bryder sig om. Den gode nyhed er, at de fortællinger kan pædagoger forsøge at forhandle sig væk fra ved at vise, at de er meget mere end kaffedrikkende. De er også fagligt dygtige og helt uundværlige for børn og unges udvikling.

Inden for post-strukturalismen siger man, at der ikke findes én sandhed omkring mennesker og måder at se dem på. Der er diskurser. Således er også alle fortællinger om, hvordan børn skal have det for at have det godt heller ikke sandheder, men forskellige synspunkter, der er afhængige af kultur, moral og værdier i det samfund, de er opstået i. Ifølge Line Knak Sidenius, foredragsholder og konsulent, uddannet pædagog og cand.pæd. i pædagogisk psykologi på DPU, skal man blot opfatte de fortællinger, man har om, hvad der er godt for børn - og hvad pædagoger er for nogle - som forslag til, hvordan virkeligheden "børn" eller "pædagoger" er konstrueret. Det er ikke sandheder.

"Og fordi det er konstruktionsforslag er de til forhandling. Det betyder dog ikke, at der er frit valg på alle hylder. Michel Foucault - der ses som grundlæggende for post-strukturalismen - siger, "at viden er magtkonstruktioner, der udspiller sig imellem diskurser". Så der er nogle, der kæmper om, hvad der er godt eller rigtigt - også for børn. Da vi fik de pædagogiske læreplaner, så vi en videnskamp mellem pædagogiske fagfolk. Jan Kampmann sagde noget, Stig Broström noget andet og Erik Sigsgaard noget tredje. Nogle fortællinger om børn vandt, fordi der blev enighed om, at noget var mere sandt end noget andet, og derfor blev de pædagogiske læreplaner indført på den måde, som de ser ud i dag," siger hun.



Virkelighed til forhandling. Post-strukturalistisk tænkning er baseret på en forståelse af virkeligheden som konstrueret, og at den bliver konstrueret igennem vores sprog. Virkeligheden skabes gennem menneskers betydningsverden, vi tillægger virkeligheden betydninger, og derved bliver den virkelig. Inden for bestemte tidsperioder gælder bestemte forestillinger om moral og værdier og om børns udvikling, og nogle af dem tager karakter af sandheder. I 80'erne og 90'erne snakkede man om, at børn havde brug for selvforvaltning. I dag synes man, at de også har brug for noget andet, og det er de pædagogiske læreplaner et signal om. Line Knak Sidenius vil gerne bidrage til, at pædagoger oplever de fortællinger, de har om et godt børneliv, som konstruktionsforslag i stedet for som sandheder.

"Fordi det er konstruktionsforslag, er den måde, vi tænker om børn - eller alt muligt andet - noget, der står til forhandling. Det betyder ikke, at den eksisterende viden mister sin berettigelse. Den er både virkelig og har betydning for folk. Når vi for eksempel her i Danmark mener, at man ikke må slå børn og endda har lovgivet om det, så er det ikke en sandhed, men en diskursiv fortælling som vi har opnået enighed om. I andre kulturer er det at slå børn en mere eller mindre gængs del af opdragelsen. Så selv om den danske fortælling opleves som sand og rigtig, er det altså ifølge post-strukturalismen kun en konstruktion," siger hun.

Det, man kan opleve som sandheder, er bare forskellige måder at anskue verden på. I et post-strukturalistisk perspektiv mener man, at det kan forhindre mennesker i at tænke frit, hvis man oplever ting som sandheder og ikke som konstruktionsforslag. Ved man, at synspunkter og meninger, ja, endda hele teorier er konstruktioner og perspektiver, som er til forhandling, giver det større mulighed for at være refleksiv og kreativ i sin måde at være i verden på.

"Det giver en mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved det, man kender i forvejen og åbne for nye forståelser og dermed nye handlemuligheder," siger Line Knak Sidenius.

Det er også en hovedtese inden for post-strukturalismen, at mennesker ikke er noget i sig selv. De skabes igen og igen i forskellige kontekster. Vi har ikke kun en personlighed, men skabes igen og igen fra kontekst til kontekst. Når man mødes med andre mennesker i faglige eller private sammenhænge, skaber man gensidigt hinanden. Man er ikke den samme, når man er sammen med en kollega eller en god veninde, som man er sammen med sin mand eller sine børn. Inden for post-strukturalismen hedder det, at man positioneres på forskellige måder, og det gør man med udgangspunkt i de sociale kategorier: Køn, alder, etnicitet eller handikap, grundlæggende kategorier, som vi ser hinanden igennem.



Flasket op med udviklingspsykologien. Pædagogikken har næsten altid lænet sig op ad udviklingspsykologien. Og lånt ord og begrebsverden fra den. Ifølge post-strukturalismen er udviklingspsykologien også en konstruktion lige som alt muligt andet. Dog er det en magtfuld en af slagsen. Den hviler meget tungt i vores kulturarv og opdragelse. Selv om udviklingspsykologien er en konstruktion, så eksisterer den, fordi de diskursive fortællinger har været der i så mange år, at den opleves som virkelig.

"Vi oplever psykologiske begreber som det ubevidste eller tanken om, at vi udvikler os gennem frustration eller konflikt som sandheder. Og det er det på sin vis også, fordi vi har italesat det til at være det. Men ud fra et post-strukturalistisk perspektiv er vores væren i verden - og heriblandt også vores forståelse af det ubevidste - en konstruktion," siger Line Knak Sidenius.

Inden for pædagogisk praksis er det hverdagssprog at snakke om "Sterns kerneselv", "personlighed" og "indre tilegnelsesprocesser" og lignende udviklingspsykologiske begreber. Vi er i den grad flasket op med udviklingspsykologisk tankegang, så selv børn i fritidshjemsalderen kan snakke med om, at noget er inddelt i faser eller niveauer, eller at de har gjort noget ubevidst. De ved ikke helt, hvad det betyder, men det er blevet en måde, vi tænker og udtrykker os på i vores kultur, mener Line Knak Sidenius.

"Vi har lært, at man kan finde sandheden om en ting, et menneske eller en problematik, hvis bare man har den nødvendige pædagogisk-psykologiske indsigt i et emne. Så har man ret til at mene, at man kender nogle sandheder - eksempelvis om et barns trivsel. Vi kan også nikke med den største selvfølge, når pædagoger eller psykologer udtaler sig om en bestemt brugergruppes diagnoser. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved selve det at bruge diagnosticering eller andre stigmatiserende kategorier, fordi vi oplever bestemte måder at tænke på som sandheder," siger hun.

Line Knak Sidenius vil gerne bidrage til en forståelse af, at man også kan tænke om mennesker på andre måder, og at man kan stille spørgsmål ved de selvfølgeligheder, som man tager for givet i ens praksis og pædagogiske tankegang. At få ind i ens måde at forstå verden på, at man kan stille spørgsmålstegn og forstyrre det selvfølgelige, fordi det er perspektiver forklædt som sandheder.



Mads er problemet. En grund til at forlade den udviklingspsykologiske forståelsesramme kan ifølge Line Knak Sidenius være, at den opstiller temmelig snævre grænser for, hvornår man er rigtig eller forkert.

"Det kan til dels tilskrives en meget lineær tankegang: Hvis du har været udsat for det og det, så er du sådan og sådan - en årsag-virkning-tankegang. Under de omstændigheder har det komplekse i menneskers tilblivelse ikke særligt gode forudsætninger, fordi man gør mennesker til problembærere: "Der er noget galt med dig, så du skal rettes". På den måde placerer man skyld i det enkelte menneske, i stedet for også at se på de kontekster, hvor problematikkerne opstår. Ved at kigge på konteksterne og være refleksiv i forhold til de diskurser, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og mindre normalt, og hvordan man opfører sig passende inden for forskellige kontekster, åbner det op for nye perspektiver - nye måder at se hinanden på," siger hun.

Det er jo ikke nyt, at man inden for pædagogik snakker om kontekster. Hvis lille Mads bider meget, så er det ikke ualmindeligt, at pædagoger ser på, hvad der sker rundt omkring Mads, der kan forårsage at han bider.

"Men det er stadig Mads, der er problemet, og jeg så gerne, at man begyndte at tænke mere i konstruktioner i stedet for den her mere normative sandheds-måde at se den pædagogiske praksis på."



Udfordre det gængse og selvfølgelige. Line Knak Sidenius mener, at post-strukturalismen kan ses som kritiske strategier, der kan gå ind og udfordre de selvfølgelige og gængse antagelser. Post-strukturalismen kan føre til, at man ser en større kompleksitet i praksis og udvider rammerne for, hvad der er passende, normalt eller forkert.

"Så når vi som pædagoger, forskere eller debattører gør os til eksperter på børn, unge og voksnes trivsel og læring, synes jeg som sådan ikke, at der er noget at udsætte på det. Men det er også vigtigt, at vi gør os klart, at vores faglige sandheder blot er kulturelle diskursive overleveringer, som vi har opnået stor enighed om. For eksempel de pædagogiske læreplaner, hvor de seks temaer er indlejret i en helt bestemt udviklingspsykologisk tanke om, hvad børn har godt af."

Som pædagog - og som menneske - trækker man på en række fortællinger, når man skal forstå sig selv og andre. Hvis man står over for et menneske, der er trist, har søvnbesvær og ingen appetit, er det nærliggende at tænke, at han har en depression. Det ræsonnerer vi os frem til ud fra de symptomer, han udviser, og vi kategoriserer de symptomer, som vi har lært tilsammen udgør en depression.

"Men mennesket kan forstås anderledes. I andre kulturer, ville man ikke tænke depression, men måske sult, hvis man så de selv samme symptomer. Jeg giver eksemplet for at vise, at vi ofte tænker om de kulturer, at de er underudviklede, når de ikke har den samme psykologiske indsigt som os. Men det kan jo også bare være, fordi deres sandhed er en anden end vores, fordi deres konstruktioner af virkeligheden er anderledes," siger Line Knak Sidenius.



Et spark til det refleksive. Ud fra et post-strukturalistisk perspektiv skabes vi gennem sproget. Så når man sætter etiketter på børn som for eksempel opmærksomhedssøgende eller når man kategoriserer et barn som mobber eller mobbeoffer eller Mads som ham, der bider, så er man med til at reproducere mennesket som noget sådant.

"Det er meget vigtigt, at pædagoger er refleksive omkring det, at et barn ikke er noget i sig selv. Et barn er ikke mobber eller mobbeoffer, det er konteksten, der er med til at gøre et barn til enten det ene eller det andet. Som pædagoger er vi med til at reproducere børn i den måde, vi er sammen med dem på, og den måde vi taler om dem og med dem på. Så det er ikke lige meget, hvordan man italesætter Mads, når han har bidt for femte gang på én dag, for det er med til at skabe Mads som en, der bider," siger Line Knak Sidenius.

Hun er godt klar over, at det kan være en rystende oplevelse at stifte bekendtskab med andre måder at se verden på end den modernistiske forståelse. Men det er netop den desorienterethed, der gør, at ens refleksivitet kan få et spark. Når man lige pludselig ikke kender sandheden om verden, får man lyst til at se, hvordan den så kan se ud. Dermed ikke sagt, at alt er relativt, vi lever og begår os i en fælles betydningsverden, som gør, at vi kan orientere os. Men vi kan stille spørgsmålstegn ved de betydninger og sandheder, som vi bliver præsenteret for.

"Det er så vigtigt lige nu, for det er netop det, der er stigende krav til. Der er krav om, at pædagoger skal forholde sig kritiske til deres faglighed fra det politiske niveau, for her bliver faget og uddannelsen stadig kritiseret for ikke at være reflekterende og kritisk nok."



Legitimere professionen. Line Knak Sidenius mener, at pædagoger må forholde sig kritisk til den kritik, der kommer fra forskere og politikere af, at de ikke er gode nok til at synliggøre og formidle det, de kan. For kritikernes ideologier bygger på en modernistisk synsvinkel, som gør pædagoger og pædagogstuderende til problemet. Og som med Mads, der bider, kan man se professionen som noget, politikere og forskere er med til at reproducere som et problem.

"Man kan ikke ændre det over én nat, men pædagoger kan nå langt, hvis de kan lære at se på professionen mere refleksivt og bryde med de gængse måder at se tingene på. Hvis pædagoger kan få øje på anderledes og måske forbløffende måder at se børn på gemt bag selvfølgelighederne, vil de i højere grad opleve sig selv som medkonstruerende på deres egen virkelighed. Ved at pædagogprofessionen oplever, at dens position kan forhandles, at den ikke bare er et problem, kan de være med til at ændre professionen indefra. Hvis de kan finde deres egen måde at italesætte pædagogprofessionen og fagligheden på, hvor man ikke kun bruger lånte ord fra andre videnstraditioner, vil man i højere grad legitimere professionen," siger hun.



Litteraturforslag:

"Virkeligheder og relationer" af Kenneth J. Gergen (2005)

(2.udg.), Psykologisk Forlag.

Desuden artiklen "Hvordan indlæringsvanskeligheder skabes for børn" af R.P. McDermott (1996). Kan findes i "Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver" (red.) Charlotte Højholt & Gunnar Witt. Forlaget Unge pædagoger.





Pædagogik med nye øjne

Pædagogikken har i mange år været gift med udviklingspsykologien. Det er psykologiske termer og en udviklingspsykologisk selvforståelse, der har været teoretisk baggrund for pædagogiske diskussioner og pædagogisk praksis. Nu begynder andre ideer og forståelsesrammer at blande sig og tilbyde pædagogikken et nyt udgangspunkt. I denne serie vil Børn&Unge bringe artikler, der ud fra en poststrukturalistisk,



en filosofisk og en antropologisk synsvinkel vil give bud på børnesyn, kultur og

pædagogisk praksis.





Modernitet



Er et beskrivende begreb for nogle udviklingstræk, der primært karakteriserer de vestlige samfund siden 1600-tallet. Betegnelsen dækker både over en række karakteristika ved det moderne samfund og en særlig tidsperiode. I klassisk og moderne samfundsteori forbindes modernitet ofte med nationalstatens fremvækst, udviklingen af kapitalismen, industrialiseringens gennembrud, sekularisering og en stigende grad af rationalisering og specialisering af alle områder af samfundslivet. Igennem 1980'erne og 1990'erne har nyere samfundsteoretikere imidlertid foreslået, at samfundet bevæger sig hinsides moderniteten i retning af post-modernismen.

Kilde: Den danske encyklopædi





Det post-moderne og post-strukturalisme:



Omkring 1960 skete der et paradigmeskift, hvor blandt andre den franske filosof Michel Foucault begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det borgerlige sandhedsregime. Der var i disse år sket et skift i magtforhold og verdensopfattelse i forhold til modernitetens borgerkultur. Det nye paradigme blev kaldt det post-moderne, og i den forbindelse blev centralmagten og vidensmonopolet fragmenteret, så mennesker fik adgang til andre "sandheder". Det var nu ikke længere muligt objektivt at forklare verden. Sandheder blev således ikke set som endegyldige, men i stedet som fortællinger, der på forskellig vis legitimerede magt over mennesker. Inden for det psykologiske vidensområde, har Foucaults kongstanker om magt og undertrykkelse gennem de sidste årtier vundet stort indpas, og hans forståelse af verden som diskursiv konstruktion ses som grundlæggende for den post-strukturalistiske forståelsesramme.

Kilde : Line Knak Sidenius