Pædagoger i politiets rolle

Pædagoger, psykologer og socialrådgivere er gode til at tale med børn. Derfor er det muligt, at de i højere grad skal assistere eller måske ligefrem overtage politiets opgaver med at afhøre børn i forbindelse med sager om overgreb.

Denne opsigtsvækkende tanke blev sået af Kristeligt Folkepartis retspolitiske ordfører, Jann Sjursen, på høringen om børns retssikkerhed, som Børnesagens Fællesråd arrangerede på Christiansborg i sidste uge.

»Vi skal have en ændring af retsplejeloven, og i den forbindelse vil vi gerne overveje, om for eksempel socialrådgivere, psykologer og pædagoger kan inddrages i afhøringen. For selv om vi har veluddannede politifolk, må vi indrømme, at de ikke er eksperter i at tale med børn. Jeg mener også, at vi skal diskutere, om afhøringerne af børn fremover skal foregå på en politistation,« sagde Jann Sjursen.

Dagen forinden havde juraprofessor Eva Smith ellers gjort sig til talsmand for et diametralt modsat synspunkt med sin udtalelse om at udelukke psykologer fra overgrebssagerne. Eva Smith vurderede, at psykologerne på forhånd tager barnets parti, samt at de er for lidt tilbøjelige til at overveje, om det hele kunne være en misforståelse.



Børn kan genafhøres. En forening af de to modsatrettede synspunkter kom ikke et skridt nærmere, idet hverken forsvarsadvokater eller universitetsjuraen var inviteret til høringen. Derfor kom udsagnet fra en af landets førende kliniske børnepsykologer, Mimi Strange, til at stå uimodsagt.

»Jeg kunne ikke drømme om at tale med et barn, før det skal politiafhøres. Vi må respektere hinandens fagområder,« sagde Mimi Strange.

I stedet kom høringen til at forme sig som en opsummering af situationen netop nu, som den ser ud for politifolk og psykologer.

Det kom frem, at politiet er på vej væk fra tidligere tiders overbevisning om, at et barn kun kan videoafhøres én gang. Det skyldes ny forskning fra især den svenske psykologi-professor Sven-Åke Christianson, der peger på, at det ikke er skadeligt for børn at blive afhørt flere gange. Den overbevisning har ellers længe været fremherskende blandt politifolk og jurister.

»Vi kan videoafhøre en gang, og nogle gange en gang til og så måske en tredje gang, men så er det er også slut,« sagde vicepolitimester Jens Skov-Madsen.

Psykologen Mimi Strange tilsluttede sig gentagne afhøringer og pegede på det paradoksale i, at børn skal krænge deres inderste ud i ukendte omgivelser over for voksne, de ikke kender, inden for en halv time.

»Der er et tungt krav hvilende på barnet, og de fleste er vist enige om, at det ikke er nemme betingelser. Desuden ved vi, at børn ofte fortæller os det mest ubehagelige til sidst.«



Ord børn ikke forstår. De nye signaler kan få afgørende betydning. Da Højesteret for knapt et år siden i en stærkt omdiskuteret afgørelse gav den mistænkte mulighed for at overvære videoafhøringen af barnet fra en monitor i et tilstødende lokale, skete det blandt andet med henvisning til, at man kunne skåne barnet for yderligere afhøringer. En ny opgørelse fra Rigsadvokaten viser, at børn som regel ikke får at vide, at den mistænkte kikker med. Det er kun sket i 18 ud af 107 tilfælde. I seks tilfælde har barnet reageret negativt på oplysningen og i to tilfælde måtte afhøringen efterfølgende helt opgives.

Psykologen Mimi Strange pegede på en række faldgruber, som manglende viden om børn kan føre med sig.

»Der er stor forskel på, om et barn har være udsat for en enkelt eller flere traumatiske oplevelser. Har overgrebene gentaget sig over en periode, vil barnet have en tendens til at blande hændelserne sammen, fordi de i al deres gru ligner hinanden. Det kan godt gøre den voksne mistroisk, hvis man ikke er opmærksom på den sammenhæng.«

Psykologen Bodil Dichow beskrev en række oplevelser, hun havde haft i sine 20 år som psykolog for krænkede børn. Flere gange havde hun været ude for, at barnet var stødt på den mistænkte i forbindelse med selve afhøringen, og hun pegede blandt andet på, at politiet bruger ord, som børn ikke forstår, når de taler om "gerningsstedet" og "tiltalte".

Vicekriminalinspektør Kaj Hermann, der stod bag de første forsøg med videoafhøring af børn tilbage i 1987, erkendte, at politiet kan lære af psykologerne.

»Jeg er fuldt ud enig i, at der er masser af skrækkelige eksempler, men vi arbejder hele tiden på at blive bedre.«

I dag har politifolk, der afhører børn, som hovedregel en uges specialkursus som baggrund. Men man er langt fremme med en ny og mere omfattende uddannelse, der skal gøre 40-50 politifolk til specialister i at afhøre børn.

Justitsminister Frank Jensen (S) nedsatte i november 2000 en arbejdsgruppe, der skal kulegrave hele området med efterforskning og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn, og navnlig de spørgsmål som knytter sig til afhøringen af barnet.

Sammensætningen af arbejdsgruppen er bemærkelsesværdig. Der er fundet plads til tre børnesagkyndige: En pædagog, en psykolog og en børnelæge. En lignende arbejdsgruppe fra 1995 bestod udelukkende af politifolk og jurister.