Nyt trin på karriere-stigen

Daginstitutionerne i Horsens gør forsøg med super-ledere.

Et nyt, øverste trin på pædagogernes karrierestige er ved at blive monteret. I Horsens Kommune indføres 1. august stillingsbetegnelsen distriktsleder. Distrikslederen får det overordnede ansvar for samtlige daginstitutioner inden for et skoledistrikt. De nuværende institutionsledere fortsætter i deres stillinger, men under betegnelsen daglige ledere. Souschef-begrebet afskaffes derimod helt.

Strukturændringen har karakter af et treårigt forsøg og kommer i første omgang kun til at gælde i fem af de 12 skoledistrikter, Horsens Kommune er opdelt i. Man har simpelthen stemt om det, og kun i de distrikter, hvor et flertal af pædagogerne var for distriktsledelse, bliver den indført.

BUPL Vejle Amt har i forhandling med Horsens Kommune skabt rammerne om forsøget, som derpå er blevet godkendt af BUPL's forbundsledelse.

»Det har vi haft to grunde til at gøre. Den ene er, at medlemmerne har sagt ja til at være med, og den anden er, at vi synes, der er nogle interessante perspektiver i forsøget. Det handler i det her tilfælde ikke bare om, at kommunen vil spare penge,« siger forbundsformand Bente Sorgenfrey.



Opgradering. Udgangspunktet i Horsens var ganske vist, at der skulle spares. Kommunen var således i efteråret langt fremme med planer om at lægge institutioner sammen, men stillede dem i bero til fordel for en ændret ledelsesstruktur, som det er vanskeligt at se besparelses-potentialet i. I hvert fald på det korte sigt.

Sagen er nemlig den, at der sker en opgradering af ledelsesniveauet. Ind på scenen kommer de nye distriksledere - eller ledere af distriktsinstitutionen, som er den foretrukne betegnelse i Horsens - og ud af scenen går souscheferne og afdelingslederne, mens de stedlige institutionsledere får ny titel og ændrede beføjelser.

For allerede ansatte institutionsledere, souschefer og afdelingsledere gælder, at de ikke alene bevarer deres nuværende løn, men også får del i den forventede lønudvikling gennem hele forsøgsperioden.

I betragtning til stillinger som distriktsledere kan kun nuværende institutionsledere komme. Dermed er det sikret, at ingen andre end pædagogisk uddannede kan komme til fadet.

Begyndelseslønnen for distriktslederne hedder løntrin 45 eller 46 (cirka 28.000 kr.), afhængig af antallet af ansatte i distriktets institutioner.

Distriktslederen får til huse i en af distriktets institutioner, bliver overordnet leder af fra tre til fem institutioner med tilknyttede daglige ledere, refererer direkte til kommunens daginstitutionschef og danner sammen med de daglige ledere et ledelsesteam.

Inden forsøget går i gang 1. august skal en ny TR-struktur være på plads, som matcher de ændrede ledelsesforhold.



Mere pondus. Målet med omlægningen er, overordnet sagt, at skabe bedre vilkår for ledelsesarbejdet og give lederne ekstra pondus i forhold til skole og andre samarbejdspartnere. Ifølge stillingsprofilen bliver efterspurgte egenskaber hos de nye distriktsledere kommunikationsevner, samarbejdsevner samt evnen til at tænke i helheder og til at overskue komplekse relationer.

Den præcise arbejds- og kompetencefordeling mellem distriktslederen og de daglige ledere er ikke på forhånd lagt fast. Det forudsættes at ske ude i praksis, men det er distriktslederen, der har det overordnede både pædagogiske og administrative ansvar og derfor også det afgørende ord i alle spørgsmål.

En vigtig, hvis ikke den vigtigste, opgave for distriktslederen bliver at skabe vilkår, så de daglige ledere kan koncentrere sig om personaleledelse og faglig-pædagogisk ledelse.



Mange på vej. Et interessant aspekt ved forsøget i Horsens er, at det kun er halvdelen af byens institutioner, som er omfattet. Den anden halvdel fortsætter på den gamle måde - altså lige bortset fra, at der forestår en del institutions-sammenlægninger i deres skoledistrikter.

Det giver en enestående mulighed for at drage sammenligning. Og sammenligninger vil blive draget, om ikke før så når forsøget skal midtvejsevalueres i efteråret 2004. Blandt de interesserede iagttagere vil med garanti være de kommuner, som gør sig tanker om ændringer af ledelsesforholdene i deres dagsinstitutioner. Og den slags kommuner er der mange af. Rigtig mange.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.