Nye Fagbøger

Med barnets øjne - barneperspektiver i pædagogikken, af John Andersen. Forlaget Dansk Pædagogisk Forum, tlf. 8618 7888, kr. 68,75, 60 s.

Hæftet tager udgangspunkt i et udviklingsarbejde, hvor pædagoger sammen med forfatteren arbejder med at afprøve metoder i en pædagogik, der mere konsekvent bygger på barneperspektivet. Den voksne skal tage det enkelte barns perspektiv og forsøge at leve sig ind i det, hvorved de store forskelle i børnenes personlighed vil blive synliggjort. "Med barnets øjne" beskriver også en række metoder, der kan anvendes i den pædagogiske hverdag: F.eks. interviews med børn, fokuserede samtaler, forskellige former for iagttagelse, fortællinger i hverdagen og børnenes spor. Hæftet kan bruges som inspiration til at omsætte de mange spændende ord om "at tage udgangspunkt i barnet" til en konkret pædagogisk praksis.



Børns sorg, af Gertraud Finger. Gyldendal, kr. 175, 153 s.

Bogen beskriver i lettilgængelig form, hvordan børn og unge, der mister nærtstående, reagerer. Hvordan de bearbejder deres sorg, og hvordan man kan hjælpe dem med det - primært ved at sørge med dem i stedet for at forsøge at forklare eller tie meningsløsheden bort. "Børns sorg" giver nogle konkrete retningslinjer i den aktuelle faglige diskussion om, hvordan institutioner og skoler yder den optimale omsorg, når et barn har mistet en nærtstående.



Den vanskelige samtale - erfaringer og overvejelser, Udviklings- og Formidlingscentret, Børn og Familier, Aabenraa, tlf. 7462 2220, kr. 140, 115 s.

"Man bliver helt mør i hovedet" er undertitlen på denne bog, og samtidig er det et udsagn fra en forælder, som har været part i såkaldte vanskelige samtaler. Men det er nok ikke bare forældrene, der bliver møre af samtaler om deres børn, som måske ikke klarer sig så godt i institution og skole. Bogen beskæftiger sig med "samtalen", men også med et stort behov for, at professionelle kan dygtiggøre sig i den svære kunst at håndtere den vanskelige samtale.



Den rene leg, af Jørn Martin Steenhold. Aschehoug, kr. 299, 392 s.

Denne bog byder på en anden tilgang til begrebet leg end de traditionelle legeteorier. Forfatteren mener nemlig, at børns leg er deres mest betydningsfulde handlinger, og at leg vil blive den vigtigste faktor i fremtidens samfund. "Den rene leg" indeholder en generel introduktion til børns leg og legeuniverser, og derefter beskriver forfatteren de 15 forskellige legetyper. Jørn Martin Steenhold er legetøjsforsker er i øjeblikket ansat ved Institut for Fremtidsforskning. Sidste år modtog han Brio-prisen for sin forskning i børns leg og legetøj.



Storylinebogen, af Cecilie Falkenberg & Erik Håkonsson m.fl. Kroghs Forlag, kr. 298, 320 s.

Storylinemetoden genindfører den magiske fortælling i klasseværelset og i institutionens grupperum, idet den lader børnenes forestillinger og fantasi danne grundlaget for undervisningen/læringsforløbet. I mødet med pædagogens faglige viden og børnenes søgen efter forståelse dannes de billeder, der skal til, for at børn kan opnå indsigt i verden. Metoden består i tematiske, problemorienterede forløb, hvor der ikke kredses om et enkelt emne, men hvor den fortløbende fortælling vil afdække mange emner, som børn og voksne kan fordybe sig i. Fortællingen skrider fremad på grundlag af pædagogernes og børnenes ideer og handler således hele tiden om noget relevant for børnene, men i den distance, som fiktion giver.

Hverken BUPL eller Børn&Unge formidler salg af de omtalte bøger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.