Olympiske lege i børnehøjde

500 børn i Århus dyster hvert år i vinter-OL for skolefritidsordninger. I år er det 12. gang, legene finder sted, og børnene har forstået det olympiske budskab: Tab og vind med samme sind

Vi lover, at vi vil kæmpe retfærdigt. At vi ikke vil snyde. At vi retter os efter dommeren og ikke bliver sure, hvis vi taber. Men så skal dommeren også dømme retfærdigt! Vi lover, at vi ikke er dopede eller har indtaget andre stoffer end cola og slik."

Ti-årige Lasse Tougaard og jævnaldrende Saad Jama fra Engdalskolen i Brabrand er på en vigtig mission. De er udvalgt til at aflægge den olympiske ed i forbindelse med vinter-OL for SFO'er i Århus Kommune. Deltagere fra 12 skolefritidsordninger - i alt cirka 500 børn - er mødt kampklare frem og lytter til den højtidelige ed, der efterfølges af bragende bifald.

Børnene har netop overstået indmarchen. Skole for skole er de skridtet ind med bannere og OL-kasketter i hver sin farve. Nu har de taget opstilling foran podiet, hvorfra medaljerne af ædelt metal skal overrækkes senere på dagen.

De er blevet budt velkommen af SFO-leder Gitte Nielsen. De har set kammeraten Lasse Lomborg tænde den olympiske ild. De har sunget vinter-OL-sangen. Og de har hejst den olympiske fane. Nu mangler de bare at sende hundredvis af balloner til vejrs, så er legene i gang.

Væksthuset på Engdalskolen i Brabrand står bag det ambitiøse arrangement. For 12. år i træk inviterer institutionen samtlige SFO'er i Århus til de olympiske børnelege, der med tiden er blevet en længe ventet tradition.

Discipliner som curling, hockey og bowling er faste gengangere, men arrangørerne bestræber sig på at finde nye udfordringer hvert år. I år er kajakstafet på programmet for første gang. Desuden kan børnene dyste i blandt andet ski-kicking, ballebold, ballondart, bueskydning og

mooncar med forhindringer.

Arne Poulsen er medlem af Den Olympiske Komite og pædagog i Væksthuset. Han har været med i samfulde 12 år og har efterhånden en vis erfaring i at organisere stævnet, der i løbet af dagen får besøg af op mod 1.000 børn, forældre, søskende og venner.

Det er vigtigt, at rammerne omkring stævnet er højtidelige - og følger de officielle regler for en OL-åbning.

"Det betyder meget for børnene, at det foregår på den måde. At der er åbningstale, indmarch, og at der bliver aflagt ed. Det kender de. Det skal have et højtideligt islæt," siger Arne Poulsen og mindes OL i Lillehammer. Dengang lavede TV-Avisen et muntert indslag om de norske vinterlege og de århusianske ditto og krydsklippede mellem de to begivenheder.



Tab og vind. I skolegården gør Engdalskolen og Rosenvangskolen sig klar til en dyst udi floorball - eller hockey som de kalder det - på regnvåd bane.

Rosenvangskolen - med Anton, Kristoffer, Julie og Cecilie - kæmper bravt, men lige lidt hjælper det. Engdalskolen med sorte kasketter slår en proper stav, og inden for det første minut har holdet lagt sig i spidsen med 4-0.

Ved sidelinjen studerer børnene fra Vejlbyskolen interesseret de sorte kasketters teknik. De skal møde holdet i næste runde.

6-0. 8-0. 10-0.

"Læg nu mærke til, hvor godt de spiller sammen. Det skal I også huske," formaner Vejlbyskolens træner.

Kampen ender 14-0, og træner og pædagog Søren Wistisen fra Rosenvangskolen samler sit slukørede hold sammen, og de går lidt til side for at sunde sig.

"I kæmpede godt, men drengene var bare så gode. Det er lidt uretfærdigt, fordi det var et rent drengehold," siger han til holdet.

Otte-årige Kristoffer gør status.

"Det er ikke særlig sjovt at tabe så stort, men man kan ikke vinde hver gang. Man skal også kunne tåle at tabe," lyder det snusfornuftigt. De andre nikker.

På hockeybanen har Engdalskolens netop smagt nederlagets medicin. Vejlbyskolen har fod på modstandernes teknik og vinder en kneben sejr på 4-3.

Nu er det Rosenvangskolens tur til at møde Engdalskolens banemand, og skønt holdet lægger hårdt ud og får bolden i mål to gange, taber de igen. Vejlbyskolen vinder 14-2. Rosenvangskolen er ude af den konkurrence.



Vi vandt guld - tror vi nok. Der er såvel hold- som individuelle discipliner, som børnene kan prøve, når de har tid og lyst. Bueskydning er et af trækplastrene og trækker en pæn kø af unger på trods af den bidende kulde.

Andre kaster sig ud i ski-kicking, hvor to børn på nogenlunde samme højde skal arbejde sammen om både at balancere på et par ski, komme fremad og få skudt tre bolde over målstregen. En udfordring, der kræver, at de holder tungen meget lige i munden.

Andre igen driver lidt rundt og ser på kammeraterne - eller møder venner, de ikke har set i lang tid. I skolegården møder vi Lasse Tougaard og Saad Jami. Duoen, der aflagde den olympiske ed.

Saads hockeyhold er ude af puljen, Lasse går og slår tiden ihjel, inden hans hold skal i felten.

De to herrer er begge drevne OL-deltagere. De går i 3. klasse, så det er fjerde gang, de er med. Begge har prøvet sejrens sødme. Sådan da.

"Da Saad og jeg gik i 1. klasse, vandt vi sølv i hockey. Det var ret sjovt. Sidste år vandt vi ikke noget. Da spillede 2. og 3. klasserne mod hinanden, så vi tabte til nogle, der var et hoved højere end os," lyder det.

Men det er okay ikke at vinde, er drengene enige om. Præcis som de erklærede, da de i fællesskab læste OL-eden op. En sjov oplevelse, som de har øvet sig på flere gange.

"Der var mange, der ikke turde, men jeg ville godt, hvis jeg kunne få Saad med. Det var sjovt at stå på podiet, men også lidt pinligt, fordi de andre børn stod så tæt på," siger Lasse og smutter.

Josefine Madsen og Rikke Lundgaard - begge er syv trekvart år og fra Engdalskolen - går stolte rundt med en flot pokal, de har indkasseret i hockey.

"Dem vi skulle spille mod, var ikke kommet. Så spillede vi mod nogle andre fra 3. klasse, og dem tabte vi til, men alligevel fik vi at vide, at vi havde vundet. Jeg tror nok, vi har vundet guld, men jeg forstår det altså ikke helt," forklarer Rikke.

Pigerne - der i øvrigt er hinandens bedste veninder - går i 1. klasse, og er således med for 2. gang. Sidste år tabte de på bowlingbanen, men det er okay.

"Vi er med for at have det sjovt, og det er okay at tabe. Men i år er vi rigtig glade," siger de to.

Alle skoler i Århus Kommune får budet om at deltage, og 12-13 SFO'er plejer at takke ja.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.