Pædagogers nye rolle

Børnehaven har besluttet, at de store børn på fem-seks år skal på tur til Tivoli for at løbe på skøjter. Natasja kan ikke deltage, da hun er inviteret til en fødselsdag hos sin bedste veninde. De skal i biografen og ud at spise. Turen til Tivoli viser sig at blive en stor succes. Børnene er meget glade og snakker om oplevelserne dagen efter.

Efter nogle dage ringer Natasjas mor til børnehaven og spørger, hvornår der bliver en erstatningstur til Tivoli for Natasja. Børnehaven svarer, at det bliver der ikke. Moderen fortæller, at Natasja er ulykkelig og ikke vil i børnehave, fordi hun føler sig udenfor. Lederen og pædagogen beder nu Natasjas mor om at komme til en samtale, hvor de fortæller hende, at de jo godt kan forstå, at Natasja og hendes mor er kede af det. Men Natasja havde selv valgt at gå til sin bedste venindes fødselsdag. Ved at vælge fødselsdagen har de fravalgt Tivoli og skøjtetur. Moderen græder lidt over, hvor uretfærdigt det er for Natasja, men i løbet af samtalen falder hun dog til ro - og det samme gør Natasja.

»At institutionen skal lære Natasja på fem år, at det er svært at vælge mellem fødselsdag og skøjtetur i Tivoli er en helt almindelig pædagogisk opgave, for det er svært, når man kun er fem år. Men det er både en ny opgave og en ny rolle for pædagogerne, at personalet nu også skal afse timer og dage på at trøste moderen og lære hende, at det kan gøre ondt at vælge mellem to gode tilbud. Det er ikke kun barnet, der skal opdrages til at forstå, at man ikke kan få alt. Det skal moderen også,« siger psykolog Margrethe Brun Hansen fra Landsforeningen af Frie Børnehaver og Fritidshjem.

Konflikten mellem mor og institution er hentet fra en helt almindelig børnehave og er beskrevet i bogen "De kompetente forældre", som Margrethe Brun Hansen netop har udgivet, og som på kærlig vis spidder moderne forældre.



Den nye forældretype. Selv om bogen hedder "De kompetente forældre", vrimler den med eksempler på manglende social kompetence hos den nye forældretype, som hun kalder de iscenesættende og de servicerende forældre. Især mangler den nye forældretype intuition og empati. De giver børnene masser af synlig omsorg: De kommer på ferie, har fint tøj, og madpakkerne er små kærlighedserklæringer med små kiks og lækre sager, men børnene får ikke det, de egentlig har behov for: At blive set, som dem de er. Det skyldes, at forældrene ikke selv - som børn - blev set som dem, de var.

De nye forældre var børn i 70erne, unge i 80erne og voksne i 90erne og er den første generation af forældre, der som børn blev opdraget i daginstitutionerne, hvor de lærte at stille krav, formulere deres følelser, og de lærte - på godt og ondt - ikke at have respekt for autoriteter, mener Margrethe Brun Hansen.

»Skal pædagoger opnå forældres respekt og autoritet i forældrenes øjne, må de vide, hvad de selv vil og formidle det til forældrene. Personalet skal turde at sige fra, og endelig er det vigtigt, at pædagoger evner at være en god samtalepartner med forældrene, der i høj grad er søgende og usikre i

forældrerollen,« mener Margrethe Brun Hansen.



Værdier som arbejdsgrundlag. Hun opfordrer derfor pædagoger i institutionerne til at udarbejde nogle værdier for deres arbejde. Når børnene starter i institutionen, skal pædagogerne holde et introduktionsmøde med forældrene, hvor de bliver gjort bekendt med institutionens værdier og forventninger til forældrene, og forældrene kan gensidigt forklare deres forventninger. De to parter indgår en slags kontrakt om det fælles samarbejde og ansvar, som pædagoger og forældre har for børnenes udvikling, mens de går i institutionen.

»Det er på en måde godt, at forældre stiller krav til pædagoger, men de skal også gøre det til sig selv og tage ansvaret for sig selv og deres børn. Og det gør mange forældre ikke i dag,« mener Margrethe Brun Hansen.



Fralægger sig forældreansvaret. En stigende gruppe forældre fralægger sig forældreansvaret og lader institutionerne om at opdrage børnene. Men ikke nok med det.

Forældrene forventer også, at pædagogerne tager sig af praktiske opgaver, som rettelig er forældres.

Som for eksempel forleden hvor en travl mor kom "flyvende" ind i børnehaven med sin søn og et par nye forårsstøvler i hånden. Inden hun er ude af døren igen, får hun lige sagt til pædagogen: "Prøv dem lige på ham. Hvis de passer, sprayer du dem lige, inden han får dem på. Spraydåsen ligger i hans taske", og så er hun væk igen.

»Pædagogen var ved at tabe næse og mund. Er det virkelig hendes job som pædagog at tage den konflikt, det kan være at afprøve de sko? Og spraye dem? Nej,« lyder Margrethe Brun Hansens svar.



Ansvaret for børnene. Forældre må lære at tage ansvaret for dem selv og for deres børn. Og det bliver en af pædagogernes mange opgaver fremover at lære forældrene det, for ellers vil den sparsomme tid til det enkelte - ikke mindst det svage - barn lide under velfungerende forældrenes stigende ønske om kontrol med og information om, hvad deres barn har lavet, mens de ikke selv havde tid til at være sammen med dem.

Desværre oplever Margrethe Brun Hansen, at mange pædagoger - for at få fred - mere og mere vælger at tilfredsstille forældrenes behov for service, kontrol og forældreomsorg.

»Nu må pædagogerne virkelig til at kridte skoene og stå fast, for det er en risikabel udviklingstendens, når pædagoger vælger at definere forældre som brugere for at undgå ufred i stedet for at fastholde fokus på børnenes behov,« mener Margrethe Brun Hansen.

Hun oplever, at nogle institutioner af den grund har udviklet sig til rene skrivestuer, hvor der skrives i hvert enkelt barns bog, hvor der laves ugeplaner til forældrene, hvor der laves månedsplaner om alt det, pædagogerne gerne vil lave med børnene med forklaring om, hvilke teorier og pædagogiske overvejelser, der ligger bag.



Kommunalt pres om forældreservice. Kommunerne er i høj grad med til at skubbe pædagogers arbejdsindsats i den retning, fordi de stiller krav om målbar kvalitetsstyring i form af handleplaner og virksomhedsplaner, så forældrene sort på hvidt kan se, hvilken fantastisk service der ydes i institutionerne. Altså service til forældrene.

»Men institutioner er jo ikke at sammenligne med en leverpostejfabrik, hvor man kan måle produktet, nøjagtig som det er muligt at måle leverpostejens næringsindhold. Den vigtigste ting, vi som pædagoger giver til børnene i institutionerne, er - og skal være - usynlig omsorg, så ungerne bliver set og læst som dem, de er, så de ikke bliver ulidelige børn, der konstant råber: "Se mig, se mig".«

»Daginstitutionen er barnets sted. Børnehaven er for barnet - barndommens gade. Det er her, barnet skal kunne lege, få venner og blive en del af en gruppe. Men det er også her, barnet skal møde voksne, der evner at knytte børnene til sig, give dem omsorg, tid, kærlighed, følelsesmæssig tryghed. Og endelig skal børnene i de mange timer, de er i institution, opleve en engageret pædagog, der formidler viden og stimulerer dem,« mener Margrethe Brun Hansen og understreger, at forældrene stadig er det vigtigste for børnene.

»Men vi pædagoger har børnene i syv til 10 timer om dagen i institution, og i den tid skal pædagoger kunne det samme som kompetente forældre, der er nærværende og tager lederskabet i forældrerollen,« siger Margrethe Brun Hansen, der råder pædagogerne til at sige fra over for forældre, der kræver for meget.

»Pædagoger skal også tage lederskabet i institutionen på sig, kridte skoene og stå fast over for kritiske og krævende forældre, så barnet - og barnets behov - kommer i fokus,« fastslår Margrethe Brun Hansen.



»Hvor er Jonas hjemmesko,« vrisser en mor, da hun afleverer sin søn.

»Det ved jeg ikke. Var der navn i,« spørger pædagogen.

»Nej,« vrisser moderen tilbage, »men det kan da ikke være så svært at holde styr på et par sutsko,« siger hun til pædagogen, der er ansat i en institution med 60 børnehavebørn, som må løbe overalt i huset og derfor af og til kommer til at smide sutskoene midt i en leg.

Fra "De kompetente forældre" af Margrethe Brun Hansen.



Fysioterapeuter får henvist talrige børn, der er motorisk usikre. Hvis jeg siger til forældrene, at børnene vil have godt af motion, siger de straks imødekommende:

»Jamen, Margrethe, vi går da både til svømning, gymnastik og badminton, så vi går til meget.« Lidt søgt kan man sige, det ikke passer. De går jo ikke. Børnene bliver kørt i bil. Jeg siger altid:

»Hvis de gik til alt det, de går til, så behøvede de ikke gå til noget. Så ville barnet få rigelig med motion og tilmed dejlig kontakt med forældrene. Men forældrene orker ikke konflikten om, at barnet selv skal gå - og løser det elegant ved at "købe" motorikken ude i byen.«

Fra "De kompetente forældre" af Margrethe Brun Hansen.