Mirakelkur: Dumbo-ører flapper mod enden

Stritører, der giver anledning til endeløse mobberier, kan blive et fortidslevn. Problemet kan løses ved hjælp af et indgreb, dobbeltklæbende tape og sund dialog.

I Asien er stritører et tegn på lykke. Selv Buddha har dem. Sådan er det ikke i Danmark, hvor 5-7 procent af kongerigets børn bliver født med strittende ører. Her bliver børn mobbet for deres flyvefærdige høreorganer. Og det kan give traumer i deres voksenliv, hvor de vil gøre alt for at skjule lytte-parabolerne.



Det mener ørelæge Michael Sorribes fra AuriClinic i Ballerup. Han har opereret over 200 børn for stritører i de ti år, han har arbejdet i branchen.

"Det er en arvelig tendens, hvor mor eller mormor for eksempel har stritører," siger han og forklarer, at man i mange år først har opereret fra 12-årsalderen.

Det sene indgreb skaber, ifølge Michael Sorribes, grobund for meget mobberi i barndommen og selvom børn med stritører hører bedre end andre, gør drillerierne ondt.

"Børn i 5-6-årsalderen er allerede meget bevidste om deres stritører, specielt hvis de får et par bemærkninger i børnehaven. Mobberiet hænger ofte ved, og mange voksne går derfor stadig rundt med problemer. Kvinder med stritører undgår at sætte håret op, mens mænd har langt hår eller går med hue."



Kuren er landet. Michael Sorribes leverer selv kuren: AuroMethod. Ingredienserne er dobbeltklæbende tape, der påføres mellem øret og hovedet efter, at barnet har været lokalbedøvet for at få lavet et tre millimeter snit bag øret. Under operationen laver Michael Sorribes den fold, som normale ører har, men som børn med stritører mangler.

AuroMethod kan tages i brug allerede, når barnet er spædt. Det kan dæmme op for voksentraumerne, siger Michael Sorribes.



"Det gør, at patienterne hverken når at blive mobbet eller at skulle igennem en svær operation, som i sig selv ofte kan være voldsom."

Før indførelsen af AuroMethod var forældrenes angst for operationen ofte en hæmsko for at hjælpe barnet ud af problemerne.

"Man var ikke glad for at lægge sit barn i bedøvelse, og det var en dramatisk beslutning at barnet skulle skæres i øret. Spørgsmålet - dengang og nu - er dog, om man skal gøre noget, eller om man ikke skal gøre noget. Jeg har den holdning, at barnet selv skal synes, at der er et problem, før jeg laver et indgreb," siger han og forklarer, at stritørerne netop hurtigt bliver et problem omkring teenageårerne, hvor børnenes forfængelighed - ja, stritter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.