NYT FRA HOVEDBESTYRELSEN - Tag to, betal for én
NYT FRA HOVEDBESTYRELSEN - Tag to, betal for én
Landegrænser har skabt megen ufred i historiens løb. Det samme har de grænser, som er blevet trukket mellem forskellige fag og fagforeninger. BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund har af samme grund søgt en anden løsning på det forhold, at de to forbunds medlemmer deler et støt voksende og derfor ombejlet arbejdsmarked, at de 1. april 2003 får en fællesoverenskomst, og at de sædvanlige skillelinjer mellem dem bliver stadigt vanskeligere at få øje på.
Løsningen hedder dobbelt medlemskab og forhandlinger i fællesskab.
Sagen drejer sig om det forebyggende og dagbehandlende område. Så længe det var delt i et amtsligt og et primærkommunalt afsnit, var tingene relativt simple. Foregik arbejdet i en amtslig foranstaltning, hørte pædagogen til hos SL, hvorimod BUPL organiserede pædagoger i kommunale foranstaltninger. Sådan lå landet i store træk.
Det gør det ikke mere. Kommunerne er i stort omfang begyndt at trække deres vanskelige børn og unge "hjem" fra amterne, og det har i den situation vist sig så vanskeligt at opstille en langtidsholdbar grænsedragning, at hovedbestyrelserne i BUPL og SL i sidste uge i stedet tilsluttede sig en aftale om dobbeltorganisering af områdets pædagoger.
Dobbelte rettigheder. Princippet i aftalen er, at man får fulde rettigheder som aktivt medlem i et af de to forbund, samtidig med at man bliver passivt medlem af det andet forbund. Det sker til ét medlemskabs pris, selv om man for eksempel får begge forbunds fagblade.
Fordelingen af medlemmerne er der i aftalen også taget stilling til.
Medlemmer, som arbejder på det dagbehandlende og forebyggende område ved aftalens ikrafttræden 1. april 2003, fortsætter som aktive medlemmer af deres hidtidige organisation.
Medlemmer, som kommer til området efter 1. april 2003, fordeles efter den pensionskasse, de er medlem af. Er man knyttet til PKA, er SL ens organisation. Hvis man er medlem af PBU, Pensionsordningen af 1976 eller slet ikke hører til en pensionskasse, henføres man til BUPL.
Retningsgivende for fordelingen er, om pædagogen arbejder i et institutionslignende dagtilbud eller i klientens hjem. I førstnævnte tilfælde er BUPL på banen, mens SL er det i sidstnævnte.
Samtidig med at aftalen om dobbeltorganisering træder i kraft 1. april 2003, etableres mellem BUPL og SL også et forhandlingsfælleskab. "Pædagogernes Forhandlingsfællesskab - BUPL/SL" kaldet.
Dets opgave er at tage sig af alt vedrørende den nye fællesoverenskomst for de to forbunds medlemmer på det forebyggende og dagbehandlende område.
Smagen af mere. BUPL's hovedbestyrelse lagde i sin behandling af aftalen med SL megen vægt på det fredsskabende aspekt, men der blev også funderet over, om der kunne være mere langsigtede perspektiver i den.
Chr. Haubuff, BUPL Århus Amt, kaldte aftalen en solstrålehistorie og - måske - begyndelsen på noget større i forholdet mellem BUPL og SL.
Tonny Andersen, BUPL Nordjylland, var mere konkret: »Jeg var imod en fusion med PMF, men skulle det her vise sig at være et skridt hen mod en fusion med SL, så ville jeg blive kisteglad,« indrømmede han.
Kun et medlem af hovedbestyrelsen, Anne Marie Olesen fra BUPL Vejle Amt, talte og stemte imod aftalen med SL.
»Tiden er til at værne om og markere grænser,« mente hun.
Rejseholdet genvalgt
Rejsesekretærerne i BUPL er stabile folk. Tillid nyder de åbenbart også. I hvert fald opnår de gang efter gang genvalg. Senest det skete var på hovedbestyrelsesmødet i sidste uge.
Sammenlagt har de fem rejsesekretærer optjent 87 års anciennitet i tjenesten.
Rejseholdets mest rutinerede medlem er Søren Winther. Han har været på holdet i 25 år. Jan Løfstrøm har været med i 23 år, Lars Nielsen i 15 år, mens de senest tilkomne - Kjeld Christensen og Klaus Froberg - begge har 12 års erfaring. Hertil kan lægges de fagpolitiske meritter, som blev indsamlet forud for karrieren som rejsende sekretær. Således var Lars Nielsen i 12 år formand for BUPL Viborg Amt og Kjeld Christensen gennem 14 år medlem af daglige ledelse i Landsforeningen Danske Klubfolk.
Rejsesekretærernes status er lidt speciel. De er for politikere at regne, fordi de er valgt til deres tillidsposter, men de er også en slags funktionærer, eftersom de er underlagt forretningsudvalgets instruktionsbeføjelse. Proceduren, som fører frem til valget af dem, er en kende snørklet. Kongressen beslutter antallet af rejsesekretærer, forretningsudvalget indstiller de konkrete personer, hovedbestyrelsen sætter navnene på.
Og det er de samme hver gang: Søren Winther, Jan Løfstrøm, Lars Nielsen, Kjeld Christensen og Klaus Froberg.
Ny BUPL-trend: Kampvalg
Efter en årrække, hvor kampvalg hørte til undtagelsen, synes en ny BUPL-trend under udvikling. Det startede på kongressen i november, da der var ni kandidater til syv pladser i forretningsudvalget, og det fortsatte på sidste uges hovedbestyrelsesmøde, da der skulle vælges medlemmer til lønudvalget og BUPL's klagenævn.
Til lønudvalget - et af de kun to stående udvalg, som er tilbage, efter at BUPL er gået over til en mere ad hoc-præget organisering af det faglige arbejde - var der 11 kandidater til seks pladser. Altså kampvalg.
Følgende blev valgt - med personligt stemmetal i parentes:
Erik Jespersen, Århus Kommune (28)
Birgit Petersen, Sønderjylland (23)
Birgit Elgaard, Nordjylland (23)
Søren Th. Andersen, Roskilde Amt (21)
Marianne Hansen, Frederiksborg Amt (19)
Birthe Scheel, Frederiksberg Kommune (15)
"Omkampen" mellem de resterende fem kandidater om to suppleantpladser gav følgende resultat:
Thomas Bering Kristensen, Århus Amt (20)
Bertha Langhoff Hansen, Vestsjælland (11)
Kim Lohse, Københavns Kommune (11)
Mette Gerdøe, Storstrøms Amt (10)
Jens Jensen, Ringkøbing Amt (8)
På grund af stemmelighed blev der trukket lod mellem Bertha Langhoff Hansen og Kim Lohse. Den faldt ud til gunst for førstnævnte.
Da der for to år sidst var valg til lønudvalget, var der så få kandidater, at suppleantpladserne ikke kunne besættes.
Til klagenævnet, hvis medlemmer ikke må være ansat i BUPL eller have familiemæssige relationer til nogen, der er, var der otte kandidater om seks pladser.
Følgende opnåede valg:
Inge Hansen, Nordjylland (33)
Erik Johansen, Vejle Amt (25)
Marianne Schmidt, Fyn (24)
Carsten Kristiansen, Ringkøbing Amt (23)
Lene Boldt Henriksen, Roskilde Amt (21)
Bent Mogens Pedersen, Vestsjælland (18)
Som suppleanter til klagenævnet valgtes de to kandidater med færrest stemmer: Marianne Mandly fra Københavns Kommune (17) og Stephen Smidt fra BUPL Afd. 6 (12).