Pædagoger utrygge ved kommunen

Ilse Johansen er chef for Brøndby Kommunes børnesektor. Hun er enig med Marianne Gram i, at pædagoger i daginstitutioner for ofte forsøger at stille diagnoser, når børnene mistrives. Og det er kommunen ked af. Diagnoserne kan nemlig gøre forældre-samarbejdet særdeles vanskeligt - eller resultatet kan være, at en underretning slet ikke bliver til noget: Grundet frygt for forældrenes reaktion.

Men Ilse Johansen mener, at man overser noget i debatten: At pædagogers berøringsangst også knytter sig til selve kommunen.

»Det er jo en kendt sag, at nogle borgere er lidt bange for kommunen, og dét er såmænd slemt nok i sig selv. Men jeg tror desværre, at angsten for kommunen også eksisterer hos for eksempel personale i børnehaver og på skoler. De kan navnlig være bange for, at vi skal fjerne det barn, der mistrives - altså selvom tvangsfjernelser kun sker uhyre sjældent.«



Tillid til kommunen. Ilse Johansen illustrerer problemet:

»Hvis et barn har høj feber en enkelt aften, så tøver man ikke med at ringe til vagtlægen, men hvis et barn dagligt mistrives, så tøver både forældre og socialarbejdere nogle gange med at kontakte kommunen. Der er simpelthen behov for at skabe tillid til os på rådhuset. Og vejen frem - mener jeg - hedder dialog.«

Men hvordan foregår dialogen mellem rådhuset og institutions-pædagogerne i jeres kommune?

»Blandt andet har jeg selv i de senere år været meget rundt på både daginstitutioner og skoler. Dér har jeg fortalt om, hvordan underretningspligten skal forvaltes. På den måde får pædagogerne samtidig sat nogle levende ansigter på os fra rådhuset eller - om man vil - fra kommunen.«

Den dialog-søgende form har tilsyneladende giver resultat, fortæller Ilse Johansen:

»Jeg oplever en større erkendelse af, at vi på rådhuset sidder med en faglig kompetence. Vi har jo blandt andet psykologer og læger tilknyttet - og vi vil altså meget gerne hjælpe. Det sker hyppigere nu, end det gjorde tidligere, at en institution ringer til os og beder om råd, og dét er altså rart.«

Ilse Johansen kan dog godt forstå, hvis eksempelvis pædagoger er utrygge ved at underrette:

»I vores kommune har vi ikke været gode nok til at give dem en tilbagemelding på deres underretning. En pædagog, der eksempelvis underviser i en børnehaveklasse, kan underrette om et barn uden at få en slags kvittering fra os. Og måske fem måneder efter se, at barnet bliver fjernet fra forældrene. Men pædagogen ved ikke, om det sker på grund af hendes brev. Det er alt for utrygt.«



Bange for tvangsfjernelse. Ilse Johansen siger, at kommunen i dag er blevet bedre til at give tilbagemeldinger, men stadig ikke gode nok.

»Og hvis vi - på rådhuset - forventer, at pædagogerne skal være trygge ved os, så skal vores tilbagemeldinger til dem også være i orden, så dét arbejder vi meget bevidst på. De må ikke være utrygge ved os, som sidder bag skrivebordene. Det kan nemlig betyde, at nogle underretninger aldrig bliver foretaget: At angsten for kommunen får pædagogerne til at tie - og at et barn derfor ikke får den nødvendige hjælp.«

En undersøgelse foretaget af Landsforeningen Børns Vilkår i 1999 understøtter Ilse Johansens bekymringer. Undersøgelsen viser blandt andet, at de pædagoger, der underretter, er bange for, at forvaltningen vil fjerne barnet fra hjemmet. Desuden viser undersøgelsen, at pædagogerne har dårlige erfaringer med at få tilbagemelding fra kommunen efter en underretning.



Skærpet underretningspligt

Personer, som er offentligt ansatte (blandt andet pædagoger, red.), skal underrette kommunen, når de i forbindelse med deres arbejde bliver bekendt med forhold for børn og unge, der må give formodning om, at barnet har behov for særlig støtte.

Formålet med underretningspligten er, at kommunen på så tidligt et tidspunkt som muligt får kendskab til et barns problemer. Hvis kommunen skal kunne leve op til sin tilsynspligt og sin pligt til at give rådgivning, er det vigtigt, at kommunen får underretning om børn med behov for særlig støtte.

Børn og forældre bør - som klar hovedregel - orienteres om, at underretning foretages.

Private personer har almindelig underretningspligt, men den gælder først, hvis et barn lider under et grovere omsorgssvigt end det, der er beskrevet i servicelovens paragraf 35.



Kilde: Servicelovens paragraf 35 med

tilhørende administrative forskrifter



Med henvisning til Børn&Unge vil

Folketingets Socialudvalg nu bede

socialminister Henrik Dam Kristensen om en kommentar til de problemer, som disse artikler blotlægger.