Pædagoger vil åbne egen børnehave
Pædagoger vil åbne egen børnehave
Det er ikke en idé, der er kommet ud af den blå luft. I de seneste mange år har pædagog Nelly Nielsen leget med tanken om at oprette en ny daginstitution, hvor der er særligt rum for omsorg, nærhed og fordybelse.
Arbejdet i skolefritidsordningen Troldhøjen på Stormarkskolen i Nakskov har overbevist hende og fire kolleger om, at der er et behov for en ny og anderledes institution.
»For nogle år siden var der kun 45 børn i skolefritidsordningen, men den er blevet større og større. I dag er der 160 børn, og vi kan se, at nogle af dem bruger en masse energi på at "overleve". Vi kan se dem gå lidt for sig selv ude i periferien, men vi når dem ikke, og det er frustrerende. Dem vil vi gerne gøre noget for,« fortæller Nelly Nielsen.
»I de store institutioner er der masser af støj og hele tiden mange konflikter på grund af den sparsomme plads. De svage børn bliver klemt i den hverdag, fordi pædagogerne må bruge meget tid på at løse konflikterne,« siger hun.
Nakskovs Frie Børnehus. Det var synet af et "til salg"-skilt på en gård i udkanten af Nakskov, der gav Nelly Nielsens drøm frit løb. Hun fik overbevist fire kolleger om, at de sammen skal skabe en institution for børn, der kræver ekstra omsorg. Institutionen skal være normeret til 50 børn i alderen 3-12 år.
»Normalt må børnene stoppe i fritidsordningen, når de er ti år, og vi oplever hvert år, at der er nogle, der ikke er parate til det. Vi vil gerne have to år mere, så vi kan lempe dem stille og roligt ud. Der er jo mange forældre, der arbejder om eftermiddagen,« siger Nelly Nielsen.
Ideen med at bruge gården, der var til salg, er for længst faldet til jorden, for det viste sig at være alt for dyrt at bygge den om. Men de fem pædagoger holder fast i deres idé, og de har skrevet et oplæg til, hvad det er for en institution, de gerne vil skabe. "Nakskovs Frie Børnehus" har de døbt den.
Nærheden og omsorgen skal være et fælles udgangspunkt for alle aktiviteter i institutionen. Konkret skal udeliv og miljø vægtes højt, ligesom motorik og fysisk træning også bliver en del af dagligdagen. Herudover vil pædagogerne gerne kunne tilbyde børnene lektiehjælp og edb-undervisning, og her har de allerede et samarbejde med en lærer, der er ved at planlægge, hvordan det skal føres ud i livet.
Lang vej endnu. Selvom planerne lyder store og forkromede, mener Nelly Nielsen ikke, at det nødvendigvis vil blive særligt dyrt.
»Det behøver ikke at være fint eller stort - vi kan for eksempel sagtens bruge brugte møbler, for det er ikke den slags, vi lægger vægt på,« forklarer hun.
Alligevel har de fem i deres oplæg arbejdet med en del mere plads, end de fleste andre institutioner har: De håber at kunne tilbyde hvert barn ti kvadratmeter. Så selvom de er nået langt på idéplanet, står den største forhindring stadig tilbage: At få tilladelse og ikke mindst penge til at oprette børnehuset.
Pædagogerne har sendt en ansøgning til kommunen og samtidig startet en støtteforening, der netop er begyndt at hverve medlemmer. Det er ingen hemmelighed, at kommunen er meget økonomisk trængt, og at det kan være svært at få overbevist politikerne om, at de skal bruge penge på en helt ny institution. Men de fem pædagoger har allieret sig med Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem, der har lovet at stå dem bi, når forhandlingerne rigtigt går i gang.