Natløb på vildspor

En dukke, der skulle illudere hængt mand i et træ, historier om bevæbnede psykiatriske patienter på flugt fra det nærliggende hospital, bloddryppende, maltrakterede personer i en mørk skov og rædselsslagne børn, der efterfølgende lider af mørkerædssymptomer. Det er Ekstra Bladets og Lolland-Falsters Folketidendes historier om et natløb, der blev til et skrækløb på den koloni, som Maribo Fritidsklub var på fra 1. til 7. juli i Vordingborg.

Leder Inge-Lise Pedersen har en noget anden version af, hvordan løbet foregik. Og hun er blevet meget overrasket og forskrækket over, at en situation, som nok tog overhånd, men som hun mener, at pædagogerne har haft helt styr på, er blevet behæftet med mange fejlagtige billeder især i den lokale presse.

»Den "hængte" mand findes slet ikke og må høre hjemme i den pågældende journalists fantasi. Vi gik på natløb lige efter aftensmaden, så det var slet ikke mørkt, den lyserøde farve i medarbejderens ansigt på første post lignede slet ikke blod, og jeg har kun hørt om ét barn, der efterfølgende har haft behov for psykologhjælp. Drengen med mørkerædssymptomer har været til samtale med kommunens psykolog, og hun konkluderede, at han havde helt styr på, hvad der var fantasi, og hvad der var virkelighed,« siger hun til Børn&Unge.



Fantasien blomstrer. Maribo Fritidsklub tager på koloni i Vordingborg i en spejderhytte og medbringer telte, hvor de 29 børn og de syv medarbejdere skal sove. Kolonien er en højt prioriteret aktivitet, som fritidsklubben hvert år forsøger at gøre meget ud af for at skabe en klubåndsfølelse blandt børnene. Efter at være ankommet om søndagen er tirsdag aften afsat til det traditionsrige natløb. Pædagogerne beslutter at forsøge at give uhyggen en ekstra tand, da mange af børnene ofte har klaget over, at de ikke finder pædagogernes påfund uhyggelige nok.

»Om dagen lader vi sive blandt børnene, at nogle af patienterne fra det nærliggende psykiatriske hospital er stukket af. Vi har kun lavet en råskitse over, hvordan forarbejdet skal foregå, og her går vi nok for vidt i historierne. Der sker så det, at der blandt børnene cirkulerer historier, som ikke kommer fra nogle af de voksne. Børnene fantaserer selv videre om en sygeplejerske, der er stukket ned, og at mændene er bevæbnede. Men da vi opdager det, får vi straks de historier aflivet. Vi fortæller, at det alt sammen er noget, vi har fundet på, og at det altså kun drejer sig om et natløb,« fortæller Inge-Lise Pedersen.

Ved den første post ligger en af medarbejderne på jorden og er malet lyserød i hovedet. Da pædagogerne ser, at børnene bliver forskrækkede, stopper de løbet. Ved en fejl i pædagogernes kommunikation er gruppen blevet delt, og nogle voksne går hjem med den ene gruppe og henter den anden i klubbens bus. Den anden gruppe er imidlertid nået til post to, men der ser de ikke noget, der kan forskrække dem. Da alle igen er vel hjemme på kolonien, trækker den udklædte medarbejder sin maskering af, så alle kan se, at der er tale om én, de alle kender.

»Efterfølgende er det min opfattelse, at vi får samlet rigtig godt op på de ting, som børnene måtte have fantasier omkring. Vi taler med hvert enkelt barn, og vores indtryk er, at de alle er klar over, at historierne er ren fantasi og noget, vi har fundet på. Børnene får valget mellem at sove i teltene eller på en hems i hytten. De fleste vælger hytten den aften, og nogle vælger også den trange og varme soveplads de følgende dage,« siger Inge-Lise Pedersen.



Det sker ikke igen. Historien om natløbet kommer nogle forældre for øre, fordi børnene har mulighed for at ringe hjem. Kun ét af forældreparrene beder om at snakke med Inge-Lise Pedersen, og hun synes, at hun får afklaret situationen med forældrene på en god måde.

Da børn og voksne kommer hjem, går det op for Inge-Lise Pedersen, at natløbet er blevet beskrevet i den lokale presse. Men meget at det kan hun slet ikke genkende.

Et møde med forældrene, hvor kun forældre til syv af børnene dukker op - hvilket kan skyldes ferie - forløber godt, og kun et forældrepar er stadig meget vrede over det skete, da mødet slutter, fortæller Inge-Lise Pedersen. Forældrene til de to børn, der efter hjemkomsten har vist symptomer på at være mørkeræde, råder Inge-Lise Pedersen til at kontakte egen læge og eventuelt få psykologhjælp. Den ene får som tidligere beskrevet talt om sine oplevelser med kommunens psykolog.

»Set i bakspejlet skulle jeg jo nok have stoppet løbet, allerede inden det gik i gang. Det gjorde jeg ikke, og jeg kan kun undskylde over for både børn og forældre, at vi åbenbart lod uhyggen overstige det, som især de mindste børn kunne klare, og love, at det bestemt aldrig sker igen. Rent fagligt mener jeg, at vi har gjort hvad vi kunne for at samle situationen op. Men vi laver nok ikke den form for løb igen, for uden at ville det kom vi åbenbart til at overskride nogle af børnenes grænser,« siger Inge-Lise Pedersen.



Børn&Unge har kontaktet den journalist på Lolland-Falsters Folketidende, som har skrevet artiklerne om natløbet. Men hun har ikke ønsket at udtale sig om sin dækning af hændelserne.