Pædagog: - Thomas ved jeg er hans allierede

Når femårige Thomas bliver ked af det, løber han som regel ind til Lone på Zebrastue. Thomas ved nemlig, at pædagog Lone Pilehave stadig er der for ham, selv om han netop er flyttet fra specialgruppen ind på Bavianstuen, en almindelig stue. Han fungerer nu som et normalt barn uden symptomer. Lone Pilehave lærte Thomas at kende i november sidste år, da hun startede i børnehaven Børnehuset Sjælsø i Birkerød, hvor hun er del af personalet i specialgruppen på Zebrastuen. Da var han fire et halvt år gammel. Thomas er adoptivbarn fra Indien, og havde været i en almindelig børnehave, siden han var knapt to et halvt. På grund af følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer blev han tilbudt plads i en specialgruppe i børnehaven Børnehuset Sjælsø i Birkerød. Han fungerede dårligt i starten, da han kom til specialgruppen, fortæller Lone Pilehave:

»Når vi spiste frokost, sad han uroligt på stolen, spildte mælk og måtte mange gange holdes fast, eller vi måtte tage ham væk fra bordet for ikke at forstyrre de andre børn. Han forstyrrede også sig selv meget. Han havde ingen fysisk ro, var ukoncentreret og drillende i sin adfærd.«

Pædagogerne forsøgte at dæmme op for uroen i gruppen:

»I starten prøvede vi simpelthen at tage ham væk fra de andre børn. Vi var heller ikke for mange pædagoger på det tidspunkt,« fortæller Lone Pilehave.

»Men der kom ikke så meget ud af det, andet end at han så ikke forstyrrede de andre. Han fik ikke selv ro af det,« fortæller hun.



Fysisk urolig. Lone Pilehave og hendes kolleger havde i starten svært ved at blive klog på Thomas og var ikke helt sikre på, hvad de skulle gøre:

»Men jeg vidste selvfølgelig nogle ting, jeg vidste godt, at det var vigtigt at fastholde ham fysisk - ikke voldeligt, vel - men for at han kunne få noget ro. Og det var også vigtigt at prøve at få øjenkontakt med ham, for det var han også dårlig til - han kiggede alle andre steder hen. Han kunne ikke lide hverken at blive holdt fast eller at have øjenkontakt. Han syntes, det var væmmeligt,« fortæller Lone Pilehave.

I børnehaven snakkede personalet på møder meget om, hvad der mon var galt. De talte også med hans forældre om, at de skulle være tydeligere i deres grænser overfor Thomas. Det var ikke tydeligt for pædagogerne, at Thomas led af følelsesmæssige skader som følge af sit tidlige liv på et børnehjem og uden en mor. Symptomerne på tidlig følelsesmæssig skade - eller tidlig frustration i psykologens fagsprog - kan være meget forskellige. Måske snød det også, at han kom fra en god baggrund:

»Det undrede mig meget, hvorfor han var så urolig, fordi forældrene virker meget rolige,« siger Lone Pilehave, som tænkte, at børnehaven nok var et stort hus at forholde sig til for ham. Da der også på det tidspunkt var megen uro i gruppen, mente hun, at han måtte have noget ro.



Pædagog som vidne. Lone Pilehave kendte ikke noget til holding-terapi, før psykolog Ulla Idorn gav hende noget læsestof om det lige efter nytår. I februar var hun til en temadag om holding med børnepsykiater Bent Claïsson, arrangeret af kommunen. Han viste en video og fortalte, hvordan holding kan bruges. I mellemtiden besluttede Thomas forældre sammen med psykolog Ulla Idorn og specialgruppens team, at familien skulle i holding-terapi. Lone Pilehave kom med på sidelinjen i terapien. Under den første session iagttog hun især Thomas kropssprog og lagde mærke til, at han blev meget urolig og så trist ud, da Kirsten Jensen sagde til Thomas, at hun kunne blive i tvivl om, hvorvidt han ville have hende som mor. Thomas var i indre konflikt. Han havde en gang mistet en mor, og spørgsmålet var, om han turde tro på, at en anden mor ikke også ville forlade ham.

Pædagogens rolle er overordnet set at være bindeled mellem Thomas, hans børnehaveliv og hans forældre i terapiforløbet. Lone Pilehave iagttager og noterer under sessionen og fortæller bagefter sine iagttagelser til forældrene og terapeuterne. Ulla Idorn og Bent Claïsson bruger dette og hendes iagttagelser fra hverdagen i børnehaven i den faglige tolkning. Tilsammen er de et reflekterende team, der hjælper Thomas fra hver deres ståsted.

»Jeg tror, det betyder meget for Thomas, at han ved, at jeg er vidne til det, han oplever,« siger Lone Pilehave.



Imponeret af Thomas. Lone Pilehave synes, det har været meget givende at være med i terapiforløbet:

»Jeg har fået en helt, helt anden forståelse af Thomas og af hans reaktionsmønstre i kraft af hans livshistorie.«

Hun er meget imponeret af ham og af hans måde at arbejde med sig selv og sin familie. Hun giver et eksempel fra en session hos Bent Claïsson:

»Thomas er ved at lave en tegning, mens Bent står og snakker med hans forældre. Han hører hvert et ord, han tager det hele ind. Pludselig spørger han Bent: "Hvad betyder det?". Han forstår selvfølgelig ikke de store lange fremmedord, men han kan se, at hans forældre arbejder, og han arbejder selv, det er helt klart. Han er helt bevidst om, at det, de siger, drejer sig om ham og hans forhold til hans forældre,« er Lone Pilehave ikke i tvivl om.

Thomas er god til at tegne, siger hun, og han er god til at fortælle detaljeret om, hvad der er på tegningerne, hvad personerne gør, hvorfor de gør det, og hvordan de har det, mens de gør det, fortæller Lone Pilehave:

»Efter den første samtale blev han bedt om at tegne en ridderborg med en konge og en prinsesse og en dronning. Og da var det klart, at den borg var meget lukket. Man kunne ikke komme ud af den. Der var dog en nøgle i døren, så det var muligt at komme ind. Men her sidste gang blev han bedt om at tegne en borg igen, og nu var der et helt, helt andet lys over det. Man kunne komme ind i borgen - dørene var åbne, selv om de knirkede lidt.«

Det er planen, at Lone Pilehave skal være med på sidelinjen i

terapisessionerne indtil jul.