Ni spørgsmål til ni kandidater - John Langford

Børn&Unge har stillet spørgsmålene.

De ni spørgsmål

1) Hvordan opnår BUPL større slagkraft?

2) Hvor længe kan BUPL klare sig som selvstændig fagforening?

3) Hvordan med Ny Løn, skal den forbedres eller afskaffes?

4) Hvordan fastholdes lederne som medlemmer af BUPL?

5) Hvordan stiller du dig til, at BUPL i lighed med Dansk Sygeplejeråd lader medlemmerne vælge forbundsformand ved urafstemning?

6) Hvis du skal vælge, hvilken hovedorganisation foretrækker du så: FTF eller LO?

7) Hvordan skal den offentlige sektor fornys, hvis den skal fornys?

8) Bør Danmark støtte USA's planer om at vælte Saddam Hussein, evt. ved militær hjælp?

9) Har du været, eller er du medlem af et politisk parti? Hvilket?



Formand for BUPL Frederiksborg Amt, John Langford, 41 år: Uddannet på Seminariet for Fritidspædagoger i Vanløse i 1985. Arbejde i børnehaver, fritidshjem og skolefritidsordninger, indtil han i 1992 vælges og frikøbes som fællestillidsrepræsentant i Helsingør Kommune. Samme år valgt til BUPL's bestyrelse. Ansat som faglig sekretær i 1999 og valgt som formand i 2000.



1) BUPL opnår slagkraft ved at have en politisk ledelse, som er bredt orienteret, som har et tydeligt samarbejde i hele organisationen, og som i sine handlinger er i samklang med de målsætninger og værdier, som den enkelte pædagog og faget besidder. Vi skal kende til de problemer, der er ude på arbejdspladserne, så vi også kender konsekvensen af det, vi markerer os på. Vi skal inddrage alle niveauer i organisationen i udviklingen af politik, strategi og taktik.



2) BUPL står overfor væsentlige udfordringer. Arbejdsområdet og professionen er konstant under pres. BUPL kan leve som selvstændig organisation så længe, vi kan opnå resultater for medlemmerne. Vi skal i de fællesskaber, vi er en del af, være troværdige samarbejdspartnere og gå foran i udviklingen af fælles faglige visioner, der også kan bære i fremtiden. Ingen kan klare sig alene - det er fællesskabet, der tæller



3) Jeg tror ikke på, at vi kan afskaffe et lokalt lønsystem. Der er ingen tvivl om, at Ny Løn fungerer for dårligt. Ny Løn befinder sig alt for meget på arbejdsgiverens banehalvdel. Vi skal arbejde for en udvikling af overenskomsten, der bygger på lokale forhandlinger, men i et system, der hænger sammen fra top til bund, og som bygger på fælles strategier og respekt for arbejdsområdets bærende værdier.



4) Lederne bliver i BUPL, hvis de ligesom alle andre medlemsgrupper ved, at BUPL er den organisatoriske ramme, hvor de bliver taget bedst hånd om som pædagoger og ledere. Lederne er for BUPL vigtige aktører i det lokale faglige arbejde. BUPL skal derfor sikre, at vi i vores lokale faglige strategier tænker ledernes virkelighed tydeligt ind i alt, og at vi gennemfører aktiviteter, der inddrager lederne aktivt og giver redskaber, så den enkelte leder kan stille krav overfor deres arbejdsgivere.



5) Det lyder som et godt demokratisk princip, men det kræver en større diskussion om hele opbygningen af BUPL.



6) En hovedorganisation skal være rammen om fællesskaber, der giver mening. De to organisationer løser ikke opgaven tilfredsstillende i dag, men FTF giver mening som den bedste platform for professionsfællesskaber. Med afsæt i dem skal BUPL arbejde hårdt på at udvikle nye fællesskaber - herunder én slagkraftig hovedorganisation, der ikke er bundet af politiske partier, og som virker samlende for alle lønmodtagere i Danmark.



7) Den offentlige sektor skal fornys, og BUPL skal aktivt sætte en dagorden for det - gerne sammen med andre faglige organisationer. Sektoren skal ikke udvikle sig på ruinerne af managementtanker, som det private erhvervsliv har forladt, men derimod indenfor rammerne af en velfærdspolitik, der bygger på fællesskabets værdier og daginstitutionen som en naturlig ramme for børns opvækst og udvikling.



8) Som socialist og faglig repræsentant er jeg for fred og mellemfolkelig forståelse.



9) Jeg er medlem af SF og har for år tilbage været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.