På ferie fra elendigheden

Tonsvis af brugt tøj er ved at forvandle sig til sirlige bunker, som 18 russiske stråleramte og socialt belastede børn kan tage med hjem til børnehjemmet i Orel. De ankommer med to flade plastikposer til de 24 dages ophold og tager herfra med en grøn sportstaske fra ASF Dansk Folkehjælp fyldt med tøj til dem selv og de kammerater, der måtte blive hjemme. Resten af tøjet, som er indsamlet blandt skolens og fritidshjemmets forældre og børn, lægges i store sække og bliver taget med til børnehjemmets lager, så det sparsomme budget i stedet kan bruges til mad og andre fornødenheder.

De 18 børn er en del af en gruppe på 480 Tjernobyl-børn, som denne sommer er fordelt over hele Danmark, hjulpet af et samarbejde mellem den russiske regering, den russiske hjælpeorganisation

Blagovest og ASF Dansk Folkehjælp.

Det er pædagog Per Kristiansen, der har taget initiativet til at forvandle Kirkevejens Fritidshjem, hvor han arbejder, til et ferieparadis for de 18 børn. Han har på syvende år videreført kontakten til Orel-børnehjemmet fra sin tidligere arbejdsplads på Frederiksberg. Han mener, at de 600.000 glemte børn i katastrofe-området har krav på, at omverdenen husker dem og hjælper dem i deres uforskyldte nød. For ikke nok med at de fleste børn har problemer med deres skjoldbruskkirtel og dermed immunforsvaret, de er også fjernet fra forældre, der enten er syge af strålingen, er alkoholiserede eller har store sociale problemer på grund af systemskiftet i Rusland. Mange af børnenes forældre sidder i fængsel, og ingen af dem kommer hjem til deres familie igen.

»Det er et lille stykke pædagogisk og humanitært arbejde, vi laver her. Børnene får nogle ugers fred for deres problemer, de skaber venskaber med vores børn, de oplever lidt luksus som kød næsten hver dag, lommepenge og is, og de får gode oplevelser fra de ture, vi tager på. I den korte tid, de er her, ser vi, at de bliver mere positivt indstillet. De bliver mere glade i hovedet, og det har en positiv indflydelse på deres helbred, viser undersøgelser, som er lavet i løbet af de sidste 10 år,« siger Per Kristiansen.

Opholdet på fritidshjemmet finansieres af Dragør Kommune med en ekstrabevilling på 38.000 kroner, som hovedsageligt går til mad, ture og sparsomme lommepenge til børnene. Desuden har mange lokale givet mad, tøj, penge og åbnet deres hjem for børnene. Blandt andet har en af pigerne på fritidshjemmet tømt sin sparegris for 400 kroner, som skal gå til is, og DFDS har sponsoreret en rejse til Oslo.



Øjnene fortæller. Da Børn&Unge besøger Kirkevejens Fritidshjem, der til dagligt huser 135 børn, er de danske børn sendt i biografen, mens de russiske børn boltrer sig på den rigelige plads. Men ellers er danske og russiske børn sammen hver dag, og de leger sammen trods sprogvanskelighederne. Tegnsprog benyttes flittigt, og nogle af børnene kan lidt engelsk, som de prøver af.

Pigerne tager sig i dag af tøjpakningen, og hver dag sørger alle børn for, at der er rent og pænt i de to rum, hvor de sover på drømmesenge. Nogle drenge øver sig på stylter, rulleskøjter og cykler. Legetøj, som de ikke kender hjemmefra, men som de ved en målrettet indsats hurtigt bliver virkelig ferme til at bruge.

Børnene er mellem otte og 13 år, og det ses tydeligt på dem, at de ikke er i en god ernæringsmæssig stand. De er mindre af statur end deres jævnaldrende danske kammerater, og problemerne, der trods alt ikke helt er blevet hjemme i Rusland, kan ses i deres øjne. De er meget ældre, end de børn de tilhører. Melankolske øjne stirrer udfordrende og spørgende og afslører, at de allerede har set mere, end godt er.

Leder Margrethe Ness-Schmidt mærker dog tydeligt en forskel fra begyndelsen af måneden, da børnene ankom.

»Nu kommer de til os, de tør at kontakte både børn og voksne. I begyndelsen var de meget tilbageholdende, men nu kommer de også ind til mig på kontoret, og et par gange har jeg fået spontant knus. Vores børn var selvfølgelig også generte, og de er lige så forskellige som de russiske børn, nogle er gode til kontakt og går lige i flæsket på gæsterne. En dreng kom en dag og sagde til mig: "Nu har jeg fået 10 russiske venner" Vi ser ingen konflikter, og det er fint at se, at de russiske børn faktisk er meget bedre til at ordne de indbyrdes konflikter. De kan godt skændes, men som regel trækker en af dem sig, og så er konflikten ude at verden. Man kan se, at de er vant til at klare mange ting selv,« siger hun.



Elendige forhold. Den dag i 1986, da den ene reaktor på atomkraftværket i Tjernobyl nedsmeltede og sendte store mængder af radioaktivt støv op i atmo-sfæren, var vindretningen uheldig for byen Orel cirka 500 km væk. Regnen fordelte strålingen klatvis, så kun dele af området blev ramt. Men det har givet mange sociale-, ernærings- og sygdomsmæssige problemer. Og folk i den region, hvor Orel ligger, føler, at de er glemt af regeringen i Moskva - kun 350 km borte. Selv om de børn, der nu besøger Danmark, ikke var født i 1986, er de alle præget af den genetiske arv fra deres mødre, af den baggrundsstråling, som stadig er i området, og af fattigdommen, som ingen kan flygte fra.

Børnehjemmet, som børnene kommer fra, er ét af 14 i regionen, og der kommer ikke penge nok fra regionens administration. Det betyder, at de bygninger, som børnene bor i, er meget forsømte. Per Christiansen har ved selvsyn kunnet konstatere, at for eksempel toiletforholdene er lige så elendige, som dem vi i TV har set fra rumænske børnehjem. Skolen, som børnene går på, er sat i stand, men endnu er det ikke blevet prioriteret at ordne forholdene, hvor børnene bor. De sover på sovesale med seks børn på hver, og de skal selv sørge for at holde dem og de slidte og rustne toiletter "rene".



Et H.C. Andersen-eventyr. Lyudmila Kononova er pædagog på børnehjemmet, der har plads til 270 børn mellem syv og 18 år, og hun er sædvanligvis ansvarlig for 20 børn på 15-16 år. Det betyder, at hun tager sig af dem fra kl. 7 til 9 om morgenen, inden de går i skole, og igen fra kl. 13 til 21. Om søndagen arbejder hun fra kl. 7 til 21. Lyudmila Kononova har arbejdet på børnehjemmet i 10 år, og hun

indrømmer, at det er hårdt at følge disse børns skæb-ner og det faktum, at de synes glemt af politikerne i Moskva. Enten holder man ud indtil pensionen, fordi man synes, at arbejdet er vigtigt, eller også holder man op efter et år eller to. Det sidste har hun set ske mange gange.

I syv år har Lyudmila Kononova brugt noget af sin sommer på at følge børn til Danmark, og de, der må blive hjemme, får udførlige beskrivelser af, hvordan H.C. Andersens land er. På skolen har de lavet et lille Danmarks-museum med mange billeder, beskrivelser og souvenirs fra besøgene.

»Børnene oplever det som at være en del af et eventyr, når de er her. De kender alle H.C. Andersens eventyr, og de kender hans liv, og de synes, at det er et helt fantastisk land, han kommer fra. Det er lærerigt for dem at se, hvordan man kan bygge et samfund, der tager sig af alle, også dem, der har det dårligt. De ser, hvordan man kan leve på en mere civiliseret måde, og hvordan relationerne mellem børn og voksne kan være mere frie og omsorgsfulde. Vores håb er, at når de vokser op, vil de huske, hvad de har set, og bruge det til at ændre tingene i vores land,« siger hun.

Lyudmila Kononova sammenligner børnene med computere, som skal programmeres:

»Her i jeres land får de det bedste program ind på deres computere. Vi har oplevet, at nogle af de store børn, som for længst er rejst fra os, men som besøger os, fordi vi er det eneste, de har, endnu kan fortælle i detaljer om det, de har oplevet her.«