OMVERDENEN OM BUPL - 10-tal med pil opad
OMVERDENEN OM BUPL - 10-tal med pil opad
Folk, som i det daglige plejer omgang med BUPL, har et overvejende positivt indtryk af organisationen. Når de skal beskrive den, bruger de tillægsord som "konstruktiv", "velforberedt", "stor faglig viden", "nytænkende" og "dagsordensættende".
Malurt dryppes der dog også i bægeret. Der er dem, der mener, at BUPL ikke udnytter sine potentialer godt nok og ikke har så meget gennemslagskraft i den børnepolitiske debat, fordi man bag udspillene fra Blegdamsvej aner en fagpolitisk dagsorden. Nogle har på fornemmelsen, at BUPL desuden er ved at falde tilbage til de for en faglig organisation traditionelle sysler. Og det er ikke ment som en ros.
Skudsmålene fremgår af en undersøgelse, som Nellemann Konsulenterne A/S har foretaget blandt folk, som er up to date med BUPL's gøren og laden. Det er på det lokale plan politikere og ansatte i kommunale forvaltninger, mens det på det centrale er medarbejdere fra Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening.
En repræsentant fra Huset Mandag Morgen, som BUPL ved flere lejligheder har arbejdet tæt sammen med, og fra dagspressen udtaler sig også.
Da i alt kun 25 personer har været i forhør, tør Nellemann Konsulenterne ikke kalde undersøgelsen repræsentativ, men der er dog, siges det, grund til at antage, at den angiver nogle tendenser.
Pæne karakterer. Samarbejdet på det lokale plan lader til at virke fint. BUPL's fagforeninger får ord for at være positive, konstruktive, velforberedte, godt inde i sagerne og fleksible i den forstand, at de gerne kommer med forslag til nye måder at løse problemer eller sager på.
Evnen til at gøre sig synlig i den børnepolitiske og fagpolitiske debat får en mere blandet bedømmelse. Hvor forbundet BUPL opleves som aktive og positive, er der en tendens til at opfatte de lokale fagforeninger som mere defensive. "Reaktive" er ordet, der bruges.
Folkene i pædagogområdets fagministerier - Undervisningsministeriet og Socialministeriet - uddeler også pæne karakterer. De positive ting, der siges om forbundet, er omtrent de samme, som kommunernes folk hæfter på fagforeningerne: Konstruktiv, velforberedt, kompetent. Ministerierne betegner i øvrigt BUPL's udspil som i reglen velunderbyggede og forbundets optræden i pressen som afbalanceret.
Den opfattelse deles ikke helt i Kommunernes Landsforening, KL. Her er vurderingen, at BUPL er god til at gøre sig synlig, men at man afstår fra en egentlig indholdsmæssig debat for i stedet at hyppe fagpolitiske kartofler. KL oplever desuden, at der i forhold til BUPL er færre både politiske og sekretariatsmæssige samarbejdsflader end til andre organisationer. Bedre er det dog blevet over de seneste 15 år. Frem til 1986, da den "kommunistiske" epoke i BUPL sluttede, var opfattelsen i KL, at BUPL var i nærheden af at være den mest vrantne organisation overhovedet.
Udmærket, men rutinepræget. Pressens opgave er at forholde sig kritisk til hvad som helst, og den ene journalist, som optræder i undersøgelsen, lever på smukkeste måde op til professionsidealet.
BUPL henvender sig i modsætning til andre organisationer ikke af sig selv til pressen med de gode historier, det går glimrende med at få forbundsformand Bente Sorgenfrey i tale, mens det bliver vanskeligt, hvis man skal have fat i andre i BUPL-huset, og i øvrigt forsømmer man at nyttiggøre den viden og ekspertise, som medlemmerne ligger inde med, lyder kritikken fra dagspressens talsmand, som har bemærket, at BUPL synes på vej tilbage til en mere traditionel fagforeningskultur.
Samme konklusion er Huset Mandag Morgen kommet til. Her siger man, at BUPL har et stort potentiale, modet, ressourcerne og styrken til at tænke nyt, men man tvivler på, at viljen til at gå nye veje er forankret i organisationen.
På baggrund af Nellemann Konsulenternes undersøgelse er Børn&Unge nået frem til, at præstationen er til et 10 tal med pil opad. 10 gives for den udmærkede, men noget rutineprægede præstation.