Nye fagbøger
Nye fagbøger
Barnets veje til sprog, af Annette Karmiloff-Smith og Kyra Karmiloff (engelsk). Gyldendal, kr. 258, 309 s.
Nye undersøgelsesmetoder gør det muligt for forskere i sprogtilegnelse at dokumentere, hvordan barnet, allerede længe før det siger de første ord, er opmærksom på modersmålets lyde og rytmer. Senere lærer barnet sig ikke blot at forstå og efterligne det, det hører, men skaber selv sprog ved at eksperimentere med og anvende de sprogregler, det gradvist tilegner sig. Bogen er en indføring i den udviklingsorienterede psykolingvistik - studiet af, hvordan børn tilegner sig sprog.
Børn med koncentrationsvanskeligheder, af Bjürn Kadesjü (svensk).
Psykologisk Forlag (http://www.dpf.dk), kr. 388, 336 s.
Vi kender de urolige og ukoncentrerede børn, som har svært ved at fungere i skolen og i børnehaven sammen med de andre børn. De omtales ofte med suk og trætte miner, fordi man som pædagog, lærer eller forælder ikke ved, hvad man skal stille op over for de urolige børns og deres vanskeligheder. Bogen beskriver ud fra et helhedssyn på børns udvikling, hvad denne type problemer kan skyldes - og frem for alt: Hvordan man bedst kan hjælpe disse børn.
Pædagogik - et refleksivt anliggende, af Åge Rokkjær.
Semi-forlaget, kr. 264, 306 s.
Den professionsrettede pædagogik positionerer sig i forhold til den givne samfundskultur, som på godt og ondt danner rammerne for det pædagogiske arbejde. Kulturen vil over tid være i bevægelse og åben for tolkning, af samme grund må pædagogikken altid være under udvikling. Men i en tid med store kulturelle forandringer og øget kompleksitet kan det være vanskeligt at indfange samtiden. Derfor må de samfundsmæssige analyser til stadighed reflekteres, og pædagogikkens position genovervejes. Bogen er primært tænkt til studerende i faget pædagogik, men kan også inspirere uddannede til den pædagogiske praksis. Bogen giver redskaber og inspiration til, at man kan fremkalde, opbygge og udvikle sin pædagogik. Den giver en forståelse af pædagogikkens væsen og didaktik. Teorien skal medvirke til en udvikling af kompetencen til at kunne planlægge, udføre og begrunde sit pædagogiske arbejde.
Praksisforskning og professionsudvikling - et pædagogisk udviklingsarbejde med truede børn, af Søren Kai Christensen. Semi-forlaget, kr. 188, 174 s.
Fem daginstitutioner har gennem et år arbejdet systematisk med de særlige problemstillinger, som pædagogerne støder på i hverdagen i arbejdet med truede børn og deres forældre. Deres arbejde har været organiseret som et udviklingsprojekt, der har haft til formål at udvikle ny viden, metoder og forbedret pædagogisk praksis. Dertil har været knyttet praksisforskning, baseret på kvalitative interviews med det formål at belyse, hvordan deltagerne udvikler nye faglige kompetencer, og hvordan disse får mulighed for at slå igennem i dagligdagen.
Udvikling, risiko og modernitet, af Arne Poulsen.
Forlaget Krim, kr. 285, 307 s.
Hvor moderne er vi - og hvor moderne kan vi blive? Modernitetens psykologi drejer sig om sammenhængen mellem på den ene side de nyere samfundsforandringer og på den anden side de ændrede vilkår for menneskers personlige udvikling. Men hvad er moderniteten egentlig? Sædvanligvis dannes menneskelige færdigheder i de kontekster, hvor de skal bruges, og færdighedsudviklingen er en sidegevinst af deltagelsen i disse kontekster. Men i den samfundsdynamik, der kaldes moderniteten, flyttes reproduktionen af menneskelige færdigheder i stigende grad ud af disse kontekster og over i kontekster, der har færdighedsudvikling som det primære mål. Dette er ikke en tilfældig, men en afgørende egenskab ved moderniteten. Bogen udkommer 4.10. 2002 i forbindelse med det mundtlig forsvar for Arne Poulsens doktorafhandling på Københavns Universitet.