Modvilje mod et barn

Arbejdet som pædagog stiller krav til både fagligheden og det personlige engagement. Det ved vi, og det oplever vi i hverdagen, når vi står overfor valg, som indebærer personlig stillingtagen. Sådan må det være i et arbejde, der udøves i relationer, og hvor udøveren - med sine kvalifikationer og kompetencer - også træder i karakter som menneske.

Arbejdet med børn og unge ændrer sig fra situation til situation, og detaljerede regler for, hvordan man skal handle i hver enkelt situation, vil virke som en hindring snarere end som en hjælp - helt bortset fra, at det slet ikke er realistisk med sådan en "facitliste" i det pædagogiske arbejde. Iagttagelse og refleksion er derfor vigtige bestanddele i udøvelsen af den pædagogiske faglighed.

Men når det er sagt, så er det også vigtigt at slå fast, at menneskelig indsigt og også selvindsigt er en kompetence, der kan opøves og erfares. Det er ikke en gave, de gode feer lagde ned i vuggen til evig arv og eje, men det er en opgave at udvikle og vedligeholde denne kompetence som et værdifuldt redskab i et menneske-til-menneske-arbejde, som det pædagogiske arbejde jo er.

Dette nummer af Børn&Unge rummer nogle meget tankevækkende artikler om frustrationen ved at opdage, at der er et barn, man som pædagog "har det svært med". Sådan skulle det jo ikke være Det føles som et pædagogisk nederlag og som en personlig skavank, men samtidig kan man altså ikke overvinde sin mere eller mindre udtalte modstand overfor barnet.

Jeg tror, det først og fremmest er nødvendigt at øve sig i at se forskel på det personlige og det private. Når vi for eksempel gennem vores arbejde får indblik i et barns og dermed en families private liv og problemer, forholder vi os både fagligt og personligt til, hvordan vi kan handle - men vi vifter næppe med de private erfaringer fra vores eget liv, når vi agerer. Det ville være ret uprofessionelt og formentlig også blive opfattet som både anmassende og uvedkommende.

Der ligger nogle etiske aspekter i pædagogiske problemstillinger, som vi mere eller mindre ubevidst har fået ind i vores måder at arbejde på. Fordi det at forholde sig etisk og moralsk til de mennesker, vi har at gøre med - børn og voksne - er en naturlig del af vores arbejde, bliver vi så forskrækkede, når vi falder igennem i forhold til, hvordan vi selv synes, vi skal være.

Og derfor er det så umådeligt vigtigt, at vi i det faglige fællesskab på den enkelte arbejdsplads også øver os i at være lydhøre overfor hinanden - uden at overskride vore egne og hinandens grænser for, hvad der er privat.

Det er ikke et privat anliggende, at en kollega "har svært ved" et eller flere børn. Det er et fagligt problem, og det skal naturligvis løses til gavn for både barnet, kollegaen og arbejdsklimaet på institutionen. Det kræver tillid til hinanden og til hinandens faglighed.

Men den tillid er jo heldigvis også til stede på langt, langt de fleste af vores arbejdspladser.