Ni spørgsmål til ni kandidater - Allan Baumann

De ni spørgsmål

1) Hvordan opnår BUPL større slagkraft?

2) Hvor længe kan BUPL klare sig som selvstændig fagforening?

3) Hvordan med Ny Løn, skal den forbedres eller afskaffes?

4) Hvordan fastholdes lederne som medlemmer af BUPL?

5) Hvordan stiller du dig til, at BUPL i lighed med Dansk Sygeplejeråd lader medlemmerne vælge forbundsformand ved urafstemning?

6) Hvis du skal vælge, hvilken hovedorganisation foretrækker du så: FTF eller LO?

7) Hvordan skal den offentlige sektor fornys, hvis den skal fornys?

8) Bør Danmark støtte USA's planer om at vælte Saddam Hussein, evt. ved militær hjælp?

9) Har du været, eller er du medlem af et politisk parti? Hvilket?



Næstformand for BUPL København, Allan Baumann, 45 år: Pædagog fra Frøbelseminariet i 1987. Formand for Pædagogstuderendes Landsråd. Ansat på fritidshjem gennem ni år. Medlem af BUPL Københavns bestyrelse i 1991, faglig sekretær i 1998 og næstformand i 1999. Hovedbestyrelsesmedlem i to omgange, i sidste omgang siden 1999. Næstformand i bestyrelsen på Københavns Socialpædagogiske Seminarium og medlem af CVU-Østs Efter- og Videreuddannelsesudvalg. I gang med kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi efter at have færdiggjort den pædagogiske diplomuddannelse.



1) BUPL står ved en korsvej, og valget står mellem fællesskabets eller den individuelle vej. Vi kan ikke blive ved med at samle på projekter, som splitter os. Tværtimod er vi nødt til at skabe projekter, som kan samle medlemmerne bag organisationen. At organisere sig er at erkende, at fællesskab giver styrke og individuelle muligheder. Derfor må vi - fagbevægelsen - genopdage vores politiske projekt - vores vision, som handler om at udfordre "magten" til gavn for medlemmerne. Vi skal bringe fællesheden i centrum frem for at decentralisere magtesløsheden.



2) Så længe BUPL kan fastholde medlemmernes opbakning, kan vi forblive selvstændig. Men et er at opretholde en selvstændig organisation, noget andet er at gennemføre vores politiske målsætninger. Det kan vi ikke gøre alene. Derfor må samarbejde med andre være et centralt element i vores strategi, om det så på sigt betyder, at vi går sammen med andre, kan kun fremtiden vise.



3) Ny Løn fungerer ikke. Det viser både undersøgelser og medlemmernes utilfredshed. Derfor må der skabes et nyt system, som er tilpasset områdernes forskelligheder, og hvor vi ikke skal forhandle om vores penge to gange. Pædagogområdet er kendetegnet ved mange små arbejdspladser, og ved at faget udøves i team eller kollektivt. Det skal lønsystemet afspejle.



4) Det er utrolig vigtigt, at BUPL forbliver organisationen for alle pædagoger, fordi samspillet mellem BUPL og lederne strategisk giver både BUPL og lederne langt større indflydelse, end vi ville have hver for sig. Derfor skal vi væk fra den strukturelle diskussion til fordel for en politisk diskussion af, hvor vi i fællesskab vil have området til at udvikle sig hen - altså en politisk strategisk diskussion.



5) Hvis en urafstemning fremmer medlemmernes engagement i organisationen, synes jeg, det er en god ide, så lad os spørge medlemmer, hvad de mener.



6) Ingen af de to hovedorganisationer løfter i øjeblikket opgaven specielt godt, derfor skal BUPL sætte gang i debatten om fremtidens hovedorganisation(er). Og fremtidens hovedorganisation(er) skal hverken være politisk usynlig, som FTF er i dag, eller bundet til et politisk parti som LO. En hovedorganisation skal være en politisk magtfaktor, som virker til gavn for medlemmernes interesser.



7) BUPL skal arbejde for at udbygge den offentlige velfærd, byggende på ansvaret for de svage, alles ret og lige muligheder og demokratisk deltagelse i det offentlige liv. Vi er imod systemer for systemernes skyld, vi er imod bureaukratisering, umyndiggørelse og unødig kontrol. Derfor skal vi arbejde for, at den offentlige velfærd sætter mennesker og menneskelige fællesskaber i centrum.



8) Krig har aldrig været løsningen. Krig medfører kun død og ødelæggelse. Derfor bør Danmark sammen med mange andre europæiske lande (bl.a. Tyskland og Frankrig) arbejde for, at sagen løses indenfor rammerne af de spilleregler, som verdenssamfundet har opstillet via FN.



9) Jeg var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti fra 1988 indtil 1991, hvor jeg aktivt var med til at nedlægge partiet, da vi - "fornyerfløjen" - mente, det havde udspillet sin rolle. Siden har jeg ikke været medlem af noget parti, men betragter mig selv som partifri venstreorienteret.