Møder på dagsordenen

Møder holder man for at blive enig. For pædagoger er enighed og lighed en del af kulturmønstret, den måde de har lært at være sammen på. Derfor bliver møder helt nødvendige for samarbejdet. Jo flere opgaver, man skal løse, jo flere møder skal der til. Derfor oplever mange pædagoger lige nu, at en øget mødeaktivitet går ud over den tid, hvor de skulle være sammen med børnene. Hvis møderne samtidig er alt for ineffektive og skaber større uenighed end enighed, slår frustrationerne ud i lys lue.

Det har pædagog Ann Maria Dahl og antropolog Camilla Rasmussen oplevet på hver deres område. Sammen har de nu lavet deres eget firma, "Målgruppen", og vil blandt andet lære pædagoger at blive bedre til at organisere møder, så de bliver mere effektive, konstruktive og kreative, og så der kun holdes de møder, der er nødvendige.

Ann Maria Dahl har været pædagog og souschef i mange år og er dermed en erfaren mødedeltager og mødeleder. Hun har ofte siddet på møder og tænkt, at det kunne gøres lidt bedre, og hun mener, at det kan gøres ved at se på forventningerne og kravene til hinanden, til mødelederen og til mødedeltagerne.

"Vi skal have bredt ansvaret ud, så det ikke er de få, der hele tiden sætter dagsordenen og tager beslutningerne, og det er alles ansvar, at det sker. Men det allervigtigste er, at man finder et fælles mål at diskutere ud fra," siger hun.

Camilla Rasmussen er antropolog og har især beskæftiget sig med kulturelle praksisformer og sociale fællesskaber på offentlige arbejdspladser. Hun mener, at sammenblandingen af det personlige og det professionelle betyder, at man let kan føle sig trådt på som person, hvis man bliver kritiseret for sit arbejde eller føler, at andre hele tiden vil bestemme over én. Camilla Rasmussen vil gerne have, at pædagoger accepterer, at der er forskel på den professionelle og den personlige person, når man er på arbejde. Sammenblandingen er i øvrigt et meget karakteristisk kulturmønster i pædagogfaget og i andre "feminiserede" fag, hvis grundydelse er omsorg for andre.

"En sammenblanding kan gøre det svært at skabe strukturer - også for møder. Så en adskillelse af det professionelle og det personlige vil betyde en mere professionel arbejdsmåde, hvor man accepterer, at man er nødt til at have et hierarki, og at der tages beslutninger, som kan overskride de personlige grænser," siger hun.



Vi er alle lige. Lighedsidealet er endnu et af de kulturelle mønstre, som præger pædagogfaget. Det betyder, at man ikke bryder sig om at skille sig ud fra hinanden i det sociale samspil. Det giver tryghed, at man er enige med hinanden, for så signalerer man, at "du er god nok". Lighedsidealet betyder også, at man finder sammen med dem, man har noget tilfælles med. Og dem man ikke har noget sammen med, ignorerer man, så man slipper for at se forskellene. Det er et udbredt fænomen i Skandinavien og affødt af Janteloven, og Camilla Rasmussen mener, at pædagogerne skal vide, at sådan er det. Når de forstår, at de gør sådan, fordi de er medlemmer af en kulturkreds, hvor mønstret indeholder både et lighedsideal og en Jantelov og ikke, fordi de er dumme eller udygtige, kan de bedre agere inden for kulturens rammer eller måske sætte sig ud over den.

Markering af enighed er vigtig for, at man føler sig veltilpas. Der er ligefrem et hav af ordsprog, der henviser til, at vi kan lide enighed, ikke bryder os om at være forskellige, og at alle skal have lige muligheder: "Få har for meget og færre for lidt", "Lige børn leger bedst" og "Kan du ikke lide lugten i bageriet, må du forsvinde" er bare et par eksempler.

"Det bliver nemmere at handle, når man bliver opmærksom på de her ting. For det er ikke så mystisk, det er almindeligt mange steder og som sagt en del af vores kultur. Det er ikke noget, pædagoger har opfundet, de har bare overtaget den her tradition, og nu kan de vælge, om de vil gøre det anderledes. For kultur er jo noget, man kan ændre, men det kræver åbenhed, og at man kan se sig selv udefra," siger hun.

En udbredt måde alligevel at markere forskelle på er den underforståede hentydning, som godt kan misforstås. "Du har godt nok fået drukket en del kaffe i dag", er et udsagn, man godt kan blive i tvivl om det egentlige budskab i.

"Det et de dobbeltbudskaber, som måske holder tingene i ave i det sociale system, men som ikke er så professionelt, og de fungerer ikke, når der skal samarbejdes," siger Camilla Rasmussen.



De private meldinger. Pædagoger har også en tendens til at være meget private sammen, og det kan være endnu en hindring for en mere professionel arbejdsform. Ann Maria Dahl tror ikke, at der er mange andre arbejdspladser, hvor en kollega kan komme og sige: "Bær lige over med mig i dag, jeg har menstruation" og blive taget alvorligt.

"Det kan faktisk være svært at vide, hvad man som kollega skal bruge sådan en melding til. Kan man tillade sig alligevel at sige, at man synes, at hun ikke har lavet det, vi havde aftalt? For hun har jo lige fortalt, hvor sårbar hun er, og det respekterer vi langt hen ad vejen. Vi vil jo ikke gøre nogen kede af det, for sådan er vores job. Vi er jo helt nede i: "Hvad siger du Peter, har du slået dig?" Og den omsorg overfører man til kollegaen. Man synes, at det er synd for hende, og så er det svært at sige: "Ærlig talt, vi havde en aftale om, at du skulle gøre sådan og sådan, og det har du ikke gjort". I stedet gemmer man frustrationen indeni og løber lidt hurtigere," siger hun.

Ann Maria Dahl mener, at viden om de sociale fællesskaber kan gavne arbejdet.

"Det handler om at bruge nogle redskaber til at strukturere arbejdet, så der tages hensyn til hinandens forskelligheder, men så man alligevel kan arbejde og føle, at man kommer nogen vegne," siger hun.



Mødekulturen. Efter at have set på den kultur, der er rammen om samarbejdet og dermed også om møderne, er det tid til at se på selve mødekulturen. "Målgruppen" har en del redskaber, som de gerne vil formidle videre til pædagogerne. Det handler blandt andet om mødeledelse, deltagerrollen, forventninger og krav til hinanden og om at bygge en dagsorden op, så man gør sig klart, hvad formålet med de forskellige punkter er: Er det et diskussionspunkt eller et informationspunkt, og hvilken arbejdsform understøtter bedst de forskellige punkter. Er det bedst med en åben diskussion, et kort oplæg og diskussion om det i små grupper, inden man vender tilbage til plenum.

"Det er vigtigt at få synliggjort alt det, så alle er med på, hvad de skal. Det lyder banalt, men det kan være svært at tænke anderledes i hverdagen, og så gør man, som man plejer," siger Ann Maria Dahl.

Mange kan sikkert nikke genkendende til den her: Hov, der er personalemøde i morgen! Hvad skal vi tale om. Og så smækker man lige en dagsorden op: Nyt fra stuerne, nyt fra kontoret, sommerferieplanlægning og sommerfest. Ingen tager rigtig ansvar for, at diskussionerne kan føre til noget, og at man bruger møderne til noget, der gør hverdagen nemmere. Når 20 mennesker sidder til møde i tre timer og bruger 60 personaletimer på det, så skal den tid bruges effektivt. Derfor anbefaler "Målgruppen" blandt andet, at man vælger en mødeleder, som altid er det, fordi vedkommende er god til det. Det skal være en, der er respekteret af kollegerne, og som har en social position, der tillader, at hun også kan skære af, beslutte, bestemme og få flyttet diskussionerne tilbage til det punkt, man var i gang med at snakke om. Mødelederen skal have mulighed for at forberede sig og beslutte, om nogle punkter bare er informationer, som lige så godt kan gives via et skriftligt opslag på tavlen.

Ann Maria Dahl ved af erfaring, at pædagoger har holdninger til hvad som helst, og at det kræver en stærk mand/kvinde at sidde for bordenden og dirigere tropperne, så det skal den person rustes til.

"På den anden side skal det jo ikke være sådan, at personalemøder fra nu af bare er effektivitet og ingen slinger i valsen. Der skal være plads til dynamikken og til, at de skøre ideer opstår, og det skal en mødeleder også kunne fornemme. Det vigtige er, at man går den samme vej, og at man sikrer sig, at alle ved, hvilken vej det er," siger hun.

Camilla Rasmussen mener, at en mødeleder skal være god til at læse de andre, og hvad der bliver sagt mellem linjerne.

"Men vedkommende skal også være en naturlig autoritet, én de andre accepterer som en, der gerne må bestemme og konkludere, og som de er trygge ved og tør sige til, hvis de er uenige i beslutningerne. Så det ikke bygger på skræk og rædsel, for det duer ikke," siger hun.



At "gå fra". En af Camilla Rasmussens kæpheste er, at man tildeler hinanden tid til andet arbejde, så alle tager del i det arbejde, som ikke har direkte med børnene at gøre.

"Man bruger alligevel tiden, men bare hist og her og alle vegne. Det er ikke alle, der er lige gode til at finde ud af, hvornår det er passende at "gå fra" til andet arbejde, og det kan give en stor skævhed i personalegruppen. Nogle griber simpelthen flere opgaver og må derfor "gå fra" lidt oftere," siger hun.

Både Camilla Rasmussen og Ann Maria Dahl mener, at det er lidt af et tabu at tale om, at det kan være et tiltrængt pusterum, at "gå fra". Det kan være en nødvendighed for at overleve i en stresset hverdag. Men vil man gøre det til noget legitimt, må man sørge for, at alle får den mulighed, og det kan tildeling af tid til andet arbejde til alle være et redskab til. Det kan også være en mulighed ikke at kalde møder for pusterum og dermed udvande mødebegrebet, men i stedet snakke om, at alle skal have lov til at tage en pause.

Møder, der holdes i dagligdagen, må ikke være tilfældige. De kan organiseres, så de ligger på et bestemt tidspunkt i ugen, for så ved man, hvornår der er rum for at holde møder. Men det allervigtigste er, at man synliggør for de andre, hvad man går til møde om, og hvad resultatet af mødet blev.

"Det er ofte sådan, at man lige går til møde, fordi der er krise omkring et eller andet, og så er nogle af kollegerne væk i to timer, og man ved egentlig ikke rigtig, hvad de har snakket om, mens andre har ligget vandret. Og så kan der opstå en mistillid, om de nu har været effektive i de to timer. Derfor skal også de møder forberedes og have et klart mål," siger Ann Maria Dahl.