OECD om daginstitutioner - En stærk start

Daginstitutionerne har i løbet af de seneste 10 år sneget sig højere op på den politiske dagsorden, fordi de betragtes som afgangsstation for den livslange læring. Opgaven med i det daglige at tage hånd om småbørn er i mange lande rykket fra den private til den offentlige sfære. Samtidig med denne forskydning har der været megen fokus på samspillet mellem familierne og de professionelle opdragere.

Det er nogle af de centrale konklusioner i OECD-rapporten "Starting Strong", som belyser, hvordan 12 af OECD's medlemslande løser opgaven med at tage sig af småbørns udvikling og læring. Landene er Australien, Belgien. Tjekkiet, Finland, Italien, Holland, Norge, Portugal, Sverige, Storbritannien, USA og Danmark.

Rapporten, som er en diger sag på over 200 sider, bygger dels på statistisk materiale, dels på iagttagelser, som udsendte eksperthold fra OECD har gjort i de 12 lande.

Gennemgående for alle er, at udviklingen går mod stærkere offentlig involvering på dagpasningsområdet. Det er der både demografiske, økonomiske og sociale årsager til.

"Den stærke vækst i to-indkomst-familiernes antal, primært forårsaget af kvindernes stigende erhvervsfrekvens, gør, at gode daginstitutioner og orlovsordninger for forældrene er vigtige for familiernes velbefindende," hedder det i rapporten, som nævner, at aldrende befolkninger, fald i fertiliteten og det stadig større antal børn, som lever alene med den ene af forældrene, også har været med til at gennemtvinge politisk handling.



Syv tendenser. Selv om de konkrete indretning af dagpasningen varierer fra land til land, hæfter OECD sig ved nogle tendenser, som kaldes tværnationale.

Det er 1) at udvide tilbudene hen imod en tilstand, hvor alle har adgang, 2) forbedre tilbudenes kvalitet, 3) nå frem til en sammenhængende og koordineret politik for området, 4) finde frem til strategier, der sikrer de nødvendige investeringer, 5) forbedre personalets uddannelsesniveau samt løn- og arbejdsvilkår, 6) udvikle passende pædagogiske værktøjer og 7) engagere forældre, familier og lokalsamfund i arbejdet.

For stort set alle de undersøgte lande gælder, at der - enten i daginstitutions- eller skolesystemet - er ved at være fuld dækning for aldersgruppen fra tre til seks år. Skolestartsalderen varierer fra fire til syv år, hvilket betyder, at børnene i nogle lande går mindst tre år i daginstitution, mens de i andre går der højst tre år. Mindstemålet af ambition synes at være, at børn får to år i et offentlig finansieret dagpasningstidbud, inden de kommer i skole.

Kvalitets-dimensionen får denne OECD-bemærkning med sig på vejen: "Uanset hvilken finansiel strategi man har valgt, så er det klart, at solide offentlige investeringer er nødvendige for udviklingen at et rimeligt og ressourcestærkt system af kvalitetstilbud."



Lav løn og status. Landene følger to hovedretninger ved bemandingen af deres institutioner. Enten lader man læreruddannede tage sig af børn over tre år og overlader de endnu yngre børn til lavere uddannet personale, eller også gør man som i Danmark: Lader pædagoger følge børnene fra fødslen, til de bliver seks år. Tendensen i alle lande går mod, at i det mindste den hovedansvarlige for førskole-institutionerne har en tre-årig, videregående uddannelse.

OECD siger i rapporten om personalets forhold: "Lav løn, lav status, dårlige arbejdsforhold, begrænset adgang til efteruddannelse og ringe mulighed for karrieremobilitet giver grund til bekymring."

Mellem linjerne står, at landene bliver nødt til at gøre noget, for ellers får de store problemer med at rekruttere medarbejdere til dette ekspanderende arbejdsmarked.

Nationale pædagogiske målsætninger, støtte-guider, professionel support og initiativer, der letter kommunikationen mellem personale, forældre og børn, bruges i mange lande til at fremme god pædagogik. Men dermed er det ikke gjort.

"En succesrig implementering af den gode pædagogik er også afhængig af favorable strukturelle vilkår," hedder det fra OECD, som i den sammenhæng peger på personalenormering og børnegruppernes størrelse.



Det skal gøres. Rapporten fra OECD slutter med at identificere otte indsatsområder, som landene bør tage fat på.

Blandt andet skal der skabes et ligeværdigt partnerskab mellem daginstitutioner og skolevæsenet. Mulighederne for at få plads i en daginstitution skal forbedres, ligesom der er brug for betydelige offentlige investeringer på området. Kvalitet skal defineres, sikres og kontrolleres, blandt andet ved hjælp af centralt fastsatte minimumsstandarder.

Da kvaliteten fremdeles afhænger af det ansatte personale, og da der i øvrigt næres store forventninger til daginstitutionerne, skal der gøres noget ved grundudannelserne og den løbende vedligeholdelse.

Her et udsagn, som må klinge smukt i mangen en læsers øren: "Der er et påtrængende behov for at udvikle strategier, der kan hjælpe med til af rekruttere og fastholde en kvalificeret, forskellig og kønsblandet arbejdsstyrke og til at sikre, at en karriere indenfor daginstitutionsområdet er tilfredsstillende, respekteret og finansielt levedygtig."

Slutbemærkningen fra OECD-hovedkvarteret i Paris er, at selv om der nået meget i de senere år, så er der mange og store udfordringer forude.



Om OECD

Organisation for Economic Co-operation and Delvelopment (OECD) med hovedkvarter i Paris har 30 medlemslande, der "deler en forpligtelse overfor demokrati og markedsøkonomi". OECD, som ofte kaldes den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, er bedst kendt for sine publikationer og statistikker om økonomiske og sociale spørgsmål.

OECD er etableret i 1961 som afløser for Organisation for European Economic Co-operation (OEEC), der efter krigen blev sat til at administrere den såkaldte Marshall-hjælp fra USA og Canada til det ødelagte Europa.