Pædagoger skal stadig løfte dyner

Pædagoger har pligt til at videregive oplysninger om familier, hvis kommunen beder dem om det ved mistanke om socialbedrageri. Men familien skal underrettes, og pædagogerne kan ikke tvinges til systematisk overvågning. Det slås fast i et nyt lovforslag, der blev førstebehandlet i Folketinget i sidste uge.

Siden en række kommuner sidst i 90'erne fandt ud af, at det godt kunne betale sig at afsløre sociale bedragere, har det været uklart, i hvor høj grad pædagoger kan inddrages i efterforskningen af mistænkte forældre. Ledere af daginstitutioner landet over bliver jævnligt pålagt at give deres kommune oplysninger om bestemte familier.

I Høje-Taastrup Kommune afslørede man for eksempel 66 sociale bedragere i 1999 ved blandt andet at bede pædagoger om at fortælle hvem, der hentede og bragte bestemte børn, og hvilke telefonnumre, forældrene havde lagt i institutionen. Oplysningerne var med til at afsløre enlige, der reelt ikke var enlige og derfor modtog forskellige sociale ydelser, som de ikke havde ret til.

»Tilliden mellem børn, forældre og pædagoger bliver sat over styr, når pædagogerne bliver sat til at løfte dyner. Vi vil ikke forsvare socialt bedrageri, men det skader pædagogernes primære opgaver, når de bruges i de her sammenhænge. Vi ville allerhelst være fri for, at de blev brugt til den slags,« siger Michael Lose, der er jurist i BUPL.



Lille forbedring. Men pædagogerne slipper ikke. Med det nye lovforslag har de stadig pligt til at videregive den slags oplysninger til kommunen. Alligevel er der en lille forbedring i forslaget, set med BUPL's øjne.

I det første udkast til lovændringen havde socialminister Henriette Kjær lagt op til, at familierne ikke behøvede at vide, at de blev undersøgt at kommunen. I sagerne fra Høje- Taastrup fik de pågældende familier heller ikke at vide, at der blev indhentet oplysninger fra institutionerne.

Den praksis protesterede BUPL mod i et høringssvar til lovudkastet, og i det endelige lovforslag er det derfor slået fast, at kommunen skal forsøge at indhente familiernes samtykke til at indhente oplysningerne først. Og selvom kommunen godt kan indhente oplysningerne uden et samtykke, forbedrer det alligevel familiernes retsstilling, fordi de véd, der er en undersøgelse på vej.

På den måde er pædagogerne ikke længere med til at holde noget skjult for familierne.

Samtidig bliver det slået fast, at pædagoger og andre offentligt ansatte som for eksempel lærere eller hjemmehjælpere ikke kan pålægges at medvirke til systematiske observationer. De har udelukkende pligt til at give oplysninger videre i helt konkrete sager.



Millioner sparet. I Kommunernes Landsforening er man tilfreds med det nye lovforslag.

»Der skal være præcise retningslinjer for, hvad vi i kommunerne må foretage os for at komme svindel med skatteydernes penge til livs,« siger KL's næstformand, Anker Boye.

Og at der er mange penge at komme efter for kommunerne, viser de hidtidige sager. De 66 tilfælde af misbrug af ydelser, som Høje-Taastrup Kommune afslørede, sparede kommunen for fire millioner kroner. I Esbjerg hentede man én million kroner ind i kvartalet ved blandt andet at overvåge de mistænktes adresser, indtil dén praksis blev standset med en betænkning fra Indenrigsministeriet i 2001. Med den nye lov får kommunerne nu overvågningsmuligheden igen, selvom det dog poiniteres, at overvågningen kun må foregå på offentlig vej, og at myndighederne ikke må banke på hos de mistænkte for at komme ind og tjekke, hvor mange tandbørster eller herresko der er.



Det var Børn&Unge, der i nummer 33/1999 med artiklen "Pædagogen som dyneløfter" satte emnet på dagsordenen. Vi fulgte op i nummer 34/1999 og 40/1999.