NATIONALE LÆREPLANER - Skemabørn

A b c d e f g"... synger vuggestuebørnene hver morgen, når de samles på den store madras i den private daginstitution Abacus i London, som direkte oversat har titlen "tidlig undervisning og omsorgsskole". De engelske daginstitutioner er præget af stor forskellighed, men fælles for alle børn, som kommer i en privat eller offentlig institution inden skolealderen, er, at de alle skal undervises og nå et bestemt mål, inden de kan komme på den rigtige skolebænk fra fire års alderen. Børnene kan dog blive i Abacus, indtil de er blevet fem år, men de fleste forældre vælger at sætte deres børn i skole, når det fjerde år er nået.

Den egentlige læreplan, som børnene skal igennem, starter først fra de er fyldt tre år, men alle børnene modtager undervisning i en eller anden udstrækning. For eksempel er alfabetet ikke kun forbeholdt sanglege for de mindste på halvandent år. De bliver også trænet i alfabetet med hjælp af tegninger for hvert af bogstaverne, og Lili, Jordan og alle de andre børn i vuggestuegruppen lærer at rejse sig på skift, når deres navns forbogstav bliver vist frem.



Undervisningen. På første salen i Abacus sidder den ene af børnehavegrupperne. Her står der "viden og verdensforståelse" på skemaet for de 3-5-årige, der alle sidder rundt om bordet. Faget er det ene af de i alt seks områder, som de 3-5-årige skal trænes i. De andre områder er kommunikation, sprog og litteratur, matematik, følelsesmæssig og social udvikling, kreativ udvikling og fysisk udvikling - og så til sidst viden og verdensforståelse, som børnene i Kara Marollys gruppe i dag skal undervises i.

Denne formiddag er det figuren Humty Dumbty, som bruges til at give børnene en fornemmelse af former, farver og konsekvens.

»Hvad skete der med Humty Dumbty?«, spørger Kara, og de fleste af børnene svarer i munden på hinanden, at han gik i stykker.

»Og hvorfor det,« spørger Kara?

»Fordi han var et æg,« svarer børnene og svarer bekræftende på, at man ikke kan samle et æg igen, hvis man taber det. Kara holder et stykke papir klippet som et æg med et glad ansigt op foran børnene og spørger hvilken form, det har. Og ordet "oval" med ekstra mange añer lyder igennem rummet. Den næste time går nu med at farvelægge æggeformen og lime ben og arme på, så alle børnene kan lægge deres egen Humty Dumbty ned i deres bakker.



Udbrændte. I rummet ved siden af sidder Shaaron Petgrave, som har titlen "manager".

Hendes opgave er at sørge for, at undervisningsreglerne overholdes. At børnene kommer igennem alle seks områder, som alle hører under en samlet undervisningsplan, der i de engelske daginstitutioner bliver kaldt curriculum. Hun har også ansvaret for børnenes curriculum i en anden institution i nærheden. I tolv år har hun arbejdet med børn, og hun er ikke glad for den udvikling, systemet har taget.

»Det hele startede med en undersøgelse for tolv år siden, der viste, at børnene efter fire til fem år i skolen var alt for dårlige til at læse. Så den tidligere regering under Margaret Thatcher indførte undervisning så tidligt som overhovedet muligt,« fortæller Shaaron Petgrave.

Resultatet blev, at børnene blev bedre til at læse - men det kunne man lige så godt opnå med andre midler, mener Shaaron Petgrave.

»Der sidder 30 børn i hver skoleklasse. Hvorfor ikke bruge nogle af de mange ressourcer, som vi får, til at gøre skolerne bedre,« spørger Shaaron, der ikke mener, at børnene får noget ud af den undervisning, som hun har ansvaret for.

»Det er meget for en fireårig at skulle overkomme, og vi bliver ofte nødt til at presse dem. Alle børnene skal igennem deres curriculum, og vi skal planlægge det for hver enkelt og udfylde alle formularerne. Selvfølgelig kan vi opnå, at nogle af børnene får noget ud af det, men nogle bliver også ladt i stikken på grund af det her - der bliver et A og B-hold. Det er spild af kræfter, for børnene kommer op på samme niveau, når de kommer i skole senere hen. Og jeg oplever også, at nogle af børnene bliver udbrændte, når de endelig kommer i skole, fordi de har oplevet så meget pres inden,« siger Shaaron Petgrave.



For eller imod. Diskussionen om leg eller lær synes kun at foregå ude i institutionerne. Om den tidlige indlæring kan medføre pressede og udbrændte børn, som Shaaron Petgrave fra Abacus mener, er ikke et emne, der er til politisk debat. Tværtimod. Opmærksomheden er nemlig først og fremmest rettet mod at få større samling på hele det engelske daginstitutionssystem. Og i det engelske undervisningsministerium, som har ansvaret for al undervisning, er holdningen den, at den tidlige undervisning skal styrkes. Et af argumenterne er, at børn fra fødslen og til tre års alderen er meget motiverede for at lære. Man vil derfor arbejde på at sætte den helt tidlige indlæring endnu mere i system.

Men en OECD-rapport fra sidste år slår dog fast, at mange af de formelle læreplaner for engelske førskole-børn synes utrolig ambitiøse - især når engelske børn begynder langt tidligere i skolen sammenlignet med andre europæiske børn. Og selvom nogle undersøgelser viser, at en tidlig undervisning giver bedre læse- og regnefærdigheder, konkluderer OECD-rapporten, at børnenes udbytte af den tidlige undervisning er alt for forskelligt. Nogle af børnene bliver frustrerede og splittede. Der bør tages større hensyn til børnenes forskelligheder og deres individuelle udviklingstrin, er meldingen fra OECD-rapporten, der har set på i alt tolv landes metoder, når det gælder den tidlige undervisning og landenes forskellige politik på børneomsorgsområdet.



Forskelligt udbytte. Men indtil videre fortsætter før-skolegangen. I Karas gruppe er børnene lige nu i fuld gang med at færdiggøre hver deres Humty Dumbty. De fleste går op i det. Farvelægger skabelonerne, maler øjnene enten blå, brune eller grønne. For de kan ikke være pink, er de alle blevet enige om. Tre af børnene ud af en gruppe på ni ser ikke ud til at få det store udbytte af timen. En kan godt, men gider ikke, en anden sidder helt stille og når aldrig længere end til at tegne et par streger på æggeformen, og en tredje må hjælpes af en voksen hele vejen igennem.

Men de fleste får tegnet deres Humty Dumbty, foldet musetrapper ligesom Kara har vist dem og får klippet og klistret, så figuren til sidst er færdig. Især pigerne går op i timen og får mange "god pige" til gengæld. De tre kvarter i "viden og verdensforståelse" er færdig for i dag, og alle børnene sætter sig på gulvet for at få læst historie, inden frokosten bliver serveret.

Børnenes voksen, Kara Mallory, har en ekstra voksen med, når der undervises, og har derfor tid til at fortælle om dagligdagen i børnehavegruppen - som kaldes for "pre-school".

»En helt almindelig dag starter klokken ni, hvor børnene har en halv time med fri leg og en halv time med børnefjernsyn. Klokken ti starter første lektion, hvor vi øver alfabetet og andre ting, for eksempel taler vi om former. Næste lektion starter klokken 10.30, og alt afhængig af ugedag øver vi enten bogstaver, former, skriver, laver praktiske øvelser som biblioteksbesøg eller madlavning og til sidst har vi matematik - om fredagen,« siger Kara og fortsætter:

»Efter frokosten kan de lege lidt inden middagsluren. Resten af dagen leger vi - en delvist organiseret leg, hvor børnene selv kan bestemme, hvad de har lyst til indenfor de rammer, vi kan tilbyde,« siger Kara, der først kan gå hjem klokken 18, hvor institutionen lukker.



Flere ressourcer - mere pres? Hele systemet med undervisning af førskole-børnene står højt på den britiske regerings dagsorden. Der vil komme flere pladser, tilføres flere penge, og lærerne skal blive bedre, så kvaliteten af undervisningen højnes. Men Shaaron Petgrave, der dagligt har med undervisningen at gøre, ville ønske, at opmærksomheden blev rettet et andet sted hen.

»Der burde være meget mere fokus på barndommen. Det hele handler om at blive voksen. For mig er denne måde mere at gå tilbage - i stedet for at udvikle tingene. Det skaber i stedet megen frustration med al denne formalisering af barndommen - det er en fejl. Det bliver et pres, og det går ud over den egentlige omsorg. For eksempel har vi så travlt med alle undervisningsplanerne, at det går ud over samspillet med børnene. Det får vi nemlig ingen ekstra tid til,« siger Shaaron Petgrave og viser en stak af de evalueringsskemaer, som personalet skal udfylde for hvert af børnene en gang om ugen. Et afkrydsningsskema, hvor barnet bliver vurderet i forhold til de seks undervisningsområder. For eksempel om den fireårige har opnået den viden, at en bog og en tekst har en mening, kan genkende bogstaver og lyde og er i stand til at skrive nogle få ord og genkende dem. Skemaerne bliver en gang om året brugt som dokumentation, så de offentlige myndigheder kan se, at institutionerne overholder deres læreplaner, og børnene når det, de skal. Men hvad siger forældrene? Kara Mallory mener, at forældrene accepterer det - fordi "sådan er det bare".

»Nogle gange oplever jeg også, at de ikke en gang ved, at det er sådan - men jo - de accepterer det,« tilføjer Shaaron Petgrave.

En af de forældre, der dog har gjort sig nogle tanker, er den danske kvinde Lærke Blais Jensen, som er gift og bosat i London og har sin 1 1/2-årige Théa i Abacus.

»Jeg kan jo se, at Théa og de andre børn virker glade, når de mødes om morgenen for at synge deres A-B-C. Og jeg er slet ikke imod, at børn undervises, inden de skal i skole, så længe det er en del af legen. Men når det kommer på næste trin, vil jeg nok sætte spørgsmål ved det hele, og for mig er det helt sort at vurdere børn,« mener Lærke Blais Jensen, der regner med at rykke hele familien til Danmark inden der står før-skole på skemaet.