OK02 - Penge På Plakaten

Første delaftale ved OK 02 afsætter 1,4 milliarder kroner, svarende til 1 procent af lønsummen, til indfrielse af specielle OK-krav, udbygning af pensionerne plus noget af "det løse". Alt det rigtigt svære - udbygningen af Ny Løn for eksempel - er udskudt til senere

Forud for forhandlingerne om nye kommunale overenskomster var forbundsformand Bente Sorgenfrey bekymret for, om der ville blive penge til overs til specielle forbedringer for pædagoger og klubfolk. Da store grupper på lønmodtagersiden i KTO - BUPL inklusive - nemlig prioriterer de generelle lønstigninger højest, mens arbejdsgiverne helst vil bruge penge på at udbygge Ny Løn, lå det i kortene, at puljen til forbundenes egne forhandlinger kunne gå hen og blive meget lille. Hvis der overhovedet blev nogen pulje.

Det bliver der, kan det konstateres, efter at parterne fredag den 11. januar ved en syv timer lang forhandling afsatte 0,45 procent til en såkaldt hovedorganisationspulje og 0,55 procent til tværgående formål, først og fremmest pensionsudbygning.

Fra førstnævnte pulje er det, at blandt andre BUPL skal hente pengene, som skal finansiere de pædagog-specielle forbedringer. På lønområdet er det for eksempel ændringer og forbedringer af den nuværende model for Ny Løn, både for assistenter, souschefer og ledere. Selv om puljen på 0,45 procent er under det halve af, hvad den var ved overenskomstfornyelsen for tre år siden, er forbundsformand Bente Sorgenfrey ganske godt tilfreds, omstændighederne taget i betragning.



Fra 0 til 45 procent. Omstændighederne var indtil i fredags, at Akademikernes Centralorganisation, HK og de fleste andre LO-forbund i KTO-fællesskabet trak den modsatte vej. For at få gjort råderummet for de centralt aftalte, generelle løn-stigninger så stort som muligt, var man ikke begejstret for at skulle bruge penge på alt muligt andet.

Arbejdsgiverne indtog, ganske vist af lidt andre grunde, samme standpunkt. Hovedparten af midlerne skal denne gang gå til udbygning af Ny Løn, og derfor kan vi allerhøjst gå med til, at der afsættes en pulje på 0,35 procent, var meldingen herfra.

"Selv om vi er enige i, at der først og fremmest skal satses på det generelle, er 0,35 procent til det specielle for lidt," sagde en front af mellemuddannede FTF'ere med pædagogerne i BUPL, lærerne og sygeplejerskerne i spidsen. Denne uenighed var årsag til, at der mod forventning ikke blev lavet en pulje-aftale allerede 18. december, da det første forhandlingsmøde fandt sted.

»Visse forbund var helst fri, arbejdsgiverne ville give 0,35 procent, og vi endte med at få 0,45 procent, jo, det kunne have været værre,« konstaterer Bente Sorgenfrey.



Fred over land. Hvis det skulle gå, som det plejer, ville det nu komme til slagsmål mellem netop pædagoger, lærere og sygeplejersker om at få det største stykke kage. Det gør der dog ikke denne gang. Det forhindrer en aftale, de tre forbund har indgået. Den siger, at der ikke kan ske skævdeling af midlerne, medmindre parterne er enige herom. Da der roligt kan ses bort fra den mulighed, vil det blive sådan, at BUPL får nøjagtig sin forholdsmæssige andel af puljen, og det vil sige et sted i omegnen af 60 millioner kroner. Den nøjagtige sum fastlægges i løbet af indeværende uge.

Når det er sket, kan der komme gang i sagerne ved BUPL's eget forhandlingsbord, hvor parterne mødes igen den 22. januar. Første møde, som, fordi der ikke var penge på bordet, mest gik med lidt forpostfægtning, fandt sted den 10. januar.

Forhandlere under pres. Gang i den forventes der også at komme omkring KTO-bordet den 25. januar. Grundene er disse:

- Efter en noget træg start er forhandlerne ved at geråde i tidsnød. Aftalen er, at man skal have forhandlet færdig senest med udgangen af februar.

- Finansminister Thor Pedersen fremlægger 29. januar forslag til ny finanslov og formodes derfor at være opsat på at få alt andet af vejen inden da. Det taler for, at der skal snakkes realiteter, når finansministeren den 18. januar mødes med Centralorganisationernes Fællesudvalg, som er forhandlingsorgan for de statsligt ansatte.

- Hvis staten rykker, vil kommunale forhandlere være presset til at rykke med. Hvis de ikke gør det, bliver det nemlig finansministeren, som kommer til at køre med klatten, og det kan de kommunale parter vanskeligt leve med. Dertil kommer, at det er en hidtil uprøvet og formentlig noget risikabel affære at føre overenskomstforhandlinger sideløbende med, at der forhandles ny finanslov.

Derfor forventes det, at forhandlingerne på Københavns Rådhus fredag den 25. januar bliver langvarige.

»Jeg tror, jeg tager soveposen med,« siger forbundsformand Bente Sorgenfrey.



Delaftale om puljer

- Afsættelse af pulje på 0,45 procent af den kommunale lønsum på 144 milliarder kroner til de tre hovedorganisationer: FTF, LO og Akademikernes Centralorganisation. BUPL's andel, som hentes i FTF-puljen, forventes at blive på i omegnen af 60 millioner kroner.

- Afsættelse og delvis anvendelse af en formålspulje på 0,55 procent til tværgående projekter.

Projekterne er blandt andre:

- Bidraget til "minipensionerne" hæves fra 2,4 procent til 7,5 procent. Har betydning for BUPL's gruppe af ikke-uddannede og anderledes kvalificerede. Pensionsordninger på 12 og 13,2 procent forventes desuden forhøjet med 0,5 procent. Har betydning for resten af medlemsgruppen.

- Kompensationen for aftenarbejde ændres, så der gives tre i stedet for to timers afspadsering for hver 37 timers aftenarbejde.

- Sædydelser, det vil blandt andet sige natpenge, forhøjes med samme procentsats som lønningerne.

- 100 millioner kroner bruges på "afbalancering". Den skal sikre, at alle får samme nytteværdi af puljemidlerne.

- Beregningsreglerne laves om, så lønmodtagersiden skal betale mindre for grundlønsændringer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.