Pædagoger falder for modeluner

Carsten Ringsmose vil være som den lille dreng, der i H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" kunne se, at kejseren ikke havde noget tøj på, fordi han var blevet snydt af nogle veltalende svindlere. Han vil råbe til pædagogerne, at de for nemt falder for usaglige og overfladiske modefænomener i pædagogikken og lader sig narre af letkøbte sandheder uden hold i videnskabelige teorier og undersøgelser. Derfor pryder tegningen af den "nøgne" kejser og den klartseende dreng forsiden af cand. rer. soc., tidligere seminarielærer og mangeårige leder af en døgninstitution for utilpassede unge, Carsten Ringsmoses nye bog "Det naive børnesyns fallit - en kritik af myter og illusioner om børns udvikling i hjem, daginstitution og skole".

»Den pædagogiske faglighed skal styrkes og udvikles. Nu er det sådan, hvis man kan sige de fire rigtige ord, er man med på vognen. Fordi man ikke reflekterer, er man beskyttet mod at skulle tage stilling til noget, der er kompliceret. Nogle af de nyere teorier beskytter voksne mod det svære ansvar. De skal bare rose børnene, opbygge deres selvværd og tage udgangspunkt i deres styrkesider. Og derved bliver voksne fri for at sige til børnene: Tag dig nu sammen og lær det her. Jeg påviser, at de naive teorier har det fællestræk, at de gør det muligt for voksne at slippe for ansvaret. Alle voksne, der har ansvar for børn, har en forpligtigelse til selv at tage stilling og have en holdning. Derfor er bogen ikke en handlingsvejledning, men en holdningsvejledning,« siger han.

Carsten Ringsmose kalder nogle af de nye retninger inden for pædagogikken for naive børnesyn. Ordet naiv kommer af det latinske navitus, der betyder medfødt, naturlig eller oprindelig. Han mener, at en række af de nyere synspunkter for eksempel om kompetente børn, selvforvaltning, lystprincippet, "at sætte det enkelte barn i centrum" og leg og læring bygger på myter og illusioner - altså er naive. De mangler et fagligt og velunderbygget grundlag.

»Mange vil være tilbøjelige til at opfatte naivt som et skældsord, men jeg bruger det som en saglig betegnelse. De naive synspunkter er de ureflekterede, mens de faglige er de videnskabelige, systematiske synspunkter, der er reflekteret over og undersøgt på i lang tid,« siger han.



Det naives fallit. Carsten Ringsmose mener, at det naive børnesyn og dermed de senere års børneopdragelse har spillet fallit, fordi den populære idé om at "sætte det enkelte barn i centrum" betyder tab af fællesskabet, som er så vigtigt i børns opvækst. Troen på "ansvar for egen læring" bevirker, at voksne alt for let slipper deres ansvar for børnenes oplæring. Da han læste, at ganske almindelige børn på 10 år fik gammelmandssukkersyge, var det for Carsten Ringsmose et tegn på, at den udbredte holdning, at "børn er kompetente", havde fejlet. Små børn kan ikke selv kan finde ud af, hvornår og hvad de vil spise, og hvornår og hvordan de vil motionere.

»Vi oplever allerede tendenser til selvoptagne, selvovervurderende børn og unge og et skræmmende fravær af sociale færdigheder helt op i voksenrækkerne. Opfattelsen er, at vi er blevet et samfund af individualister, og at man kan gøre lige, hvad man vil. Men der er jeg nødt til at sige: Nej, det kan man ikke. Vi lever i et kompliceret samfund, som er baseret på meget høj grad af gensidig afhængighed, som gør, at vi må lære at fungere i sociale sammenhænge,« siger han.

En af grundene til, at blandt andre pædagoger "forelsker sig" i naive synspunkter, har Carsten Ringsmose fundet en forklaring på hos den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer, der i bogen "De hjælpeløse hjælpere" påviser, at menneskers usikkerhed på eget værd udvikler et behov for at vise, at man er god nok.

»De, der har den største usikkerhed, vælger nogle fag, hvor de kan få lejlighed til at vise, at de er gode. Det vil sige, at de blandt andet vælger pædagogfaget. Og det skaber altså nogle hjælpere, hvis motiv til faglige handlinger er, at de vil være gode ved at være gode ved nogle andre,« siger han.



Lydhørhed og støj. Selvfølgelig skal voksne være lydhøre over for børn, men de skal også være voksne. Det kan ikke nytte noget, at man hører så meget på børnene, at de får opfattelse af, at voksne ikke ved noget. Det gør nemlig børn utrygge, mener Carsten Ringsmose.

»Børn bliver trygge, når voksne kan klare sig selv, og den opfattelse får børn ikke, hvis de voksne skal spørge dem til råds i snart sagt et hvilket som helst spørgsmål. Det er vigtigt, at de voksne er lydhøre, men også at de har en holdning. Så hvis et barn kommer og siger til mig: Jeg vil have en chokolademad mere, så skal jeg sige, at det kan du ikke, for det er usundt. På den måde manipulerer man ikke med barnet, man siger sandheden. Man skal høre på børn og tage deres svar og meninger i betragtning, men det kan ikke nytte, at voksne giver børn det fuldstændigt ubærlige ansvar, at de skal være så kompetente, og derfor overlader alt til dem,« siger han.

Børn i dag bliver ustandseligt spurgt om, hvad de har lyst til. Men de har mere brug for voksne, der vil noget og går foran.

»Det betyder jo ikke, at man ikke skal interessere sig for, hvad børnene interesserer sig for og støtte det. Men derfra er der jo langt til, at man skal indrette alt på børnenes præmisser. Faktisk har jeg moret mig meget over den snak om, at børn skal høres. For jeg har været med til at lave den undersøgelse om støj og indeklima, som BUPL og PMF har stået for. Og derfor ved jeg, at i flertallet af danske institutioner er der så meget støj, at ingen kan høre noget. Og er det så ikke lidt akademisk at diskutere lyd-hørhed?« spørger Carsten Ringsmose.



Kompetente børn skal stadig lære. Et andet udbredt fænomen af den naive og ureflekterede slags er, at vor tids børn er så utroligt kompetente. Carsten Ringsmose mener, at Jesper Juul og andre har overfortolket på teorierne. For hvor kommer det med kompetente børn fra?

»Det kommer fra nogle fremskridt, man på et tidspunkt har gjort i spæd-børnsforskningen, hvor blandt andre J. Bruner og Daniel Stern fandt ud af, at det lille barn ikke bare opfatter den omgivende verden som et inferno af lyd og lys, men kan kende mor. Og på den baggrund siger man, at barnet er mere kompetent, end man før havde troet, og det er jo også rigtigt. Men så går der inflation i begrebet, og pædagoger og for-ældre bliver forelsket i det. Jesper Juul har bildt folk ind, at børn ved det hele på samme måde som voksne, hvilket jo er nogle absurde og ubegrundede udtalelser. Han siger, at børn har visdom, de mangler bare erfaring. Men man kan ikke være vis, hvis man ikke har noget at have sin viden i.«

I stedet for at tale om kompetencer mener Carsten Ringsmose, at man skal tale om, at barnet har eller mangler

sociale færdigheder, at barnet har eller mangler motoriske færdigheder, og at barnet har den eller den viden og de og de færdigheder.

»Nogle af kompetencefortalerne taler om "dengang vi ikke vidste, at børn var kompetente". Men det betyder bare, at vi ikke før nu ved, at børn altid har været kompetente? Så det, der ligger i udtrykket, er en korrektion af den måde, man traditionelt har opfattet børn på. Det gør selvfølgelig, at man skal forholde sig til dem på en anden måde, men der er et kæmpeskridt derfra og så til, at man skal spørge børn, hvordan man skal drive en vuggestue. Børn ved lige så lidt, som de altid har vidst. De skal stadig lære det, de altid har skullet lære.«



Mig selv og fællesskabet. Carsten Ringsmose er bekymret over, at børn i dag har et skræmmende fravær af sociale færdigheder. Hovedårsagen er, at der i løbet af meget kort tid har været den udvikling, at der ikke bliver født så mange børn.

»De sociale færdigheder lærte man førhen i en søskendeflok, men nu er den afskaffet, og det er hovedårsagen til, at børn ikke lærer de færdigheder i dag. Og de lærer dem ikke i børnehaven, fordi sociale færdigheder er noget, man lærer mellem ligestillede, og i institutionerne reguleres børnenes adfærd i for høj grad af de voksne. Derfor er det ikke så godt, at i de år, hvor det her problem vokser frem for øjnene af os, har vi af andre grunde modebølgen med børns selvforvaltning. Hvis børnene skal lære sociale færdigheder, skal det ske i fællesskabet - ved fælles lege, holdlege, og når de opfører teater sammen, hvor omstændighederne tvinger børnene til selvregulering,« siger han.

Hvis man i stedet for at bruge modeordet "sæt det enkelte barn i centrum", havde proklameret: "Afskaf fællesskabet mellem børn", så ville mange sikkert have taget afstand fra det og aldrig accepteret det, mener Carsten Ringsmose.

»Det er pædagogernes opgave at fortælle forældrene, hvad barnet kan lære i fællesskabet, og at det, de lærer, er vigtigt for deres udvikling. For forældrene er enebørns-forældre, og de er også blevet præget af nyindividualismen.«

Den svage forældreholdning, som efter Carsten Ringsmoses mening er så udbredt i dag, bidrager også til at give børnene dårlige sociale færdigheder. For hvis man har den opfattelse, at børnene faktisk er født med sociale færdigheder, og at de udvikler sig af sig selv, så afholder man sig fra at lære dem de færdigheder.



At vende tingene om. Carsten Ringsmose maner til, at fagfolk som pædagoger begynder at udvise bare mindstemålet af kritisk sans over for de nye tendenser, de bliver bombarderet med. Et enkelt modspørgsmål kan ofte afdække et udsagns uholdbare indhold.

»For eksempel har Erik Sigsgaard engang i et interview sagt, at børn ikke kan lide at være spærret inde, hvortil jeg så spørger: Skal vi da lukke dem ud? Allerede ved at stille det spørgsmål laver man minimum af, hvad man kunne kalde refleksion, og så falder Sigsgaards synspunkt jo til jorden. For selvfølgelig skal børn da være lukket inde, vi kan jo ikke have dem til at løbe rundt ude på motorvejen, i junglen eller på jernbaneterrænnet. Det, vi skal diskutere, er: Hvordan må indespærringsgraden være? Hvor mange kan vi have på den plads, der er? Det andet er naivt, fordi det bliver en påstand, der ikke er reflekteret over.«

At sige, at man vil opdrage børn efter lystprincippet, er et andet naivt syn på børneopdragelse, mener Carsten Ringsmose.

»For allerede ved den første simple refleksion vil man opdage, at det forholder sig modsat, opdragelse går ud på at tilsidesætte lystprincippet og erstatte det med fornuftsprincippet. Og så kommer hele den faglige diskussion om, hvordan vi kan gøre det. Alt andet er jo himmelråbende naivt. Man kan godt spørge børn, om de kan lide at blive opdraget, men det er meningsløst at spørge dem, om det er godt at blive opdraget, for hvor skal de vide det fra. Opdragelse er noget, der sigter på at frembringe et resultat, de ikke er nået frem til endnu.«

Inspireret af August Strindberg siger Carsten Ringsmose, at han er villig til at vende op og ned på alt for at se, hvad der er i bunden.

»At vende tingene om er faktisk en ret god metode, for det bidrager ofte til at gøre synspunktet fagligt. Nu er det sådan, at enten giver man børnene selvforvaltning, eller også er man autoritær. Jeg mener, at man skal kunne differentiere noget mere. Folk, der er bange for at skille sig ud og bange for ikke at vise, hvor gode de er, kan ikke rumme de nuancerede synspunkter, og derfor får diskussionen et præg af forsvar mod at blive indvolveret i noget, der er kompliceret. Men pædagoger må vedkende sig, at pædagogik er et spørgsmål om at kunne se nuanceret på tingene. Vi kan ikke bare tage stilling til, om børn må spise deres madpakke, når de har lyst. Det kommer an på, hvem det er, hvornår det er, og hvor det er, og sådan er det i alle forhold. Det handler om at vide noget om børn, selv at turde tænke nuanceret og turde påtage sig et ansvar.«



Blå Bog

Carsten Ringsmose er født i 1942 og tog en socialvidenskabelig uddannelse fra Odense Universitet i 1977. Har siden været seminarielærer og ekstern censor i mange år. Var leder af en lille institution for svært adfærdsvanskelige børn og unge i 15 år, og derfra stammer hans indgående kendskab til børn. Derudover er han selv far til fire og bedstefar til tre. Har været ansat på DLH og været med til at søsætte efteruddannelsen af pædagoger, der senere førte til oprettelsen af DPH. Carsten Ringsmose har været tilknyttet Center for Småbørnsforskning og har blandt andet lavet undersøgelse om småbørns dødsulykker i daginstitutioner. Har siden 1997 arbejdet freelance, og udover skriverier i aviser og tidsskrifter holder han over 100 foredrag om året i institutioner og ved konferencer.

Bogen "Det naive børnesyns fallit" er udgivet på forlaget Dafolo og koster 198 kroner.