Nye Fagbøger


Dramas store bog om teaterrekvisitter

af Jacquie Govier, oversat til dansk

af Janne Heslegrave og Steen Boutrup.

Forlaget Drama (7465 1141) kr. 298, 192 s.

En håndbog i design og fremstilling af praktiske

og fantasifulde teaterrekvisitter med små midler. Bogen gennemgår alle de mulige materialer fra pap-maché over gips og syntetiske materialer som flamingo, polyurethan, fiberglas og latex til tekstiler, træ og metal. Den beskriver alle grundlæggende teknikker og de enkelte materialers fordele og

relative ulemper i teatersammenhæng.



Portfoliomodellen - en måde af lære og tænke på, af Roger Ellmin. Gyldendal, kr. 170, 162 s.

En "portfolio" er et sted - en mappe, et ringbind, en diskette - hvor eleven kan samle dokumentation for sit arbejde og sin personlige udvikling og

på den måde skaffe sig overblik over sin indlæring. Forfatteren giver vejledning i modellens metodik og viser med konkrete eksempler, hvad en portfolio kan indholde.



Den dyrebare tid - de 14-15-åriges læsevaner

af Anette Steffensen og Torben Weinreich. Roskilde Universitetsforlag, Center for Børnelitteratur (DPU) - henv. på tlf. 3969 6633, pris ikke oplyst, 105 s.

Rapport, der bygger på en undersøgelse gennemført januar 2001. Den viser, at 8. og 9. klasses unge læser en del i deres fritid, men noget skolen har sat i gang. Den selvvalgte læsning står det sløjt til med. De unge synes ikke, at de har tid, fordi de har fritiden fyldt op med lektier, venner, sport og medier som tv, video og computeren. Der tegnes et billede af ofte meget stressede unge, som gerne vil det hele, men ikke kan nå det.



Pas godt på jer selv

af Susanne Robak. Husets Forlag

(8619 6548), kr. 80, 109 s.

Bogen er en kærlighedserklæring til børn, der vokser op i familier med plejebørn. Det er nemlig både berigende og kompliceret at få plejesøskende. Den handler også om forældrenes dårlige samvittighed, og forfatteren, der selv har børn, børnebørn og plejebørn, beskriver de tanker og følelser, der melder sig i hverdagen.



Den nænsomme anbringelse (2. reviderede udgave)

af Inger Thormann og Charlotte Guldberg.

Hans Reitzels Forlag, kr. 100, 144 s.

Bogen sætter fokus på børns fjernelse fra hjemmet og dermed på, hvordan man bedst hjælper dem igennem meget følsomme og ofte oprivende begivenheder. Den tager udgangspunkt i fem forskellige forløb, hentet ud fra en hverdagspraksis som den opleves af forfatterne, der begge er tilknyttet Skodsborg Observations- og Behandlingshjem for små børn. Siden bogen udkom første gang i 1998 er der sket ændringer i såvel Serviceloven som i "retssikkerhedsloven", så disse er nu indarbejdet

i de juridiske kommentarer til de fem forløb.



Integrationspolitik

af Per Bregengaard. Kroghs Forlag, kr. 229, 161 s.

Borgmester for uddannelse og ungdom i København, Per Bregengaard har udgivet sin vision om et rummeligt og multikulturelt solidarisk fællesskab. Bogen bygger på mere end 25 års arbejde med pædagogik og uddannelsesspørgsmål og på 14 år som kommunalpolitiker i hovedstaden med særlig interesse for at få udviklet en integrationspolitik. Han mener, at vi selv vælger vores samfund gennem den opdragelse og uddannelse, vi giver vore børn og unge. Og at det handler om viden om "de fremmede" og om at få selvforståelse, om undervisning i modersmål og dansk og om, at integrationspolitikken skal være en naturlig del af en større samfundsmæssig helhed.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.