Ni spørgsmål til ni kandidater - Connie F. Nielsen
Ni spørgsmål til ni kandidater - Connie F. Nielsen
De ni spørgsmål
1) Hvordan opnår BUPL større slagkraft?
2) Hvor længe kan BUPL klare sig som selvstændig fagforening?
3) Hvordan med Ny Løn, skal den forbedres eller afskaffes?
4) Hvordan fastholdes lederne som medlemmer af BUPL?
5) Hvordan stiller du dig til, at BUPL i lighed med Dansk Sygeplejeråd lader medlemmerne vælge forbundsformand ved urafstemning?
6) Hvis du skal vælge, hvilken hovedorganisation foretrækker du så: FTF eller LO?
7) Hvordan skal den offentlige sektor fornys, hvis den skal fornys?
8) Bør Danmark støtte USA's planer om at vælte Saddam Hussein, evt. ved militær hjælp?
9) Har du været, eller er du medlem af et politisk parti? Hvilket?
Faglig sekretær Connie F. Nielsen, 44 år: Socialpædagog fra Gentofte Socialpædagogiske Seminarium i 1988, i studietiden aktiv i SPL. Arbejder inden pædagoguddannelse på diverse dag- og døgninstitutioner i københavnsområdet og går tre år på RUC. I 1988 flytter Connie F. Nielsen til Jylland og får arbejde i en børnehave. Fungerer der som FTR. Bliver i 1992 valgt som faglig sekretær i BUPL Vejle Amt. I 1996 som HB-medlem og i 1999 som formand for BUPL Vejle Amt. Indsuppleres september '01 i forretningsudvalget.
1) BUPL har stor indflydelse, men det kan gøres bredere. Jeg mener, det er vigtigt at styrke indsatsen på følgende områder: Sammenhængen mellem bund og top i organisationen, den tværgående indsats med udgangspunkt i den gode arbejdsplads og timing, dvs. at foretage de rigtige satsninger på det rigtige tidspunkt.
2) BUPL kan klare sig et godt stykke ud i fremtiden. Spørgsmålet er bare, om det også er det, der tjener medlemmerne bedst. Institutionsområdet er under pres og vil også være det i fremtiden, det stiller store krav til BUPL. Måske vil vi bedst kunne modstå presset sammen med andre - så selv om der ikke er fusioner på dagsordenen lige nu, kan det sagtens blive aktuelt i de kommende år.
3) Vi har Ny Løn, og vi skal selvfølgelig arbejde for, at det kommer til at fungere så godt som muligt til gavn for medlemmernes løn. Vi skal vurdere, om Ny Løn overhovedet passer til institutionsområdet, og om kommunerne kan/vil leve op til deres forpligtigelse til at få systemet til at fungere. Det kræver samtidig en indgående diskussion af, hvad vi i givet fald vil sætte i stedet, for jeg tror ikke, man kan forestille sig, at vi vender tilbage til det gamle lønsystem.
4) Hvis kongressen vedtager det foreslåede lederoplæg, har vi et rigtigt godt grundlag for at fastholde lederne i BUPL. Lederne er en vigtig medlemsgruppe for BUPL, blandt andet fordi det er dem, der udmønter personalepolitikken, de har den direkte adgang til indflydelse i forvaltningen, de har ansvaret for den pædagogiske kvalitet og arbejdsmiljøet, og så har de stor betydning for de vilkår, tillidsrepræsentanterne har for at udføre deres arbejde. Derfor er det nødvendigt, at vi også yder lederne den service, de efterspørger - både i ord og handling.
5) Umiddelbart har jeg svært ved at se behovet. Det kan selvfølgelig virke som en tiltalende tanke, at medlemmerne har direkte indflydelse på, hvem der repræsenter dem som forbundsformand. Men skulle det så ikke være hele forretningsudvalget, der vælges ved urafstemning? Jeg mener, vi i BUPL har en god tradition for det repræsentative demokrati, og det er mit indtryk, at medlemmerne har tillid til, at deres lokale kongresdelegerede vælger den bedste forbundsledelse.
6) BUPL er medlem af FTF. Og selv om jeg gerne så, at FTF var langt mere markant og synlig i den offentlige debat, mener jeg ikke, det er tidspunktet at diskutere et eventuelt skift af hovedorganisation. Som jeg ser det, er opgaven for BUPL at arbejde aktivt på at gøre FTF til en synlig og troværdig hovedorganisation, som det er nødvendigt for politikerne på Christiansborg og i KL at inddrage i alle spørgsmål, der vedrører FTF's medlemsgrupper.
7) Fornyelsen af den offentlige sektor har været på dagsordenen i mange år. Og måden at forny på har været at tilnærme den offentlige sektor til det private arbejdsmarked. Det har bevirket øget konkurrence, individualisering og social skævhed. Det er ikke en god udvikling. Jeg ønsker et velfærdssamfund, der bygger på solidaritet, tolerance, lige muligheder for alle, omsorg for de svageste, og hvor alle bidrager til fællesskabet.
8) Jeg er grundlæggende mod krig og mener derfor heller ikke, at Danmark bør støtte en militær aktion mod Saddam Hussein. Selv om jeg mener, at det, der foregår i
Irak, er dybt bekymrende og bør bekæmpes mest muligt. Men jeg bryder mig heller ikke om USA's korstog og tilsidesættelse af alle internationale aftaler med kampen mod terrorisme som påskud. Det er i bedste fald uacceptabelt og i værste fald en trussel mod verdensfreden.
9) Ja, jeg er medlem af SF, men ikke særlig aktiv i partiet.