Og så til arbejdet

Fusionsprocessen standsede på BUPLs ekstraordinære kongres i sidste uge. I forlængelse af hovedbestyrelsesmødet en uges tid tidligere tiltrådte kongressen at lukke fusionsprojektet. Og uanset om man var tilhænger eller modstander af projektet, er det vigtigt, at projektet ikke har givet anledning til intern splittelse i BUPL.

Et budskab fra generalforsamlingerne til bestyrelserne var: "Vi har tillid til jer, men fusionen køber vi ikke". På samme måde fremgik det af indlæggene på kongressen, at der er brug for en ledelse, der er modig og tør gå foran - også selv om tingene i den sidste ende ikke bliver, som ledelsen havde håbet.



Det er synligt og uden for diskussion, at vi, der gik ind for fusionen, fik en klar knockout.

Men kongressen udtrykte det sådan, at der ikke er nogen grund er til at lede efter syndebukke - det kan ingen af os bruge til noget.

Og i anerkendelse af at en ledelse selvfølgelig skal gå foran, udtrykte en delegeret det på den måde, at der er jo ingen grund er til at sparke hovedet af de champignons, der stikker hovederne op. Pligten til at gå foran, til at være modig er der stadigvæk, og den vil vi fortsat tage på os - også selv om det kan give en lussing

Man kan imidlertid også tolke flere taler på kongressen sådan, at der skal arbejdes ihærdigt i det kommende år. Fusionen med PMF blev af tilhængerne - altså også os - ikke set som et mål i sig selv, men som et middel til at møde nogle af de store udfordringer og krav vi står overfor. Men den ekstraordinære kongres gav - som vi hørte det - også signaler om, at man på kongressen 2002 vil se resultater i form af klare analyser og i forlængelse heraf tydelige pejlemærker for fremtidens BUPL.



Den umiddelbare fremtid rummer en stor udfordring i form af forhandlingerne om OK02. Tilfredsheden med lønsystemet er langt fra overbevisende, og der er store vanskeligheder med at få de lokale lønforhandlinger til at køre tilfredsstillende. Den frustration og vrede, medlemmerne føler i den forbindelse, er helt forståelig, og vi må i den kommende tid også justere det lokale forhandlingssystem, så det mere effektivt kan levere lokale aftaler og lokale lønkroner. Men der er ikke tvivl om, at det er de centralt aftalte, generelle lønstigninger, der skal trække læsset også for det enkelte medlem, og vi vil afvise arbejdsgivernes ønske om, at kun halvdelen af lønudviklingen må ske centralt.

Arbejdsgiverne har ikke gjort det for godt. Mange kommuner har være initiativløse og langsommelige, og mange lokale fagforeninger har følt sig kastet ud i forhandlinger, hvor der hverken var system eller overblik.



Med et solidt mandat fra kongressen til at gå videre med lønstrategien vil vi gøre vort yderste for at få vedtaget OK-krav, der er gode for alle grupper af vores medlemmer.