Mødet med vold

Børn har mange skrammer, især på hænder og knæ, og ingen lægger mærke til de småskader, som børn trækker rundt med til hverdag. Men en gang imellem sidder skaderne og læsionerne mærkeligt, måske på ryggen, over balderne, i ansigtet eller som blå klemmemærker på overarmene.

Og hvis et barn med den slags skader begynder at ændre adfærd, blive aggressiv eller klæbende og kontaktsøgende, er der en række alarmklokker, som skal begynde at kime i pædagogens hoved. Måske ringer klokkerne, og måske ringer de ikke. Hvis alarmsignalerne endelig går i gang, skal der alligevel en vis overvindelse til for at konfrontere sig selv med sin mistanke.

Det viser alle erfaringer, mener cand.scient.soc. Anne-Marie Nielsen, der underviser på Københavns Socialpædagogiske Seminarium. Hun er på 20. år formand for Koordinationsgruppen for voldsramte børn og deres familier i Københavns Amt og har en baggrund som socialrådgiver på børneafdelingen på Glostrup Amtssygehus.

»Pædagoger kommer på et eller andet tidspunkt til at stå overfor et voldsramt barn, for volden er uafhængig af samfundslag. Også i områder, hvor forældrene har et godt arbejde og god fast indkomst. Vold er altså ikke udelukkende noget, som sker i bestemte boligområder. Blandt andet derfor er det nødvendigt, at pædagoger betragter sig som en del af kommunens beredskab - altså en del af det lovpligtige kommunale tilsyn med børn. Det betyder, at de er nødt til at gribe ind, når de konfronteres med vold,« siger Anne-Marie Nielsen.



Mistanken. Alene det at overvinde sin egen modstand kan være svært for mange pædagoger, mener Anne-Marie Nielsen.

Pædagoger er gode til at observere, og de fleste har en meget fin fornemmelse, hvis der er et eller andet galt. Det kan være mange små tegn, som tyder på, at et barn har lidt fysisk overlast. Der er de rent fysiske skader, som alle kan se med det blotte øje, men især adfærden og ændringer i adfærden hos barnet er vigtig. Hvordan reagerer det, når mor og far kommer for at hente det, hvordan er tonen mellem børn og forældre, er der tegn på utryghed og usikkerhed?

Når mistanken er vakt, ønsker de fleste pædagoger dokumentation eller et eller andet bevis for deres mistanke. De vil gerne have bekræftet deres antagelse f.eks. gennem snak med barnet. Men her skal man passe på ikke at presse barnet til at tale. Det er bedre at lytte til barnet, mener Anne-Marie Nielsen.

»Står man med mistanken, er det ikke nødvendigt med bevisførelse. Det er pædagoger nemlig ikke uddannede til. Alene mistanken er nok til, at der skal handles. Man kan vælge at fortælle forældrene om sine observationer uden at konkludere, at man tror, forældrene slår barnet - der kan være andre årsager. Under alle omstændigheder vil det være fornuftigt at kontakte kommunens beredskab, som oftest er den psykologisk-pædagogiske rådgivning og fortælle om sine iagttagelser. Sammen med dem kan man tage stilling til, hvad der kan og skal gøres. Og hvorledes forældrene inddrages,« siger Anne-Marie Nielsen.



Gråzonebørn. Samarbejdet med forældre bliver som regel prioriteret højt i daginstitutionsmiljøet, og et godt forhold til forældrene betyder meget for den enkelte pædagog. Netop ønsket om at bevare et tillidsfuldt samarbejde hindrer ofte pædagoger i at se ubehageligheder i øjnene og konfrontere forældrene med noget, der kan ligne en anklage.

»I nogle situationer er man ikke i tvivl om, at et barn har været udsat for vold - tydelige mærker, barnets reaktion - de er nemme at spotte, og i de situationer er det noget lettere at handle. Men der er også en mellemgruppe - lad os kalde dem gråzonebørnene. De trives ikke optimalt, og de er måske truede. Man har sikkert også i institutionen lagt et stort arbejde i at etablere et samarbejde med forældrene, og man kan derfor være nervøs for, at samarbejdet går i stykker, hvis man rejser dette problem overfor forældrene. Det er svært og nok den vanskeligste samtale, man kan have,« siger Anne-Marie Nielsen.



Hjælp til voldsramte familier. En anden hindring for at handle, når pædagoger har mistanke om børnevold, kan være en ringe tiltro til, at socialforvaltningen "gør noget".

»Det er mit indtryk, at mange pædagoger tænker: Det nytter jo alligevel ikke noget. Forventningerne er ikke store, og derfor undlader nogle altså at gå videre med deres mistanke. Desværre betragter pædagogerne sig ikke som en del af kommunens beredskab, selv om alle jo ved, at de har skærpet underretningspligt. Jeg har læst mange underretninger, og jeg kan se, det er svært for mange at skrive dem. Samtidig har mange pædagoger det vanskeligt ved at tænke på kontrollen som en vigtig del af deres funktion og ansættelse. Men i virkeligheden er det jo en del af den omsorg for børnene, som ligger i jobbet.«

Det er ikke nødvendigvis nogen straf mod forældrene at indberette mistanke om vold. Tværtimod kan en indberetning hjælpe familier, som anvender vold.

»En familie, hvor der forekommer vold, har brug for hjælp og støtte, og derfor kan der komme noget godt ud af at få taget hul på voldsproblematikken. Samtaler og hjælp kan faktisk skabe mere trygge forhold for børnene og forældrene, så alene af den grund er det nødvendigt, at pædagoger handler, hvis de har mistanke om vold,« siger Anne-Marie Nielsen.



Signaler om vold

Mange små ting kan tyde på, at et barn er udsat for vold i hjemmet. Pædagoger er som regel bekendt med sociale omvæltninger, som kan sætte familien under pres. Skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom, overbelastning, stress og en række andre belastninger kan være den udløsende årsag til vold.

Børn reagerer vidt forskelligt på vold, men en del symptomer går igen:

- Barnet reagerer aggressivt og begynder at slå andre børn

- Stille, usikker og tilbagetrukken adfærd kan være tegn på vold

- Barnet bliver pludselig meget kontaktsøgende

- Ukoncentreret og urolig leg, som ikke ligner barnet.



Socialministeren: Ingen anmeldepligt

Socialminister Henriette Kjær mener ikke, at kommunerne skal have pligt til at anmelde forældre, som begår vold mod deres børn. Det havde vicepolitimester Villy Sørensen, Århus Politi, ellers foreslået i Børn& Unge (nummer 20/2002). Baggrunden for hans forslag er, at politiet kun får kendskab til en brøkdel af de voldssager, som behandles af socialforvaltningerne.

Henriette Kjær skriver til Socialdemokratiets børnepolitiske ordfører René Skau Bjørnsson, at Serviceloven i tilstrækkeligt omfang tager højde for, at børn, der udsættes for vold, skal have hjælp og støtte. Samtidig mener ministeren, at loven også virker forebyggende, så vold i familien kan undgås, hvis de sociale myndigheder griber ind.

Også kommunerne vender sig mod kommunal anmeldepligt. Som Børn&Unge skrev i sidste uge, vender Kommunernes Landsforening (KL) sig mod tanken. Det sker med den begrundelse, at en politianmeldelse kan skræmme voldsramte familier fra at søge om hjælp.



Volden bliver konkret

Dette er en advarsel - på to måder. For det første er de kommende linier hård læsning, idet de rummer en række eksempler på grov vold mod børn. For det andet er det en advarsel om, hvad børn udsættes for i dagens Danmark.

Børn&Unge har nemlig set nærmere på en række voldshandlinger, som er overgået børn inden for de sidste år. Eksemplerne nedenfor er alle hentet fra Ugeskrift for Retsvæsen. De udgør kun en lille del af de 1300-1400 voldstilfælde, som Børn&Unge har dokumenteret årligt behandles på landets skadestuer:



Dreng på 2 1/2 år tisser i bukserne og får faren til i første omgang at slå ham i hovedet. Derefter tager han drengen og smider ham i en tørretumbler, starter maskinen og lader drengen køre nogle omgange. Drengen får flere kvæstelser. Faren idømmes 50 dages fængsel.



Syv-årig dreng har leget med ild på sit værelse, men opdages af stedfaren. Han slår drengen, holder ham fast og brænder hans ene hånd med en gaslighter. Drengen får 2. gradsforbrændinger på hånden. Stedfaren idømmes 30 dages fængsel.



Fem-årig pige kan ikke spise sin mad. Hun bliver slået, kaster op og bliver tvunget til at spise sit opkast. Dette gentager sig over en længere periode. Moren idømt 50 dages fængsel.



Uden påviselig grund bliver en fire-årig dreng slået af sin far, da han står og leger med vand på badeværelset. Faren slår drengen i ansigtet, hvorefter hans nakke rammer flisevæggen. Derefter tager faren fat i drengens hår og holder hovedet ned i toiletkummen og trækker ud. Drengen får flere kvæstelser, blandt andet hjernerystelse. Faren idømt 60 dages fængsel.



Dreng på 11 år vil ikke spise sin mad, og det får faren til i raseri at smide tallerknen med mad i ansigtet på ham. Tallerknen går itu mod drengens ansigt og laver en dyb flænge i panden. Faren slipper med tiltalefrafald.



Dreng på fem år bliver indlagt med 53 forskellige kvæstelser, blandt andet to brækkede arme, en sprængt milt og kraniebrud. Forældrene påstår, at skaderne er opstået efter et fald på trappen, men retten finder faren skyldig i grov mishandling. Han idømmes tidsubestemt forvaring og moren otte måneders fængsel for medviden om volden.