MOBNING - Norge vil afskaffe mobning

Radioen i taxaen skratter og gør lyden utydelig, men ét bestemt ord kan høres adskillige gange: "mobbing", som nordmændene kalder det. Norges Børneombudsmand - deres Barneombud - har netop underskrevet et forpligtende manifest om at afskaffe mobning. Det har han gjort sammen med landets statsminister, Kjell Magne Bondevik. Og mobning er, hvad både stemmen i radioen og en stolt taxachauffør taler om. På en gråkold efterårsdag i retning mod Oslo centrum fra Gardemoen-lufthavnen lidt udenfor byen.

Dagen efter at manifestet underskrives, er Børn&Unge på besøg hos barneombudsmand Trond Waage. På sit kontor formulerer han budskabet klart:

»God ledelse forhindrer mobning - derfor skal både pædagoger og lærere optræde som synlige ledere.«



Et mobbeoffer bankede på. Barneombudet - som institutionen hedder på norsk - er over 20 år gammel. Men for kun to et halvt år siden skete der noget, som skulle vise sig at blive afgørende for indsatsen mod mobning.

Uden et ord banker en ung skolepige på døren ind til Barneombudet på Hammersborg torg, skråt over for regeringsbygningen i hovedstaden. Barneombud Trond Waage bliver hentet, og han tænker, at den tavse gæst vil se stedet. Lidt forvirret viser han pigen rundt.

»Ved hvert hjørne kiggede hun mig vagtsomt i øjnene og lod sit blik fryse fast. Det var som om, at jeg blev fikseret.«

Pigen takkede kort for venligheden og drog bort. Dagen efter modtager Trond Waage en stor pakke i brunt papir. Da han river papiret af, kommer en lille gul seddel til syne.

"Jeg var nødt til at se dig i øjnene først", står der på den.



Tabt barndom i 15 bind. Under sedlen er 15 dagbøger - fyldt med gengivelser og kommentarer til den barndom, som den lille pige aldrig fik. Fordi hun blevet udsat for mangeårig mobning. Trond Waage giver sig til at læse. Han bliver grebet af det - og læser efterhånden både dag og nat.

Selvom Waage hvert år modtager over 1000 henvendelser om mobning, så er det midt i denne stak af dagbøger, han beslutter sig for at gå et skridt videre, fortæller han.

En anden markant normand, professor Dan Olweus fra Universitetet i Bergen, har i snart 30 år forsket i mobning. Så da pigen dukker op hos Trond Waage, har de norske børne-institutioner længe vidst, at der eksisterer effektive antimobnings-programmer.

Men den sidste indsats har manglet, og derfor er mobningen i Norge steget - trods nordmændenes førerposition og kolossale viden om emnet. Vi beder Trond Waage give sit bud på en opskrift, hvis man vil mobningen til livs. Den vil hen gerne give. »Men allerførst må man vide, hvad mobning er,« insisterer Waage.

Han mener, at en klar definition af begrebet er nødvendig, hvis en indsats skal lykkes.

»At have viden om, hvad mobning er og ikke er, ser faktisk ud til at være den allervigtigste forudsætning for at forstå, hvordan mobning skal fjernes. Dét manifest, som vi nu har underskrevet, beskriver en "nulvision" - en plan om at afskaffe mobningen definitivt. Hvis man vil forstå, at den plan både er nødvendig og realistisk, så kræver det, at man ved, hvad begrebet dækker over.«

Til det manifest, som Trond Waage taler om, hører der en række bilag. I et af dem står der, at mobningen skal være ude af Norge inden år 2004.



Hvad mobning er. »Mobning er en langvarig psykisk og eller fysisk negativ påvirkning, som skader et menneske. Og som bliver til i et ønske om at demonstrere og vinde magt,« lyder

Waages korte udgave af definitionen.

Han uddyber: »Hvor børn samles, vil der altid opstå nogle konflikter og noget ubehag, men det har ikke noget med mobning at gøre. Ved mobning er magtforholdet mellem mobbere og "mobbeoffer" meget ulige.«

Du antyder, at det kan være farligt at definere begrebet forkert?

»Ja. I Norge er det for eksempel sket, at nogle institutioner har benyttet en konfliktmægler, som har mæglet mellem mobber og mobbeoffer. Men mobning ødelægger et lille menneskes barndom - det er dyb, dyb alvor og har intet med konflikt at gøre. Men ved at opfatte mobning som en konflikt, siger man til mobbeofferet, at han eller hun er en del af problemet. At han eller hun er medskyldig.«



En farlig misforståelse. Han giver et eksempel på en situation, hvor en skoleinspektør ikke forstod alvoren.

»Ikke så langt fra mit kontor holder Oslos narkomaner til. En af dem er en helt ung kvinde. Hun slæbte engang sin mor med hen til skoleinspektøren på den skole, hvor kvinden blev mobbet som barn.

Men inspektøren forklarede, at konflikter og små skrammer ikke kunne undgås. Moderen syntes egentlig, at inspektøren var så vældig flink, og det var han sikkert også. Men i dag er pigen voksen, og hun står med en sprøjte i armen. Jeg har mødt hendes mor, der også lider: Fordi hun ikke kan tilgive sig selv, at hun svigtede.«

Waage fortæller videre om børn, der løftes ud af vinduet; om dem, der tvinges til at spise afføring - men også om mildere former for nedværdigelser, der kan stå på i mange år.

Han er en engageret og karismatisk taler. I et lille, smukt mødelokale med fri udsigt over Oslo forklarer og gestikulerer han, som gjaldt det livet. Egentlig logisk nok. For ifølge Waage er selve barnelivet på spil.

Dertil en lang række kompetencer, som et mobbeoffer ikke kan tage med sig ind i voksenlivet, hvis mobningen har været tilstrækkelig massiv.



At være leder. Når man først ved, hvad mobning er og ikke er, så kan man komme den til livs. Hvis - siger Waage - samfundets voksne vil træde i karakter og være ledere, og hvis man erkender, at kampagnernes tid er forbi. Det kræver en forklaring.

Nordisk forskning viser, at omfanget af mobning er meget voldsomt. Selv i Norge, som er langt fremme i indsatsen: Alene blandt skoleelever udsættes omkring 35.000 børn hver dag for mobning.

Trond Waage kalder det et ledelsesproblem:

»Mobning kan kun udvikle sig i fællesskaber, der har en svag og utydelig leder. Derfor viser forskningen en klar sammenhæng mellem institutioner med tydelige voksne og fravær af mobning,« fortæller han.

Når man er enige om, at mobning er de voksnes ansvar, så skal man se mere præcist på hvilke voksne, der er ledere i hvilke situationer. Pædagogen, klasselæreren, gårdvagten og så videre.

Waage taler om, at disse personer skal være "retvisende".

»De ansvarlige voksne skal forebygge, hjælpe på rette vej, vise det gode eksempel og gribe resolut ind ved optræk til mobning.«

Du har et meget stærkt fokus rettet mod den voksnes rolle som lederen, men en del af vejen til bedre forhold er vel også det konkrete antimobnings-program, som Norge har udviklet?

»Det oplæg er trods alt kun et hjælpemiddel til at forebygge og bekæmpe mobning. Og hvis ikke læreren eller pædagogen udviser et klart og tydeligt lederskab, vil selv det flotteste hjælpemiddel jo være uden virkning.«



Afstand og ansvar. Den efterårsdag, da Børn& Unge ankommer til Norge, er børneombudsmand Trond Waage om aftenen på alle tv-kanaler. På grund af manifestet mod mobning. Uden for de snurrende kameraers rækkevidde står en lille pige, han har taget med: Pigen, der for to et halvt år siden besøgte Waage.

Hun gik ikke forgæves.

Trond Waage har ikke alene taget initiativ til "Manifest mod Mobning", hans institution er også koordinator i det arbejde, der nu venter. Og hér skal alle norske kommuner tilskyndes til at oprette forpligtende dokumenter om at arbejde aktivt for at afskaffe mobningen.

»Fordi de er ejere af de institutioner, som mobningen foregår på - og fordi de er ansvarlige for det psykosociale klima på disse institutioner,« siger han.

Allerede sidste år oprettede Børneombudsmanden temasider på nettet om mobning, og midt i juleforberedelserne for 11 måneder siden gik han på norsk tv og opfordrede meget bestemt pædagoger, lærere og politikere i Norge til at stoppe mobningen helt.

Hans grundlag var først og fremmest et væld af henvendelser fra børn. Deres signal var klart: "Alle tager afstand, men ingen tager ansvar".

Nu arbejder Børneombudsmanden for en tydelig placering af dette ansvar.



Kampagne farvel. I januar i år var psykologuddannede Trond Waage klar til at sætte turbo på indsatsen. Han er tidligere børneforsker fra universitetsmiljøet, hvor han har haft ansvar for området børn og tv.

Og han er ikke begejstret for at benytte kampagner, som han også kender fra flere ansættelser i internationale organisationer.

Derfor gjorde han fra starten af året klart, hvad der også står i et bilag til manifestet mod mobning: at kampagnernes tid er forbi.

»Der har været produceret alt for mange kampagner, som er fløjet gennem luften, men som ikke er blevet forankret i børns kultur. De har ikke fået noget med børns hverdag at gøre. Derfor har vi undgået at bruge traditionelle kampagne-elementer - for eksempel at vise succesfulde kendte, som har klaret sig godt, på trods af at de har været udsat for mobning. Efter min opfattelse kan den slags rumme et farlig budskab om, at selvom du mobbes, så kan du klare dig fint her i livet - med andre ord: mobning er ikke så slemt.«

»Vores strategi var derimod at give mobningen et ansigt - ved at lade større børn og unge stå frem og fortælle deres historie.«

Derfor har Trond Waage arbejdet sammen med en lang række lokal- og regionalaviser, som har opfordret børn til at berette om mobning.

Børnenes historier har gjort indtryk på nordmændene. Varden, Aftenposten, Sunmørsposten, Harstad Tidende, Rana Blad... Overalt har man kunnet læse gruvækkende beretninger om tabt barndom.

»Indsatsen mod denne mobning handler også om at ændre kultur,« fastslår Trond Waage.

Og når man taler med den jævne nordmand - for eksempel en taxachauffør på vej til Oslo centrum - så tyder stoltheden over det atypiske manifest på, at en kulturændring er godt på vej.



Antimobning

Professor Dan Olweus fra HEMIL-senteret, Universitetet i Bergen, har udviklet verdens mest effektive anti-mobningsprogram: Olweus-programmet. Det opfordrer skoler til at udpege en koordinator og såkaldte nøglepersoner i indsatsen mod mobning. At uddanne instruktør og oprette en koordineringskomité samt pædagogiske samtalegrupper. Mobning skal imødegås resolut, og programmet forklarer om den vigtige organisation og kommunikation, der skal til for at standse

mobning.

Programmet handler desuden om uddannelse, bevidstgørelse og færdighedsudvikling i en personalegruppe, ligesom det beskriver det at undersøge mobningen på en institution.