Overfaldet af pigebande
Overfaldet af pigebande
Når Ditte tænker tilbage på den tirsdag i marts sidste år, hvor hun blev offer for en gruppe pigers meningsløse vold, er det stærke billeder, der fremkommer.
»Jeg ser mig selv ligge på jorden. Jeg bløder fra næsen og øjenbrynet og er næsten bevidstløs. I mere end en time har jeg fået så mange spark og slag i ryggen, i siden og i ansigtet, at jeg næsten ikke føler smerten længere. Jeg har opgivet at flygte og venter bare på, at de holder op,« fortæller Ditte.
Gruppen på fire piger, der dengang udgjorde pigebanden Gangzter Bitchez, holdt først op med at slå og sparke, da Dittes venner fandt hende uden for ungdomsklubben i Århus vest. Før overfaldet havde Ditte og vennerne hyggesnakket i klubbens sofahjørne, og Ditte skulle bare på toilettet, da hun mødte pigerne.
»De plejer ikke at komme i klubben, så jeg blev overrasket over at se dem, og jeg havde slet ikke ventet, at de var kommet for at tæve mig,« siger Ditte.
Men det sandede hun, da en af dem kaldte hende "luder" og stak hende det første slag på tindingen. Herefter blev hun hevet med uden for, hvor smerten og angsten dannede de billeder, der stadig plager hendes tanker.
De tog min frihed. »I dagene efter overfaldet græd jeg hele tiden og ville bare sove. Men jeg var øm over hele kroppen, og det var svært at finde en stilling, som ikke gjorde ondt at ligge i,« fortæller Ditte.
I to uger var Ditte hjemme fra skole, og da hun igen var i stand til at holde på en blyant, fyldte hun ti sider i sin dagbog med sætningen: "Jeg hader dem, jeg hader dem, jeg slår dem ihjel".
»Jeg var så vred, og min bror, min fætter og flere af mine ældre veninder ville alle sammen finde pigerne og banke dem. Det viser jo, hvor meget mine venner holder af mig, og det varmede, men jeg talte dem fra at gøre hævn, for så ville jeg jo ikke være spor bedre end pigerne, der bankede mig,« siger Ditte.
Det ligger ikke til Ditte at bruge vold, men selvom hun ikke vil hævne sig, tilgiver hun aldrig Gangzter Bitchez.
»Pigerne boede sammen på en døgninstitution i Gellerup. De har sikkert oplevet vold i deres egne familier og savnet en mor og far, men jeg kan ikke have ondt af dem, når de reagerer med at tæve nogen. De tror selv, de er smarte, men hvordan skal man respektere en pige, der kalder sig selv bitch? De ødelægger det for dem selv,« mener Ditte, der føler, at de også har ødelagt meget i hendes liv.
»Jeg blev høreskadet på det ene øre og kan ikke tåle høje lyde. Til koncerter må jeg have ørepropper i. Men det værste var følelsen af ikke at kunne gå til fester eller komme i klubben af frygt for at møde dem igen. Jeg føler, at de tog min frihed fra mig,« siger Ditte, der længe gik til psykolog for at dæmpe angsten.
Telefontrusler efter overfaldet. Ditte havde hørt om pigerne, som var foragtede over hele byen, men hun kendte kun en af dem personligt.
»Jeg gik i parallelklasse med den ene af pigerne i de små klasser, men hun var ikke en, jeg nogensinde talte med,« fortæller Ditte, der til trods for det efter overfaldet modtog et personligt brev fra pigen.
»Hun skrev, at hun nu var blevet klar over, hvor meget jeg betød for hende, og at jeg var hendes veninde. Men hun ville vel bare have tiltalefrafald,« siger Ditte.
De andre piger reagerede anderledes truende og ringede tre gange til Ditte med trusler om, at hvis hun meldte overfaldet til politiet, så vankede der flere bank.
»Har du ikke fået nok, truede de, men resultatet blev, at de både blev meldt for grov vold og for trusler mod vidne,« siger Ditte, der med hjælp fra klubfolkene meldte overfaldet allerede den aften, det var sket.
Alligevel gik der fem måneder, før sagen kom for retten. I al den tid havde Ditte kun mødt pigerne i sine natlige mareridt, og nu oplevede hun dem i retten sidde og grine af det, de havde gjort.
»Jeg er chokeret over så kolde, de var. De var pisseligeglade og vendte sig og grinede min mor lige op i ansigtet, når de skulle fortælle om slagene. Jeg kan overhovedet ikke sætte mig ind i deres syge tanker. De forklarede, at jeg havde sagt til en af deres veninder, at de var billige og grimme, men jeg kender ikke nogen veninde, som de kender. Det er bare en dum undskyldning for at slå på nogen, fordi de ikke har andet at lave,« siger Ditte.
Ditte går i 9. klasse, og på fredag skal hun aflevere en projektopgave om vold, og emnet er selvvalgt.
»Jeg vil gerne fortælle, at vold, som den jeg har oplevet, aldrig er retfærdig,« siger Ditte.
Det var også, hvad retten dømte i tre af tilfældene. To af pigernes domme lød på at følge en socialpædagogisk behandling i to år. Den tredje pige fik tre måneders betinget fængsel. Den fjerde pige var under 15 år, og hendes sag blev overgivet til de sociale myndigheder.
Det r ikke så'n, at vi bare går rundt og tæver folk for sjov. S d r noget folk har fået helt galt fat i. Hvis man banker nogen, r d aldrig uden grund vel?. Hvis man har nogle gruppeopgør, eller der r nogle, der generer ens venner, må man gøre noget ved d, og hvis den blide måde ikke virker, må man jo ty t hårdere midler. Før jeg kom ind i banden, var jeg en flittig, stille og lille pige med pandehår og styler tøj fra O.N.L.Y. Nu er jeg en høj, vild tøz med den mest provokerende attitude. Hvis nogen så meget som snakker ondt om mine venner, skal de komme t at bøde for d. Men der r jo også noget, der hedder psykisk terror. Det kan få folk endnu mere ned med nakken, end et par slag. Slagsmål ændrer intet, der bliver bare mere had mellem personerne. Efter at have været i banden cirka et halvt år var jeg en helt anden person. Jeg var begyndt at stjæle. Jeg stak af fra mine forældre, for at tage t fester med de andre, og jeg var stort set aldrig i skole. Jeg ændrede tøjstil til hiphop/skater, og fik et større temperament. Gruppen startede egentligt bare med, at vi var fire piger, der hang ud sammen i det lokale center. Så kom der kærester, så kom der nogle af deres venner og så deres kærester. Vi endte på en 20 stykker. Men d udviklede sig mere og mere, og til sidst sagde jeg og min bedste veninde stop.. d var gået alt for vidt. Drengene ville lave hærværk, male graffiti og smadre forskellige ting.
Mail til Børn&Unge fra anonym pige på 14 år. Pigens navn er redaktionen bekendt.
Piger haler ind på drenge
Piger bliver mere kriminelle. Og drenge bliver mindre kriminelle. I hvert fald når det gælder børnekriminalitet (kriminalitet begået af børn under 15 år). Det viser de seneste tal fra Rigspolitiets kriminalregistre. I 1980 tegnede pigerne sig kun for 382 af politiets 3.231 indberetninger om børnekriminalitet. I 1999 stod der piger bag hele 909 af i alt 3.231 indberetninger. Cirka halvdelen af indberetningerne drejer sig om butikstyveri. Resten fordeler sig på lovovertrædelser som hærværk, vold og besiddelse af euforiserende stoffer.
Kilde: "Seje tøser - stakkels piger", af Per Straarup Søndergaard. Kroghs Forlag 2003.