Mobning - Skjult dagsorden

Anbefalingerne på cafebordet taler deres helt eget sprog. Ord som vellidt, solid forankring i det pædagogiske arbejde, overblik og energi går igen fra de tre arbejdspladser, hvor Arne havde arbejdet før han fik ansættelse i børnehaven i en lille stationsby på Sjælland.

Her startede han efter en hektisk og dyb traumatisk skilsmisse fra sin kone gennem seks år. Kort inden han startede, havde han fået tilkendt forældremyndigheden over deres fælles barn, en glad og livlig pige på 10 år.

»På de andre arbejdspladser var der masser af plads til faglig og personlig snak, og jeg har altid fået at vide, at jeg er god til mit arbejde. Især min kontakt til "de vilde drenge" har været god, og jeg har altid haft overskud til at tumle med dem,« fortæller 35-årige Arne om sine tidligere arbejdserfaringer. Da han begyndte sit arbejde i stationsbyen undrede han i begyndelsen over den lukkethed, som prægede kollegerne. Lederen så han ikke meget til, og den nærmeste stuekollega kiggede væk, når de talte sammen.

»Det var en meget stille institution, hvor der ikke var plads til de store udfoldelser. Hvis der var problemer med nogle af de store "skolebørn", løste man sagen ved simpelthen at bede forældrene om at finde en anden institution. Og den facon kom jeg selv til at føle.«



Anmeldt. Kontakten til kollegerne var svag og sporadisk. I pauserne sad Arne alene og pulsede på sin Prince i spisestuen, og han fornemmede, at de andre ansatte undgik hans selskab. Flere gange forsøgte han at få svar på, hvorfor der var en underlig stemning omkring ham, men ingen havde lyst til at gå i dialog om det spørgsmål.

»Om morgenen snakkede vi sammen fem minutter om dagens program og gøremål, men ellers var der ikke nogen snak om noget som helst. Kollegerne var tavse og virkede mærkeligt trykkede.«

I flere perioder blev Arne nødt til at melde sig fraværende, fordi hans pige havde nogle kvaler, blandt andet med kontakten til kammerater og pædagoger i børnehaven. Pigen havde været udsat for nogle meget voldsomme oplevelser hos sin mor, og hun led en del af angst og uro.

På et tidspunkt var forholdet til pigens mor så anspændt, at hun i raseri politianmeldte ham for blufærdighedskrænkelse overfor den ældste datter, som Arne ikke er far til. Anmeldelsen blev hurtigt afvist af politiet, der fandt, at ekskonen blandt andet havde økonomiske motiver til at få tilkendt forældremyndigheden.

»Jeg var til en enkelt afhøring, og derefter frafaldt politiet sigtelsen. Men det var en meget belastende tid, hvor alt bare var ét stort kaos. Jeg var tit fraværende fra arbejde og gik rundt i en tilstand af depression og desperation,« siger Arne, der ønsker at være anonym af hensyn til sit barn.



Betroelsen. Arne formoder, at hans livs krise må have påvirket ham på arbejdet, og under en pause i spisestuen fortæller ham en dag sin stuekollega om sine private kvaler. Han skjuler intet, og de har en god snak om hans situation.

»Jeg fornemmede virkeligt, at hun lyttede til mig. Hun foreslog, at jeg kunne gå tidligt hjem nogle dage, hvis jeg havde brug for det, og hun beroligede mig med, at tiden ville hjælpe mig til at komme over problemerne. Indeni var jeg lettet. Jeg følte, at en knude var løst op, og jeg var glad for, at min fortælling var blevet godt modtaget.«

Tre dage efter blev Arne kaldt til personlig samtale hos institutionens leder.

Omkring bordet sad lederen og to kolleger. Stemningen var trykket, kunne Arne fornemme, og lederen indledte med at sige, at det nok var bedst, at han forlod institutionen.

»Vi kan jo ikke stole på dig. Og det er også for at beskytte dig,« som hun formulerede det.

Arne følte, at alt blev taget fra ham. Det eneste, han kunne sige, var "undskyld." Han fik ikke sagt: "I er skrupskøre"

»Den officielle begrundelse for afskedigelsen var "fravær" og ustabilt fremmøde, og først bagefter fandt jeg ud af, at jeg skulle have bedt om en undersøgelse. Men jeg lukkede helt ned, og i lang, lang tid talte jeg overhovedet ikke med et eneste menneske. Når jeg mødte børn på gaden, gik jeg over på det andet fortov,« siger Arne om tiden efter fyringen.

Han flytter koppen med den varme chokolade og lægger afskedigelsespapirerne på bordet og kigger ud på Torvet. Intet sted i teksten fremgår det, at han er fyret på grund af en uudtalt frygt, som ikke kan skrives ned og aldrig ville kunne holde, hvis det kom til en officiel afskedigelsessag.

»Jeg har nok virket lidt aparte på mine kolleger, fordi jeg gik med nogle massive vanskeligheder, som var svære at løse. Helt fra starten har den skjulte dagsorden været at få mig ud af institutionen, for det var på den måde, de løste problemerne.«

Arne er igen i arbejde. Efter fyringen gik han ledig i nogle år, og han måtte undervejs søge psykologhjælp.

»Ellers havde jeg ikke overlevet.«



Arne er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym. Redaktionen kender hans rigtige identitet.