Nye fagbøger


Medicinsk sociologi - samfund, sundhed og sygdom, af Lars Iversen, Tage S. Kristensen, Bjørn E. Holstein, Pernille Due (red.). Munksgaard, kr. 348, 368 s.

Bogen er en ny udgave af tidligere udgivelse med nye forfattere, lige som de statistiske oplysninger, undersøgelser og teorier er ført ajour. Ellers behandler bogen lige som tidligere en række temaer, som har afgørende betydning for befolkningens helbred og sundhedspolitikken, f. eks. sygdomsbegreber, social ulighed, sociale relationer, livsstil, køn, stress, arbejdsmarked, lokalsamfund og forebyggelse. I bogen præsenteres begreber og teorier, aktuelle forskningsresultater fremlægges, og denne viden diskuteres. Det er tilstræbt at behandle emnerne på en så konkret praksisorienteret måde, at stoffet kan opfattes relevant for mange forskellige faggrupper.



Socialpædagogisk Regelsamling - 21. udgave, af Christian Reinholt og Jørgen Christiansen (red.). Kroghs Forlag, kr. 199, 499 s.

En håndbog for medarbejdere ved dag- og døgninstitutioner og pædagogstuderende m.v. Den samler hele det regelsæt, som pædagoger har brug for, på et sted. Første del indeholder Serviceloven, Retssikkerhedsloven og Aktivloven med et stort udvalg af bekendtgørelser, vejledninger m.v., der knytter sig til disse love. Anden del består af de vigtigste love på familieområdet, og tredje del gengiver udvalgte øvrige love som forvaltningslovene, lov om forebyggende sundhedsordninger samt uddrag af straffeloven og persondataloven m. fl. Bogen har et fyldigt stikordsregister.



Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed, af Jesper

Juul og Helle Jensen. Forlaget Apostrof, kr. 299, 286 s.

Bogen giver et bud på en definition af pædagogisk relationskompetence og gør rede for de værdiforestilinger, der knytter sig til de professionelle voksen-barn-relationer i daginstitutioner og skoler. Samtidig omfatter den alle de øvrige relationer i den pædagogiske verden - de kollegiale, de ledelsesmæssige og relationen mellem fagfolk og forældre - og understreger gensidigheden som en central kvalitet, hvor der ikke findes noget reelt modsætningsforhold mellem parternes behov for respekt, udfordring og udvikling af personlig integritet og ansvarlighed. Bogen er fyldt med praktiske eksempler på de fundamentale forskelle på de værdiforestillinger og den pædagogiske praksis, der knytter sig til den lydighedskultur, som pædagogik og børneopdragelse har været på vej væk fra i snart en generation, og den ansvarlighedskultur, som efter forfatternes mening er det eneste alternativ (Se også interview med forfatterne i Børn&Unge nummer 36/2002).



Rørt, ramt og rystet - Supervision og den sårede hjælper, af Susanne Bang. Gyldendal, kr. 285, 271 s.

Bogen handler om, hvordan professionelle hjælpere påvirkes af deres arbejde og om supervision i den forbindelse. Hvad betyder det for den enkelte behandler hver dag at blive udsat for andre menneskers lidelser, og hvad betyder det i årevis at blive udsat for kontakt med de mest smertefulde dele af menneskelighed gennem sine klienter eller patienter? Forfatteren gennemgår, hvilke personlige udviklingsmuligheder, der ligger i arbejdet med andre mennesker, men også hvordan behandleren kan blive så følelsesmæssigt påvirket af klientens problemer, at han eller hun selv bliver psykisk truet. Derefter skriver forfatteren om, hvordan supervision kan udføres i en række forskellige situationer, hvor behandleren er særligt følelsesmæssigt påvirket i arbejdet.



Socialmedicinsk grundbog - fra offer til aktør (3. udg.), af Vagn Christensen og Børge Sommer. Munksgaard, kr. 288, 312 s.

Bogen giver en samlet fremstilling af samspillet mellem samfundsmæssige forhold, sundhed og sygdom. Den bygger på danske og internationale forskningsresultater og debatterer sundheds- og sygdomsmodeller, levevilkår, arv og miljø og det ændrede børnesyns betydning for behandlingen af børn. Forfatterne diskuterer også sundhedsfremme og forebyggelse, og målenes gennemslagskraft problematiseres. Bogens undertitel "Fra offer til aktør" inddrager en ny dimension, hvor faglige erkendelser viser nye muligheder for, at mennesker selv kan være aktører i deres liv og dermed aktivt tage stilling til egen sundhed og levekår.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.