Når dit bliver mit - Jeg ville bare lege med det

Scene 1: Børnehaven har købt en masse piberensere. De kan bruges til meget, men pludselig er de væk, og hvor er de blevet af? De bliver fundet i et garderobeskab. Sebastian synes godt nok, at det er dejligt med sådan nogle piberensere, og dem vil han gerne have med hjem.



Scene 2: Marie kommer farende hen til pædagogen. Én af de andre børn har taget hendes bamse. Hun legede lige så godt, og så blev bamsen pludselig revet ud af hænderne på hende. Det er tarveligt, og resultatet er højlydt gråd fra en forurettet lille pige.





Scene 3: De små spiser frokost i vuggestuen, og de er hver især meget interesseret i maden på naboens tallerken. Især kan lille Agnete ikke få øjnene væk fra Niklas tallerken med nogle få vindruer. Jo mere hun ser, jo mere lækre bliver de, og jo kedeligere er hende egen mad. Da Niklas et øjeblik ser væk, er hun lynhurtig og haps...



Navnene er opdigtede, men episoderne er rigtige. De fandt for nylig sted i Børnehuset Vestervangen i Viborg, og lignende episoder finder sted hver eneste dag i danske institutioner.

Små børn stjæler ikke, for det er alt for voldsomt et ord. Men de kender ikke altid forskel på dit og mit. En gang imellem snupper de ting fra hinanden for at drille, og nogle gange tager de for at få opmærksomhed.

Uanset grunden er resultatet det samme: En konflikt. Men hvordan tackler man den slags situationer? Og hvornår er det så slemt, at forældrene skal inddrages? Alt det har de en holdning til i Børnehuset Vestervang i Viborg. Og det er en holdning, der er knyttet tæt til de værdier, de i øvrigt har i institutionen.



Hvorfor tager du Maries ting? Børnehuset Vestervang er en integreret institution med 34 børn i vuggestuen og 72 børn i børnehaven. Den ligger i boligområdet Vestervang i Viborg, hvor der også er skole, SFO og klub,

Mangfoldighed er det ord, der bedst beskriver Børnehuset Vestervangen. Her er børn fra alle typer familier, både hvad angår kultur, indkomst, boligforhold. Børnene går i en institution med et formuleret børnesyn, der blandt andet siger at 'alle børn vokser af at blive anerkendt og taget alvorligt'.



"Det praktiserer vi på en sådan måde i hverdagen, at børnene er vant til og gode til at sætte ord på, når der er et problem, og de er også vant til, at vi lytter til dem. Det er jo for eksempel vigtigt, at den, der har taget noget, også får mulighed for at sætte ord på episoden. Historien skal høres fra begge sider," siger Tenna Camilla Carlsen. Hun er pædagog i børnehavens udegruppe, der blandt andet har egen kolonihave.

"Hvis der kommer et barn til mig og fortæller, at én af de andre har taget noget, spørger jeg, om det er noget, han eller hun vil have hjælp til. Det er det som regel, når de kommer på den måde, og der skal altid være mulighed for at få hjælp. Men de skal vide, at man også nogle gange selv kan klare den slags situationer. Hvis barnet vil have, at vi gør noget, snakker vi med den, der har taget legetøjet, tegningen eller hvad det nu kan være. Jeg spørger, hvad der er sket og også om 'anklagen' er korrekt: 'Marie siger, at du har taget hendes legetøj, er det rigtigt', spørger jeg. Jeg gør det stille og roligt, og så kommer tilståelsen som regel også. Jo, det er rigtigt nok. Når jeg så spørger hvorfor, er svaret forbavsende tit, at 'jeg ville bare gerne lege med det',"



Fastholder rolig snak. Tenna Camilla Carlsen kan godt hæve stemmen og være meget bestemt, hvis det er den samme, der igen og igen hugger de andres ting. Men hun fastholder så vidt muligt den rolige snak om situationen: 'Prøv at se, Marie bliver jo ked af det, når du tager hendes ting', siger hun ofte.



"Nogle gange handler det i virkeligheden om, at den, der snupper noget fra de andre, gerne vil ind i legen. Så spørger jeg, om det er noget, jeg skal hjælpe med. Der er jo altid en grund til, at børnene handler, som de gør. Det er vigtigt at se ind bag ved handlingen," siger Tenna Camilla Carlsen.

Tina Kjær er pædagog i Børnehuset Vestervangens vuggestue, og her reagerer pædagogerne lidt anderledes, når børnene tager fra hinanden, end de gør i børnehaven:



"I vuggestuen finder børnene hurtigt ud af, at der er forskel på dit og mit. Når der opstår konflikt, fordi et barn tager fra en anden, spørger vi ikke ind til, hvad der skete, for vi får ingen respons. Men så siger jeg: 'Jeg kan god forstå, at du bliver ked af det, når nogen, tager dine ting'. Og til den, der har taget, siger jeg: 'Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have det, Emil leger med, men det går jo ikke. Han bliver ked af det. Så må du spørge, om du må låne det'," siger hun og forklarer:



"Når de tager noget i den alder, er det jo en spontan og ikke en bevidst handling: Du har noget, som jeg vil have. Derfor tager jeg det. Men ligesom i børnehaven skal vi se om bag handlingen, for ofte sker det for at få opmærksomhed. Specielt de største i vuggestuen har opdaget, at der kommer en reaktion, når de tager noget fra andre. Først fra den, de tager noget fra, og derefter fra os voksne. Så på den måde får de opmærksomhed, men hvorfor vil barnet have opmærksomhed, hvad er baggrunden for det? Det er noget, vi skal overveje. Det er ikke nok bare at løse konflikten," siger Tina Kjær.



I vuggestuen er børnene generelt ikke store nok til at drille bevidst. Eller er de?

"Det begynder at komme ved de største børn i vuggestuen. De kan godt en gang imellem synes, det er vældig sjovt med en voldsom reaktion fra den, de hugger noget fra. Men det er slet ikke noget, de gør for at den anden skal blive ked af det," siger Tina Kjær.



Både børnehave- og vuggestuepædagogen mener, at børnene skal lære at sætte grænser. Pædagogerne skal nok skride ind, men de skal ikke stoppe en naturlig følelse som vrede, når nogen hugger det, barnet leger med. Det skal man ikke finde sig i. Til gengæld skal man lære at være sammen om tingene, og ikke mindst børn, uden søskende skal ofte lære det på den hårde måde.



Snakken med forældrene. Børnehuset Vestervang har også været ude for børn, der vil tage noget med hjem, som enten tilhører institutionen eller et andet barn. Så tager de barnet med ud til garderoben, hvor 'skatten' er blevet gemt og forklarer, at det vidst ikke er så smart.



Kun hvis det viser sig at være et problem, som viser sig igen og igen, inddrages forældrene. Men ikke med et formelt indkaldt møde, for det virker så alvorligt - som om barnet nærmest anklages for at være tyv. Der tages en uformel snak om problemet, så institutionen kan samarbejde med forældrene om at få det løst. Og så forældrene kan holde øje med, om der kommer noget med hjem i tasken, der ikke tilhører deres barn.



Leder af Børnehuset Vestervang, Lone Skibsted Frejo, siger, at den måde at reagere på falder helt i tråd med den overordnede politik i institutionen.

"Det er nogle nødvendige konflikter, der opstår, når et barn tager noget fra en anden. Det er et led i hele den socialisering, der følger af, at man kommer i institution. Det vigtige er, at vi altid tager barnet alvorligt, at der sættes ord på, og at vi ser ind bag handlingerne. Dermed hænger den måde, vi tackler disse episoder på, sammen med, hvordan vi i det hele taget håndterer vore værdier på," siger Lone Skibsted Frejo.



Husk lige at spørge først



Børnehaven Mariehjemmet i Helsingør har en formuleret mobbepolitik, der blandt andet slår fast, at det er mobning 'at gemme, ødelægge eller tage' hinandens legetøj, tegninger.

Men mobbepolitikken slår også fast, at der er forskel: Man kan drille for sjov og man kan mobbe. Drilleri sker ofte for at komme i kontakt med den anden, mens mobning aldrig er for sjov. Og det kommer ikke ind under betegnelsen 'uskyldigt drilleri', hvis man hugger fra hinanden.

Den formulerede mobbepolitik har betydet, at Mariehjemmet bevidst arbejder på at skabe et godt miljø mellem børnene, så der ikke opstår problemer, hvor nogle børn ikke trives.



Omsorg, trøst, kram skal være en del af omgangen børnene imellem. Dermed kan man forebygge konflikter, for eksempel fordi nogle tager ting fra andre, selv om de selvfølgelig aldrig helt kan undgås:

"Lige nu kører vi således et projekt om at drille for alvor og drille for sjov," fortæller børnehavens leder, Birgit Pedersen.

"Hvis man tager noget fra hinanden, er det jo ikke for sjov, og børnene ved, at de ikke skal tage tingene uden at få lov. Jeg synes faktisk, at de er rigtig gode til at spørge, og de snakker indbyrdes om at låne hinandens ting. Men selvfølgelig sker det, at vi skal gøre opmærksom på, at de lige skal huske at spørge først," siger Birgit Pedersen.

Børnehaven Mariehjemmet har 45 børn. Udover en mobbepolitik har institutionen også en politik for rummelighed.



Små børn kan ikke udskyde behov



Hvad er det, der får et barn i vuggestuen til at snuppe det legetøj, som et andet barn leger med? Og hvad sker der, når børn i børnehaven tager andres ting med hjem?

Det handler først og fremmest, om at små og mindre børn ikke kan udskyde deres akutte behov, sådan som voksne kan, siger børnepsykolog Pernille Scharff, København. Hun mener, at det er op til alle de voksne omkring barnet at hjælpe det med at udskyde sine behov.

Jo mindre barnet er, jo sværere er det for barnet at vente.



"Den lille i vuggestuen kan endnu ikke udskyde sine behov. Når barnet ser et stykke legetøj og føler et behov for at lege med det, kan barnet ikke forarbejde denne impuls og dermed udskyde behovet. Det kan ikke sige til sig selv: 'Dette legetøj vil jeg gerne lege med. Lige nu er det ikke muligt, fordi en anden leger med det. Men når det bliver ledigt, vil jeg lege med det'. Denne samtale med sig selv kan det lille barn ikke føre. Derfor reagerer det her og nu ved simpelthen at tage det og dermed opfylde behovet," siger psykologen.



"Men man lærer netop at udskyde sine behov i et socialt samspil med andre, og det kan den omsorgsfulde voksne hjælpe til med. Det handler om at sige, at 'jeg kan godt forstå, du gerne vil lege med det, men du bliver jo nødt til at vente, til de andre er færdige', siger Pernille Scharff.

For de lidt ældre børn i børnehaven gælder det også, at de skal lære at udskyde behov. Men her kan det også være en måde at kommunikere på, når de hugger ting.



"Børn i børnehaven er efterhånden så udviklede, at de har samvittighed og godt ved, at det er forkert at tage andres ting med hjem. De bliver flove, når de bliver taget i det, og de vil ofte sige, at det er noget, de har fundet. Disse børn kan man godt få til at forstå, at det altså ikke er smart. Men hvis der er et mønster i at tage andres ting, og det bliver ved, kan det være en måde at kommunikere på. Det er en måde at sige 'se mig' på, og det kan være udtryk for, at børnene ikke har det godt og vil gøre opmærksom på det," siger Pernille Scharff.