Neuropædagogik; Det er hjernens fejl

De er larmende, grænsesøgende, provokerende, svære at trænge ind til, og man ved ikke, hvor man har dem. De er de børn, som pædagoger har store problemer med. De har udviklings- og empatiforstyrrelser, men grunden til, at de er så svære at have med at gøre, kan være vanskeligt at afdække. Pædagoger sender deres observationer af børnene af sted til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i kommunen, og så begynder ventetiden på eksperter og en diagnose. Der kan ofte gå temmelig lang tid, inden der sker noget. Imens lever børnene i en kaotisk verden, og de er ved at tage pippet fra selv garvede pædagoger. Nogle af børnene har deres vanskeligheder på grund af omsorgssvigt, de er forstyrrede i deres udvikling på grund af påvirkninger i miljøet. Men mange af de udviklings- og empatiforstyrrede børn har skader i hjernen, der forårsager deres problematiske adfærd. Disse børn har Lene Wad Knudsen en særlig viden om, fordi hun er neuropædagog.

Efter at have arbejdet med de vanskelige børn som pædagog i mange år, besluttede hun sig først i 1990'erne for at få mere viden om, hvad grunden er til, at nogle børn ikke kan regulere og styre deres adfærd. Det var helt nyt for Lene Wad Knudsen at finde ud, at selv små forstyrrelser i hjernen kan påvirke adfærden. Men det har været noget af en åbenbaring for hende at lære, at disse børn sagtens kan udvikle sig, hvis omgivelserne anerkender grunden til forstyrrelserne og hjælper dem med at få verden til at blive lidt mere forudsigelig og forståelig.

"Pædagoger kan faktisk meget mere, end de selv tror med de her børn. De går og venter i lang tid på, at eksperterne skal komme og fortælle dem, hvad de skal stille op. Men ofte ved pædagogerne lige såvel som eksperterne, hvad børnene har brug for. Mit bud er, at pædagogerne skal skaffe sig lidt viden om de skader, børn kan have i hjernen, og hvad det betyder for deres adfærd. Og så skal pædagogerne turde strukturere hverdagen for børnene, for det har de meget brug for," siger hun.

Pædagoger har jo hidtil hverken været dem, der stillede diagnoser eller behandlede. De observerede og sendte videre til andre. Men Lene Wad Knudsen mener, at den praksis er man nødt til at gøre op med.

"De mange børn med vanskeligheder og den lange ventetid hos PPR betyder, at man er nødt til at gøre noget, mens man venter, ellers går det galt både for børnene og pædagogerne. Pædagogers forskrækkelse for diagnoser stammer fra dengang, de naturvidenskabelige og humanistiske videnskaber var meget adskilte. Det er de ikke mere, og nu er mange fra det naturvidenskabelige felt åbne over for det, psykologer og pædagoger kan bringe ind. Til gengæld skal vi pædagoger heller ikke være så bange for det, der er biologisk betinget," siger hun.



Børn uden grænser. Lene Wad Knudsens sidste arbejdsplads som pædagog var på et fritidshjem, der på et tidspunkt blev ændret, så man også kunne modtage børn med særlige vanskeligheder, herunder børn med hjernedysfunktioner. Når hun i dag tænker tilbage på, hvor forkert hun og kollegerne så på børnene og årsagen til deres adfærd, kan hun blive helt ked af det. De troede, at børnene bare kunne fungere på lige fod med de andre børn fra dag ét, men så indså de, at de måtte gøre noget andet med de her børn. Fra det tidspunkt begyndte Lene Wad Knudsen selv at stykke en uddannelse sammen, der skulle give hende indsigt i hjernen, i de udviklings- og empatiforstyrrede børns adfærd og i den strukturering af hverdagen, som børnene har brug for. Hun har udover sin efteruddannelse i special- og neuropædagogik en teraputisk uddannelse og en diplomuddannelse i pædagogisk arbejde.

"Der er sket en stor udvikling inden for neuropædagogikken, siden jeg startede med det først i 1990'erne. Nu ved man, at der er rigtig meget om hjernen, som man ikke ved noget om. Og så ved man, at der er meget større plasticitet i hjernen og endnu mere i barnehjernen, end man havde forventet. I dag ved man, at man kan træne det, der har taget skade," siger hun.

Hjernens limbiske system, som er hjemsted for tidligere erindringer og følelser, spiller en stor rolle for de her børn, for deres problemer med at styre adfærden kan hænge sammen med dysfunktioner mellem det limbiske system og den frontale del af hjernen. Den frontale cordex, som det hedder i fagsprog, styrer nemlig adfærden og lægger en dæmper på følelserne.

"Hvis den forbindelse ikke fungerer, så handler man, før man tænker, hvilket meget ofte er det, der sker med de her børn. Man kalder det en amygdala-kapring, som bevirker, at følelserne tager fuldstændigt over, og den tænkende hjerne bliver sat ud af spil. Og så går børnene ofte ind over vores grænser, hvis vi ikke får dem stoppet. Når man arbejder med børn, som ikke kan mærke deres egne grænser, så er de meget afhængige af, at de voksne har styr på sig selv og kan afgrænse sig i forhold til andre," forklarer Lene Wad Knudsen.

Dysfunktioner kan skyldes skader i hjernen i løbet af graviditeten, ved fødslen eller ved en skade på hovedet ved fald eller anden hård medfart. Det kan være små nerveforbindelser, der ikke er i orden, og nogle skader kan kun afdækkes ved en funktions-neurologisk undersøgelse.

"Noget af det nye, man har fundet ud af, er jo, at meget omfattende omsorgssvigt af helt små børn, går ind og påvirker udviklingen af hjernen. Engang troede man, at det biologiske og det fysiologiske var to forskellige ting, men nu ved man, at hjernen udvikler sig alt efter, hvad den bliver budt. Den skal også motioneres som resten af kroppen," fortæller Lene Wad Knudsen.

Tidligere troede man, at de her børns største problem var, at de ikke kunne holde opmærksomheden på noget ret længe ad gangen. Men nu ved man, at det, de ikke kan, er at styre deres egne planlagte handlinger og den indre styrede opmærksomhed. De kan godt klare en ydre styret opmærksomhed, hvor omverdenen bestemmer, hvad de skal gøre og hvornår.

"De her børn kan jo sidde timevis foran computeren, for det er en styret aktivitet, som de ikke har problemer med at holde opmærksomheden ved. Samtidig får de hurtig respons fra computerspillet, og det er også godt for de her børn, for de kan ikke finde ud af, hvad der er fortid, nutid og fremtid. Derfor kan de heller ikke planlægge deres fremtid eller se tilbage og bruge erfaringer," forklarer Lene Wad Knudsen.

De udviklings- og empatiforstyrrede børn ligger på en linje, som man kalder det autistiske kontinuum. I den ene ende er der børn, der er lidt for meget anderledes, lidt for urolige eller for sløve til, at de er almindelige. Op ad linjen kan man så begynde at sætte nogle diagnoser som for eksempel ADHD og helt i den anden ende Infantil Autisme og Asperger. De børn, man ser flest af er de empatiforstyrrede.

"Det er børn, som ikke har udviklet empatiske evner. Empati handler jo både om at have en god forbindelse til sin egen tanke- og føleverden og have evnen til at sætte sig ind, at det har andre også, og så alligevel være i sig selv. Det kan de her børn ikke, og det er ofte også svært for de andre børn i gruppen at skulle være sociale over for dem, for ligesom de overtræder voksnes grænser, går de selvfølgelig også over andre børns grænser," siger Lene Wad Knudsen.



De kan ikke gøre for det. På sine kurser lærer Lene Wad Knudsen pædagoger at strukturere dagene for børn med dysfunktioner, og hun lærer dem at lave aftaler med børnene om, hvad de skal og ikke skal, og om, hvad de voksne vil tillade og ikke tillade. Hun kan også komme ud i institutionen og hjælpe med at få et barn på ret køl.

"Jeg oplevede for nylig et barn, hvor vi havde lavet helt klare aftaler om, hvad han skulle og ikke skulle og med hvem. Efter en uge, kom han glad ind på stuen og sagde: "Hvem skal have mig i dag?". Det beviser for mig, at han bare trængte så meget til, at der var én, der ville have ham og hjælpe. Vil man være til hjælp og nytte for de her børn, er det meget vigtigt, at man ikke ryger ud af kant sammen med barnet," siger hun.

Lene Wad Knudsen mener, at daginstitutionspædagoger er meget dygtige og slet ikke anerkendt nok for det, de kan. Men nogle er bange for det neurologiske.

"De siger, at de ikke kan lave pædagogik efter noget med hjernen, de er bange for at komme til at diagnosticere, og de er også bange for, om alt det, de har lavet indtil nu, slet ikke duer. Men pædagoger kan få et mere nuanceret syn på barnet ved hjælp af viden om det neurologiske, og det kan de bruge sideløbende med alt det andet, de kan. Jeg har oplevet mange pædagoger blive så lettede, når de finder en god forklaring på barnets uhensigtsmæssige adfærd. Det giver en meget stor frihed til også at holde af barnet, fordi det jo ikke kan gøre for det," siger hun.

Udviklings- og empatiforstyrrerede børn kan sætte en hel personalegruppe skatmat, for når man kommer til kort over for sådan et barn, rammes man ofte på sit selvværd. Og så får man alle mulige symptomer på stress, som aggression eller opgivenhed, og så kan det gode samarbejde sagtens ryge sig en tur. Lene Wad Knudsen fortæller om en institution, hvor hun var kaldt ud for at hjælpe med nogle samarbejdsvanskeligheder. Da hun kom, fandt hun dog hurtigt ud af, at meget af uenigheden skyldtes et barn med dysfunktioner, som pædagogerne ikke anede, hvad de skulle stille op med.

"De havde vidt forskellige indfaldsvinkler til barnet, og det er jo ikke så mærkeligt. Nogle havde stor føling, og andre var bare ved at få pip. Vi lavede en afdækning af barnets vanskeligheder og en pædagogisk planlægning. Senere hørte jeg, at samarbejdsvanskelighederne var hørt op," siger hun.

Lene Wad Knudsen anbefaler, at man skal turde se på sig selv, være i sig selv, og at man skal se på ens ubevidste, for her lærer man, om de kampe, der foregår i én. Man skal have det kropslige og følelsesmæssige med i sin erkendelsesverden, så det ikke bare er hovedet og tankerne, der styrer.

"Den personlige faglighed skal man pleje lige så vel som man skal vedligeholde sin teoretiske faglighed. Det indebærer, at man har en god kontakt til sig selv, at man er klar over sin egen andel i de møder og spil, man har med andre mennesker. Det er godt med åbenhed omkring, hvordan man har det, og hvad tingene gør ved én. At man tør stå ved, at man bliver usikker over for en situation eller et barn. At man flytter tankerne og mindreværdsfølelsen fra det indre til det ydre og siger til kollegerne, hvordan man har det, og hvad det gør ved én, i stedet for at gå med det selv," siger hun.



Lene Wad Knudsen kan kontaktes via www.lenewad.dk (linket fungerer ikke længere)







Om hjernen



Hjernen - især barnehjernen - er meget fleksibel og udvikler sig for en stor del afhængigt af, hvilke omgivelser og muligheder, man tilbydes. Hvordan ens hjerne fungerer og udvikler sig, afhænger også af de gener, man fødes med. Men sygdomme, forgiftninger under graviditet og fødsel eller efter fødslen, vanskelige eller meget tidlige fødsler, traumer forårsaget ved slag eller fald samt meget alvorlig fravær af omsorg kan også give større og mindre skader og dysfunktioner.



Hjernestammen: Kaldet "portneren", når man benytter metaforen hjernen som fabrik. Her modtages stimuli, som bearbejdes i hjernebarken. Hertil hører livsvigtige funktioner som åndedræt, synkereflekser og regulering af sult og tørst samt vågenhedsgrad og beredskab. Den spiller en stor rolle for motorisk koordination.



Hjernebarken: Kaldet "produktionen", fordi her bearbejdes indkomne stimuli. Her dannes den indre virkelighed af den ydre verden. Den består af en højre og en venstre halvdel, nervebanerne krydser hinanden, så den højre halvdel styrer venstre side af kroppen og omvendt. Højre halvdel er bedst til at genkende komplekse sanseindtryk og til at danne helheder, tolke kropssprog og mimik, visualisere og skabe sammenhæng. Venstre halvdel er bedst til at bearbejde stimulation fra én sansekanal ad gangen, at bearbejde sekventielt, at analysere og aktivere detaljer.



Hjernebjælken: Er det største nervebundt, som forbinder de to hjernehalvdele, således at vi er i stand til at opfatte helheder og detaljer på en og samme gang. Nyere forskning tyder på, at de to hjernehalvdele er i stand til at overtage hinandens funktioner, derfor skal opdelingen ikke tages alt for bogstaveligt.



Frontal cordex: eller frontallapperne: Kaldet "direktøren" og kørselsretningen, idet adfærden er knyttet hertil. Her finder vi ud af, hvad vi stiller op med de impulser, som via hjernestammen er bearbejdet i den øvrige del af hjernebarken.



Det limbiske system: Limbus betyder grænse, og strukturerne i de limbiske system ligger på grænsen mellem hjernestammen og hjernebarken. Til det er knyttet erindringen af begivenheder og tilstande af følelsesmæssig art, sandsynligvis fortrinsvis i områderne hippocampus og amygdala. Der er nerveforbindelser mellem det limbiske system og den frontale cortex, og det er ofte skade eller sen udvikling af disse nerveforbindelser, der forårsager dysfunktioner.

Om problemerne



Børn med udviklings- og empatiforstyrrelse har typisk vanskeligheder på områderne adfærd, emotion (følelser) og kognition (tankevirksomhed og refleksion), mens de ofte er meget intelligente. Teorien om de her børn er, at de enten har dysfunktionen direkte i den frontale cortex eller i de nerveforbindelser, der er mellem det limbiske system og den frontale del af hjernen. De har ofte nedsat evne til at være bevidste om sig selv og egne motiver, hensigter og handlinger. De påvirkes meget af umiddelbare begivenheder. De tænker og reagerer ikke ud fra konsekvenser. De har svært ved at gisne om mulige fremtider. De har svært ved at formulere handlemuligheder og vælge derudfra. De har vanskeligheder med tidsmæssige fornemmelser og organisering. Og de har en svækkelse af evnen til tilbageblik, forudsigenhed og forberedende adfærd. Alt det fører til et liv, som er mere kaotisk end andres.





Om hjælpen



Pædagoger og andre voksne i børnenes omgivelser kan hjælpe og støtte børn med udviklings- og empatiforstyrrelser ved, at:

• acceptere, at barnet er anderledes og har brug for en specialindsats.

• have åbenhed omkring det. Det skaber accept i omgivelserne, som ofte har haft modstand og negativitet over for barnet. Det gælder også de andre børn, som har fået at vide, at de skulle være sociale overfor det vanskelige barn, og det er ofte meget svært for dem. De har stor glæde af, at det er acceptabelt, at barnet er anderledes.

• tænke bag om adfærden og se på årsagen

• vælge til og fra for barnet

• skabe forudsigelighed

• finde ud af, hvad man som voksen kan gøre, når noget går galt

• tænke, at sådan er det lige nu og ellers være opmærksom på udvikling

• styrke egen personlige grænsesætning





Litteraturliste:

Daniel Goleman: Følelsernes intelligens. Forlaget Borgen.

Russell A. Barkley: Opmærksomhedsforstyrrelser og udvikling af selvkontrol. Forlaget Munksgaard.

Matti Bergström: Sorte og hvide lege. Kaos og orden i hjernen. Om det legende barn. Pædagogisk Bogklub.

Destruktive følelser - Hvordan kan vi håndtere dem? En videnskabelig dialog med Dalai Lama fortalt af Daniel Coleman. Forlaget Borgen.

Ole Vedfelt: Ubevidst intelligens - du ved mere end du tror. Gyldendal.

Susanne Fredtofte og Viggo Pedersen: Først føler vi - siden tænker vi. Neuropsykologi. Neuropædagogik. Forlaget Bakkedal.

Susanne Fredtofte og Viggo Pedersen: Hjerner på begynderstadiet. Neuropædagogik. Om psykisk udviklingshæmmede og småbørn med DAMP/MBD.

Elkhonen Goldberg: Hjernes dirigent. Frontallapperne og den civiliserede bevidsthed. Psykologisk Forlag.

Antonio R. Damasio: Descartes fejltagelse. Fornuft, følelse og den menneskelige hjerne. Hans Reitzel.